Velkendt dansker er vendt hjem til Danmark

Med tak er denne klumme skrevet af Anne Bjerngaard selv:

Vi skriver marts 1996, jeg venter på det lokale tog mellem Málaga og Fuengirola i Málaga Lufthavn. Dengang var adgangsforholdene besværlige.

Der var ingen elevator, kun en trappe, som med besvær skulle forceres med bagagen. Flere år senere blev stationen moderniseret og lagt ned i jorden. 

Det er en klar, solrig dag, og efter besværet med bagagen stiger mit humør, da jeg sidder i toget, hvor klassisk musik i højtaleren gør turen til Fuengirola til en særlig oplevelse. 

Jeg er på vej til Mijas Pueblo, hvor min mand af andet ægteskab og jeg året før købte en bolig i Barrio Santana, der ligger i yderkanten af landsbyen. Samme år, 1995, flyttede jeg til det tidligere Østberlin, hvor min mand havde arbejdet og boet nogle år. En flytning, der ikke var let for mig, hvorfor jeg tog på flere smutture til Mijas, hvor jeg trak vejret bedre.

I dag, 30 år senere, spørger jeg mig selv: Hvor blev tiden af?

Hvad, jeg ikke vidste i 1996, var, at jeg var på vej til et eventyr, som ville bringe mig mange oplevelser og faglige udfordringer, men som også havde sin pris. Inderst inde havde jeg håbet på, at vi alle i min lille familie kunne flytte til Spanien, men sådan blev det ikke. 

Min mand og jeg blev skilt, min yngste datter kom på kostskole i Danmark, hvor hun påbegyndte sin gymnasiale uddannelse, og min ældste datter i Danmark var allerede flyttet hjemmefra.

Det  er nu januar 2026, og jeg er ved at fuldende min tilbageflytning til Danmark, som startede i det små for et lille års tid siden. En beslutning, som har været så meget vanskeligere at tage end at rejse til Spanien og blive her. 

Mulighederne for at flytte tilbage har været der tidligere, men jeg har bare ikke været parat. 

Og hvorfor er jeg så det nu? 

Tja, mit liv var vel kommet ind i en periode, hvor der ikke var udsigt til så mange nye udfordringer rent arbejdsmæssigt. Da den sidste af mine forældre døde for et år siden, kunne jeg overtage min fars andelsbolig i Solrød Strand, og udfordringen med at starte et nyt liv, skabe nye relationer og interesser tiltrak mig. Samtidig var flere af mine venner fra Spanien allerede flyttet tilbage, og så kunne jeg også være tættere på familien og venner fra “gamle dage”.

Og hvad blev tiden brugt på? 

Da jeg kom i 1996 var jeg 44 år, stadig til fest og farver, og hurtigt blev jeg forelsket i byens unge don Juan - han hed faktisk Juan - og blev accepteret og kendt af de lokale. Juan var en stolt spanier med et kobbel af hunde, som han gik på jagt med på bjerget. Hans hunde var byens bedste jagthunde, og han skød også meget godt. Mad kunne han også tilberede, af fugle og kaniner. 

En dag opfordrede han mig, en københavner-pige, til at pelse en kanin. Det gik! Men der var andre ting, der ikke gik.

Jalousien. Noget som jeg med tiden ikke kunne leve med. Selvom jeg var vildt forelsket, måtte jeg bryde forholdet for at bevare min værdighed. Det var svært. Men jeg blev stærk - måske også for stærk.

Kærlighed og kildevand kan man som bekendt ikke leve af, så der skulle også tjenes penge, selvom jeg havde lidt “på kistebunden”.

Uden løn

Mit første job blev hos en udenlandsk forsikringsagent, hvor jeg var til en skriftlig test, der førte til, at jeg blev ansat. Jeg passede 100 procent til jobbet, sagde de, og så skulle jeg arbejde uden løn, indtil jeg kunne sagerne. Hvor lang tid tager det, spurgte jeg ...

Min første arbejdsdag gik med at skrive adresser på kuverter, mens der blev sladret om en medarbejder, som havde taget kundekartoteket med sig, da han blev fyret. Jobbet varede kun et par dage. De mente alligevel ikke, at jeg var den rette. Jeg kom ellers fra et godt job i København på et advokatkontor, hvor jeg i mange år havde arbejdet med dødsbobehandling, ejendomshandler, ejendomsadministration, bogholderi og så videre. 

Døden

Herefter passede jeg i kort tid en gammel dame seks dage om ugen, hvor det eneste, jeg ikke skulle sørge for, var at lægge hendes medicin i æsker. Hun døde, mens hun var til læge. Jeg var i nærheden og blev hentet ind i konsultationen, hvor hun åndede ud og blev afhentet af bedemandsfirmaet. 

