Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dovenskaben længe leve

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 12/11/2012 - 10:01

Sport & hobby


Hunde skal have motion, og det skal vi mennesker vel egentlig også, så det er jo ren win-win. Men nogle af os er åbenbart så dovne, at vi ta...

Hunde skal have motion, og det skal vi mennesker vel egentlig også, så det er jo ren win-win. Men nogle af os er åbenbart så dovne, at vi tager mere usædvanlige metoder i brug.

 

Hør interview længere nede

 

Den andalusiske regering har netop vedtaget et dekret, som lovliggør træning af ”galgos”, i andre lande kendt som Mynder eller Greyhounds, ved at binde dem for et køretøj.

 

Dyremishandling eller godt?

Denne praksis har hidtil været forbudt i Andalusien, hvor det blev betragtet som dyremishandling. Men en ny undersøgelse foretaget af Universitet i Córdoba på bestilling af det spanske Greyhound-forbund viser, at træning af hundene for motor er godt for dyrene.

 

Fra nu af kan greyhound-ejere bare binde deres hund i et reb til en knallert, motorcykel, quad eller lignende og træne dem på den måde. Hundene skal være mindst et halvt år gamle, der må højst køres 15 km/t, og snoren skal være passende løs. Man må aldrig trække hundene af sted.

 

Ifølge den nye lov må man gerne træne flere hunde på én gang, så det vil ikke være noget usædvanligt syn at se fem til ti hunde spændt for en vogn. På motorcykler og knallerter må man dog kun træne to hunde ad gangen, men ved quads må der spændes fire hunde til.

 

Der må ikke trænes i regn eller ved temperaturer over 32 grader.

 

Mindre belastende end frit løb

Legaliseringen af denne type træning i Sydspanien ventes at få andre regioner til at følge trop. Teamet bag undersøgelsen hævder, at en Galgo vil yde mindre, når den er spændt for en motor, end når den er fri, og at der derfor ikke er nogen fare for overbelastning.

 

- Hvis du slipper en galgo fri, vil den løbe alt hvad den kan, siger biologen Juan Carranza, der står bag den opsigtsvækkende undersøgelse.

 

Flere dyreværnsorganisationer som SOS Galgos advarer på det kraftigste mod følgerne af loven, som vil betyde, at tusindvis af hunde ender med at blive kørt fuldstændig ned.

 

Smides ud efter jagt

Og racen har det hårdt nok i forvejen. Foreningen hævder, at titusindvis af galgoer bliver hængt og smidt i brønde og grøfter som affald, efter at jagtsæsonen er slut. Den spanske sammenslutning af Galgo-opdrættere hævder dog, at disse sager kun udgør et mindretal.

 

Der er mere end 180.000 Galgo-opdrættere i Spanien med flere end 500.000 dyr.

 

Spanien i Dag har talt med Dansk Kennelklub om de nye regler for hunde-træning i Sydspanien. Kommunikationskonsulent Vibeke Knudsen siger, at der egentlig ikke er noget i vejen for, at man kan motionere galgoer "for motor" - hvis loven bliver overholdt til punkt og prikke. Der kan altså med andre ord være grund til bekymring, hvis loven bliver misbrugt, og det kan sagtens være tilfældet, hvis der er økonomiske interesser på spil. Hør interview her

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.