Frigiliana - en perle i bjergene

PrintPrint Share this
Landsbyhygge og naturoplevelser

Frigiliana ligger i La Axarquía lige nord for Nerja og er en af de fineste landsbyer i hele Sydspanien. Byen er med rette lidt af en turistattraktion, fordi den har bevaret så meget af sin oprindelige arabiske karakter.

 

Tilgængelig for dig med bentøjet i orden

 

Endnu engang tager Else Byskov dig med på en af sine skønne ture.

 

God fornøjelse og god weekend.

 

Klik her for at komme til interaktivt kort på ViaMichelin
 

Gaderne i Frigiliana ligger stadig som i 1500-tallet, da byen dannede rammen om en blomstrende arabisk kultur: stejle og ufremkommelige for motoriseret trafik.

 

Byen ligger desuden smukt på kanten af Axarquías vældige naturpark, så vi skal også ud at vandre i den dramatiske natur, der omgiver byen.

 

Byen ligger lige nord for Nerja

 

Tag en virtuel tur først

Et besøg i Frigiliana bør i disse digitale tider starte med et kig på byens website, hvor du kan orientere dig om alle herlighederne. På hjemmesiden kan man foretage en virtuel rundtur, se skønne billeder og på alle måder få skærpet appetitten til det virkelige besøg.

 

Det første, du bør gøre, når du ankommer til byen, er at slentre rundt i de gamle gader for at få en fornemmelse af atmosfæren. Noget af det første, du støder på,  er "El Ingenio" - den gamle sukkerfabrik, der med sin asymmetriske gavl ligger der som byens vartegn.

 

El Ingenio

 

Sirup af rørsukker

Bygningen blev opført i starten af 1500-tallet som herskabsbolig for Larios-familien og blev først meget senere lavet om til sukkerfabrik. I dag er det den eneste fabrik i Europa, der fremstiller sirup af rørsukker 'Miel de Caña'.

 

Ligesom en almindelig sirup, kan den blandt andet spises på brød og pandekager eller bruges i bagværk. Det hører derfor med til et besøg i byen at tage et glas af denne søde sjældenhed med hjem.

 

Tarta de Miel de Caña

 

I El Ingenio er der også en keramikforretning, hvor de har fine ting til salg - heriblandt smørkrukker. Så hvis man har det som mig, og ikke kan få smørkrukker nok, må man også lige et smut derind.

 

Stort udvalg af keramisk brugskunst

 

Efter at have beundret El Ingenio går du op til venstre, hvor du kan lade dig fortabe i byens smalle gader. Først kommer man forbi 'Los Reales Pósitos' fra 1767 på venstre hånd. Her lå byens forrådskammer med korn, som man oplagrede i de gode tider for at dele det ud i krisetider.

 

Gå til venstre lige herefter og hen til kirkepladsen. Efter pladsen går gaden 'Chorruelo' nedad, og efter ganske få meter kommer du til den gamle kilde på venstre hånd.

 

La Fuente Vieja

 

La Fuente Vieja stammer helt tilbage fra 1640. Gå tilbage til kirken og op langs med kirkens venstre side. Her finder du et skilt med 'La Bodeguilla', og selv om det ligner indgangen til et privat hjem, er det faktisk en passage ind til det mauriske kvarter 'El Barrio Mudéjar' eller 'Morisco'. Det leder direkte ind i de gamle, charmerende gader.

 

Der er masser af smalle og farverige gader i byen

 

Det går op og ned, så gem stiletterne til en anden god gang. Brug en times tid på at se byen, tag en forfriskning på en af barerne, se den fine gade 'El Zacatín' og gå op og se byens 'Centro Cultural' i den gamle 'Casa del Apero', som har en smuk gammel patio.

 

Tortur og slaveri

Mens du går rundt og nyder det hele, bør du forberede dig mentalt på, at ”hvedebrødsdagene” snart er ovre, for inden længe skal vi bestige El Fuerte.

 

Det var på El Fuerte, at de sidste maurere forskansede sig, inden de i 1569 blev fordrevet af de kristne. Over hals og hoved flygtede de ad den smalle stil op til El Fuerte, og da de så, at alt var tabt, kastede de sig i døden derfra med deres børn på ryggen for ikke at falde i de kristnes hænder. Det ville have betydet tortur og slaveri.

 

De blev dermed de sidste maurere på den iberiske halvø, da langt de fleste blev tvunget til at forlade landet, da Granada faldt i 1492.

 

Bestigning af El Fuerte er ikke for svæklinge

 

En bestigning af El Fuerte er ikke for perlehøns og barberlærlinge, for der er 700 højdemeter at overvinde. Til gengæld er det en meget smuk og enestående tur.

