Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Danske Bank i kriminalretten i Fuengirola

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 10/01/2014 - 09:22

Penge & Forbrug


Retten i Fuengirola har indkaldt to ledende medarbejdere i Danske Bank til en afhøring for en dommer. Anklagen går på, at banken skulle have ...

Retten i Fuengirola har indkaldt to ledende medarbejdere i Danske Bank til en afhøring for en dommer. Anklagen går på, at banken skulle have lavet misvisende markedsføring om lån.

 

Det er de såkaldte aveplanlægnings-lån, som angiveligt har været skyld i, at en skotsk mand mistede sin spanske bolig. 

 

Det skriver diariosur.es.

 

De to medarbejdere er kaldt til Juzgado de Instrucción número 1 i Fuengirola, som er en kriminalret. Det er dog et privat advokatfirma, som har startet sagen, ikke en offentlig anklager. 

 

Retsindkaldelsen er en ny udvikling i den sag, advokatfirmaet Lawbird Legal Services startede i november 2011. De to medarbejdere skal møde op d. 23. januar og svare på spørgsmål fra både dommeren og advokaten fra Lawbird Legal Services.

 

Her kan du læse, hvad Spanien i Dag skrev dengang.

 

Bolig belånes i udlandet

Arveplanlægningen tager udgangspunkt i en gældfri spansk ejendom. Banken tilbyder at belåne boligen i Luxembourg, hvor pengene skal investeres. Når boligen er belånt, bliver arveafgiften ved en overdragelse mindre.

 

Boligen er kort sagt billigere at komme af med.

 

Imens står en stor del af boligens værdi på en bankkonto i Luxembourg. Ifølge planen kommer banken med råd til, hvordan pengene investeres, så profitten er større end de renter, husejeren skal betale for lånet.

 

Slipper for afgifter

Det smarte ved planen er, at huset bliver mindre værd i de spanske myndigheders øjne, så man betaler færre afgifter og samtidig har en formue stående i Luxembourg, som også kan undgå spanske afgifter og skatter. Det er dog ikke altid planer holder.

 

Lawbird Legal Services repræsenterer skotten Euan Armstrong, som siger, at han mistede sin bolig i forbindelse med et arveplanlægnings-lån. I et interview med The Telegraph i 2011 siger han, at de anbefalede investeringerne gav ikke et stort afkast, og at han efter fem år endte med at skylde banken 650.000 euro.

 

- Efter det første år indså jeg, at jeg havde tabt 21.000 euro. De næste fem år fortsatte Danske Bank med at tabe penge, og i 2009 fortalte en medarbejder mig, at jeg skulle sælge mit hus og betale de 650.000 de havde tabt, tilbage til banken, sagde han dengang.

 

Godkendt, men ikke godkendt

Euan Armstrongs advokat,  Antonio Flores udtaler i dag til business.dk, at Danske Bank skulle have forklaret kunderne, at produktet var godkendt af det internationale revisionsfirma KPMG. 

 

Han siger, at han er i besiddelse af et brev fra KPMG, hvor der står, at firmaet aldrig har godkendt arveplanlægningslånene.

 

Afviser anklager

Direktøren for Danske Banks private banking, Klaus Mønsted Pedersen, afviser, at sagen har noget på sig. 

 

- Jeg vil afvise fuldstændig, at der er noget som helst på den her sag, siger han til business.dk i dag. 

 

Til spørgsmålet om, hvordan han forholder sig til sagen, mener han, at sager som disse er uundgåelige når man driver virksomhed.

 

- Jeg er da irriteret over det. Men sådan er det at drive virksomhed. Det kan man ikke undgå at løbe ind i, siger han

 

Stærk modstand

Euan Armstrong er en ledende skikkelse i The Equity Release Victims Association, en interesseorganisation som kæmper for de husejere, der har tabt penge ved arveplanlægningslånene.

 

Foreningen skriver på sin hjemmeside, at de to medarbejdere, der skal møde i retten i Fuengirola d. 23 januar er Henrik Hjerrild Hansen og Morten Runo Waaben.

 

Læs også: Demonstration mod danske banker

 

Spanien i Dag arbejder på at få en kommentar fra Danske Bank omkring sagen.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.