Mit første møde med en død person. Det blev ikke mit sidste.

Nogle år senere var der et mistænkeligt dødsfald i min bebyggelse. Politiet blev tilkaldt, og jeg så den stakkels pige blive puttet i ligpose og afhentet. En dansk nabo havde om natten hørt en masse ballade fra lejligheden. Han mistænkte, at der var narko involveret i deres aktiviteter. Naboen blev taget med på stationen til afhøring, hvor jeg oversatte hans forklaringer på bedste vis. 

Mens  jeg havde et formiddagsjob i en forretning, ansøgte jeg om et eftermiddagsjob på et dansk kontor. “Jobsamtalen” var underlig. Jeg skulle til et møde, ikke på kontoret, men på en fremmed adresse i en lejlighed, hvor jeg efter diktafon skulle skrive en tekst i hånden og bagefter forlade lejligheden. Jeg blev ansat, men senere fyret. Jeg havde brugt computeren privat, selvom jeg vidste, at det måtte man ikke.

Svindlede

Et  kontorjob i et investeringsfirma gjorde mig så interesseret i det finansielle marked, at jeg fandt mig selv tale om det på diskotekernes dansegulv. Men det arbejde, jeg udførte, var kedeligt, så jeg fandt et nyt job, hvor jeg kom fra asken i ilden.

Et halvdagsjob, som burde have været et heldagsjob. Det var svært, især da jeg samtidig forsøgte at finde beviser for, at den daglige leder svindlede. Da jeg var tæt på, fik han mig fyret. 

Musikalsk TV-gætteprogram

Mit næste job blev på en dansk radio. Det startede som deltid, men blev hurtigt fuldtid.

Det var i den tid, hvor nyheder over internettet kun lige var begyndt, og danskerne på kysten ikke var så informerede, som de er i dag. Det var sjovt, udfordrende, lærerigt og hårdt. Det var det hele. Sjovt, når der var gæster i studiet.

Som da jeg sammen med musiker Keld Skovgaard og skuespiller Tommy Kenter prøvede at lave en radioudgave af et musikalsk TV-gætteprogram. Udfordrende, da jeg som eksempel skulle interviewe den dygtige, daværende redaktør Thøger Seidenfaden om den Israelske krise. Alle mine forberedte spørgsmål var besvaret  i løbet af ét sekund, uden at jeg nåede at stille dem.

Lærerigt i brug af teknikken, især hvad man ikke skal gøre. For eksempel da jeg efter en lang dag hos Helle Hollis, hvor jeg interviewede mange medarbejdere, efterfølgende redigerede i optagelserne og kom til  at slette hele molevitten. 

Hårdt, når stress meldte sig i form af natlige drømme, hvor jeg i drømmen oplevede, at udsendelsen startede, og jeg ikke havde et eneste stykke papir med mig. Det ene radiojob førte over tid til det andet og tredie, som igen førte  mig til nye udfordringer og en fantastisk chance til at lære Spanien og dets historie at kende, nemlig som rejseleder. 

Efter 28 i den samme branche i Danmark - jeg startede som 16-årig - havde jeg haft lyst til at prøve alt andet end at være på advokatkontor. Det lykkedes vist, og så er der beskæftigelser, jeg ovenikøbet har glemt undervejs i min erindringsrejse. 

Margrethekirken

Derudover er det blevet til et engagement i den danske kirke, Margrethekirken. Det startede med, at jeg skulle interviewe tre præster, som søgte stillingen i forbindelse med ibrugtagningen af den nye, “rigtige” kirke i Las Lagunas i 2001. 

Jeg oplevede, at jeg savnede de dybe samtaler, som jeg havde med mine veninder i Danmark og at få noget seriøst at tænke over, når jeg ikke dansede natten lang. Derfor begyndte jeg at komme til gudstjenesterne, og det ene førte det andet med sig. Snart blev jeg valgt ind i bestyrelsen for Margrethekirkens Venner, som stod for afholdelse af kulturelle arrangementer. 

Det var jeg med til i 10 år, og for seks år siden blev jeg valgt til menighedsrådet, og de seneste fire år har jeg været kirkens kasserer og blæksprutte på kontoret. Alt dette og mere til lægger jeg nu bag mig. 

Gode minder, hvor jeg har mødt utrolig mange mennesker på min vej, som hver og én har haft betydning. Jeg tror, at når man er udenlands, får fællesskab en anden betydning, eller måske tager jeg fejl.

Jeg siger tak for 30 år på kysten. Det lyder af mange år, men selv de tidlige oplevelser føles, som det var i “forgårs”.

Kærlig hilsen
Anne

NB: Anne har lovet redaktionen, at hun om ét år vil skrive en ny klumme om, hvordan hendes liv former sig i Danmark.