 

Fine haver og frit fald

Turen starter bagved resterne af den gamle arabiske borg allerøverst i byen 'El Castillo de Lízar'. Der er faktisk ikke noget tilbage af borgen, da man brugte stenene til at lave andre bygninger i byen, bl.a. El Ingenio. Det er lettest at komme op til El Castillo ad gaden 'Hernando el Darra', som er den gade, der går til højre lige efter, at man har passeret Los Reales Pósitos. Du går op ad gaden et par hundrede meter, indtil du i en passage på højre hånd ser et skilt, hvor der står 'Panorámicas'.

 

Billede som det ses på hjemmesidens virtuelle tour - klik her for at gå til den virtuelle tour
 

Her går man ind og op mod 'El Mirador'. Heroppe ligger The Garden Restaurant, og bagved den går stien op mod 'El Castillo'. Det er lidt af en opstigning, men den går gennem fine haver, så der er nok at beundre – bl.a. nogle gevaldige drops ned til Higuerón-slugten.

 

Tag den direkte vej i vandet på en varm dag

 

For at komme op på El Fuerte skal du over på den anden side af "knolden", hvor borgen i sin tid lå, og når du er kommet op på toppen, er der frit udsyn til det store vandreservoir 'El Pozo de Lízar'.

 

Du går hen forbi El Pozo, til du kommer til den 'acequia', vandkanal, der "føder" reservoiret. Der er der en trappe, og den må man op ad, for den fører én lige ud på stien, der går op til El Fuerte.

 

Afsæt små fire timer til turen, som er på ca. 6 km. frem og tilbage. Der er ikke noget at tage fejl af, så det er bare fremad.

 

Ikke slut endnu

På torvet spiser man godt

 

Nu tror man måske, at der ikke er mere at opleve, men sådan er det ikke. Næste dag bør du bestige 'La Cruz de Pinto', og det er en tur, som i dramatik og skønhed ikke lader bestigningen af El Fuerte noget tilbage.

 

For at bestige La Cruz de Pinto skal vi nemlig hen i "mellemkødet" på områdets to skønne floder: 'Río Higuerón' og 'El Río Chillar'. Frigiliana ligger faktisk på kanten af Higuerón-floden, og turen op til La Cruz de Pinto er guf for sanserne – og et boost for kondien...

 

Cruz de Pinto

 

La Cruz de Pinto er et lille monument – ja en lille helligdom, der ligger på det højeste punkt mellem de to floder. Monumentet blev oprettet af en vis Capitán Pinto, der i starten af 1800-tallet kom i havsnød i sit skib ud for Nerja.

 

Løfte under frygt

Der var dårlig sigtbarhed den dag, men kaptajn Pinto kunne hele tiden se knolden mellem floderne, og det gjorde, at han kunne orientere sig og styre klar af den farlige klippekyst. Han svor, at hvis han overlevede strabadserne, ville han som tak lade en lille helligdom opføre på knolden. Han overlevede og opførte derefter trohjertet La Cruz de Pinto, som står der den dag i dag.

 

Turen op til La Cruz starter atter foran El Ingenio. Vi vender os nu mod højre og ser til højre for Unicaja en vej, der starter mellem to huse. Det er her, vi skal ned, og det sjove er, at man efter at have stået midt i Frigiliana efter blot 100 meter befinder sig lige midt i den vildeste natur.

 

Vi følger vejen ned til venstre, og så snart vi kommer til huset Los Tajos i svinget, står der et par skilte, som peger ligeud ad en smal sti. Der står bl.a. Río Higuerón.

 

To gamle charmerende "vejvisere"

 

Husk bikini og badeshorts

Vi skal nu ud på en af de mest spændende stier, jeg kender. Stien går lige ud i starten, men det går stejlt ned til højre, og der skal kravles lidt ind i mellem. Flodsengen ligger langt under os, men den sti er bare fantastisk. På et tidspunkt kommer vi forbi en hule, og stien snor sig nedad, indtil vi kommer ned, hvor det går lige ud.

 

Vi går mod venstre og følger stien hen til Frigilianas store vandreservoir, som på varme dage vist stadig bliver brugt som svømmepøl for byens ungdom.

 

Río Higuerón bliver brugt til varme fødder

 

Vi går forbi vandbassinet, og efter ca. 100 m. ser vi på højre hånd et stort skilt med 'Sendero Frigiliana - Fuente del Esparto'. Den skal vi tage, og nu går det op ad den stejle flodbrink i en lille halv time. Når vi kommer op, har vi det pragtfulde landskab mellem floderne for vores fødder, og nu tager vi stien til højre, altså med retning mod havet.

