Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Husk: Regional helligdag i morgen

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 27/02/2023 - 07:00

Samfund og Politik

Tirsdag er det Día de Andalucía og det markeres med masser af gratis aktiviteter for hele familien.

I dag fejres 'nationaldagen' i Andalusien. Det er 43 år siden, det blev besluttet ved en folkeafstemning, at Andalusien skulle være en selvstyrende region.

Glade børn med det andalusiske flag

Dagen fejres overalt i regionen. Det andalusiske flag hænger på balkonernes rækværk, og dagen igennem er der festlige arrangementer i enhver by. Mange steder er der en officiel højtidelighed om formiddagen på det centrale torv, men dermed er markeringerne ikke slut.

Rent praktisk betyder det også, at mange butikker vil holde lukket, men skulle det virkeligt brænde på, finder du som regel små supermarkeder åbne i turistområderne.

Gratis oplevelser

Der er masser af gratis arrangementer i hele regionen

Dagen fejres også med gratis entré på de fleste museer og andre kulturtilbud rundt omkring. I alt er der knap 100 særlige aktiviteter på museer og arkæologiske steder. Det byder på alt fra interaktive spil, dramatiserede besøg og monografiske workshop.

Der er eksempelvis gratis entré på Picasso Museet i Málaga, La Alcazaba i Almería, Museet i Cádiz, Madinat al-Zahra, Alhambra i Granada, Museet i Huelva, Museo Íbero i Jaén, Los Dólmenes i Antequera og Museo de Bellas Artes i Sevilla. Læs mere her (på spansk).

Et stort 'land'

Andalusien er Spaniens mest folkerige region med 8.538.376 indbyggere (juni 2022, red.), så at være præsident for det andalusiske parlament er faktisk et større 'job' end at være statsminister i Danmark.

Regionen breder sig ud over 87.268 km2, der rundt regnet er det dobbelte af Danmark.

Kort over Andalusien med de vigtigste bynavne og provinsnavne

Året efter folkeafstemningen i 1980 trådte parlamentarikerne sammen den 28. februar for at diskutere og vedtage statutterne for regionen, og den 23. maj 1982 blev det første parlamentsvalg afholdt.

Stemmeprocenten var på 60,42, PSOE fik absolut flertal, og Rafael Escuredo blev valgt som præsident.

Nyd en festlig dag, hvis du netop nu er i Andalusien

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.