De glemte sejrherrer: Hvorfor våbenhvilen er en triumf for os alle

Siden i går morges har debatten raset i de globale nyhedshuse: Hvem blinkede først? Var det USA, der med sit benhårde ultimatum og trusler om totale angreb på energianlæg og udslettelse af befolkningen fik presset Teheran til forhandlingsbordet? Eller var det Iran, der med sin evne til at lamme Hormuz-strædet og ryste verdensøkonomien, beviste, at de ikke lader sig knægte?

Men mens de store overskrifter fokuserer på de to kamphaner, overser vi den vigtigste sandhed. Den reelle sejr tilhører hverken Washington eller Teheran. Den tilhører de kræfter, der har formået at trække verden tilbage fra kanten af afgrunden.

Brobyggeren i øst

Vi må starte med at kigge mod Islamabad. I en tid, hvor diplomatiet mellem stormagterne virkede stendødt, trådte Pakistan i karakter som den voksne i rummet. Ved at udnytte deres unikke position som brobygger og formidlere af den 15-punkts rammeaftale, har de præsteret det umulige: at skabe et pusterum i en konflikt, der truede med at antænde hele regionen. Pakistan står tilbage som den moralske vinder, fordi de valgte mæglingen frem for den militære eskalering, der ellers ville have ramt deres egne grænser og økonomi hårdest.

Europa og de spanske hjem

For os i Europa, og ikke mindst her i Spanien og Danmark, er lettelsen til at tage og føle på. Vi har undgået det, der lignede en uundgåelig økonomisk nedsmeltning. Hvis Hormuz-strædet var forblevet lukket, og Trumps trusler mod de spanske handelsaftaler var blevet ført ud i livet, ville vi have kigget ind i en energikrise og en inflation, der ville få tidligere kriser til at blegne.

Våbenhvilen er en sejr for

Den jævne borger: Der fortsat kan betale sin varmeregning og fylde brændstof bilen.

De mindre bemidlede: Som altid rammes hårdest, når verdenshandlen bryder sammen.

Sammenhængskraften: Vi har håb om at have undgået et totalt sammenbrud i de transatlantiske relationer, der kunne have splittet NATO og efterladt Europa isoleret og sårbart.

Arven til vores efterkommere

Men den største sejr finder vi ikke på bundlinjen i dag. Den findes i fremtiden. Ved at vælge våbenhvilen har vi undgået at efterlade en verden i flammer til vores børn og børnebørn. Vi har undgået den form for permanent krigstilstand, der ikke blot ødelægger økonomier, men også det menneskelige håb og den globale indsats for klima og stabilitet.

Menneskeheden har vundet, fordi vi – i det mindste for nu – har bevist, at fornuften og dialogen kan vinde over "sproget om tilintetgørelse".

"Det handler ikke om, hvem der fik ret, men om hvem der fik fred."

Vi har opnået tid. Vi har opnået stabilitet. Og vigtigst af alt: Vi har undgået en eskalering, som ingen af os – rig eller fattig, ung eller gammel – ville kunne have overskuet konsekvenserne af. Det er den sande overskrift, som vi bør fejre efter våbenhvilen.