 

Vi følger stien, der går lige ud og lidt opad. På et tidspunkt kommer vi til et sted, hvor det begynder at gå svagt nedad, og nu kan vi se en lille hvid plet på knolden i det fjerne. Det er La Cruz de Pinto. Stien "vander lidt ud", men vi skal bare nedad i retning af havet.

 

Venstre om knolden

Lidt efter kommer der igen en sti, og den tager os ned til 'El Corral de Pinto' - det var en gård, der engang lå her. Nu er det en ruin, der vidner om, at man her har haft kvæghold. Vi går ned forbi El Corral ad en fin sti og skal nu bare følge den nogle hundrede meter.

 

På et tidspunkt bliver stien bred, og hvis du vil fortsætte ned til Nerja, skal du bare gå lige ud. Men vi vil jo op til La Cruz, så vi skal til venstre, hvor tre el-ledninger passerer over vores hoveder, og hvor der er en lille varde ved foden af et træ. Vi skal forestille os, at vi skal venstre om knolden.

 

Udsigten fra Cruz de Pinto

 

Når vi først har fundet stien, er der ingen problemer med at finde vej, og det er en fantastisk sti, der nu går opad til La Cruz de Pinto. Udsigten deroppefra ned over Nerja og kysten er helt fantastisk, og det er sjovt at se, hvor tæt vi er på Frigiliana, som ligger på den anden side af slugten.

 

Picnic med panorama

Vi plejer at spise vores medbragte oppe ved La Cruz, mens vi nyder synet af bjergene og havet og sender den stakkels kaptajn Pinto en venlig tanke.

 

Når vi har spist og set os mætte, skal vi ned igen, og den første del af returvejen går hen til El Corral. Herfra tager vi ikke samme rute tilbage, da vi går ligeud med retning mod slugten i stedet for at gå op til højre, hvor vi kom fra.

 

Det er en langt kortere vej på en fin sti, og på et tidspunkt er der en gaffel – her skal vi holde til højre. Nu går det lystigt ned ad slugtens sider, og jeg siger ikke, at det ikke af og til er lidt stejlt. Men det er ikke mere vildt, end at det bare er sjovt.

 

Hvad siger gemalen?

Når vi kommer ned i bunden af slugten, skal vi gå til højre. Det er en typisk flodseng, vi nu går i, og på siderne er der et par haver. Det er et ganske specielt sted. Vi fortsætter til vi kommer til cementvejen, der med en kraftig stigning fører os tilbage til Frigiliana. Jubiiii for en fantastisk tur. Vi tager nu lige en forfriskning på bar Virtudes på venstre hånd, så snart vi kommer tilbage til byen.

 

Da jeg kommer hjem fra den fantastiske tur til Frigiliana med min lille pakke under armen, bliver jeg af gemalen konfronteret med spørgsmålet: "Nu har du vel ikke købt flere smørkrukker"?

 

-----------------

Opskrift på den søde tærte

Sirupkage - Tarta de Miel de Caña

Ingredienser:

Tærtebund:
200 gram mel
100 g koldt smør
1 æggeblomme
1 spsk koldt vand

Fyld:
450 g Miel de Caña
30 gram smør
2 æg
3 spsk fed fløde
Revet appelsinskal fra en appelsin
5 spsk rasp

 

Tilberedning:

Forbered dejen til bunden først.

Sigt melet og tilsæt smørret skåret i små stykker. Ælt dejen, indtil den minder om brødkrummer.

Tilsæt æggeblommen under æltning. Når dejen kan formes til en kugle, tilføjes en spiseskefuld koldt vand hvorefter der kun æltes en smule mere.

Rul dejen til en glat bold, pak den ind i film og sæt den i køleskabet i mindst en halv time.

Forvarm ovnen til 180 º C. Læg dejen mellem to stykker bagepapir og rul den ud med en kagerulle. Læg bunden i en smurt tærteform, tilpas den godt og skær overskydende dej væk. Dæk bunden med bagepapir (brug evt. nogle vægte til at holde bagepapiret tætsluttet til dejbunden så den ikke brændes) og bag den i 15-20 minutter.
 

I mellemtiden forberedes fyldet:

Varm Miel de Caña i en gryde uden at koge den. Tag gryden af varmen og tilsæt smør og rør indtil smørret er smeltet.

Pisk æg og fløde og tilsæt den revne appelsinskal. Den tidligere varmede masse tilsættes lidt efter lidt mens der piskes og til sidst tilsættes rasp.

Tærtebunden tages ud af ovnen (fjern eventuelle vægte) og fyldet hældes i. Siden bages kagen i 25 minutter. Kagen kan hæve en smule, men den skal ikke blive hård.

Serveres lun sammen med vanilje-is, flødeskum eller cremefraiche.

 

Velbekomme!

 

 

Se flere nyheder i temaet

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque