Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Klar til fest og dans?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 31/01/2013 - 11:02

Rejser & oplevelser


Er du klar til at ruske lidt liv i de vinterkolde lemmer? El Carnival de Cádiz inviterer til 11 dages fest med musik, dans og politisk satire i...

Er du klar til at ruske lidt liv i de vinterkolde lemmer? El Carnival de Cádiz inviterer til 11 dages fest med musik, dans og politisk satire i gaderne.

 

Se video længere nede

 

Karnevalet i Cádiz er verdenskendt og bliver kun overgået af karnevalet i Tenerife og så naturligvis det verdensberømte i Rio de Janeiro. Det foregår altid 40 dage inden påske, det vil i år sige fra den 7. til den 17. februar.

 

I den periode forvandler byen sig til én stor fest, og gaderne fyldes med festglade mennesker, der synger, danser og morer sig til langt ud på de lyse timer.

 

En måned før karnevalets start begynder generalprøverne, hvor de forskellige karnevalsgrupper konkurrerer om at levere den bedste underholdning med politisk satire. Konkurrencen afholdes i Teatro Falla, hvor over hundrede grupper stiller op med deres morsomme og satiriske indslag. Finalen afholdes den første fredag i karnevalet, hvor de bedste grupper bliver valgt ud.

 

End ikke Franco kunne stoppe festen

Det største karnevalsoptog, La Gran Cabalgata, finder sted den første søndag i karnevalet, hvor tusindvis af mennesker i farverige kostumer indtager byens hovedgade. Men også de såkaldte ”uautoriserede” grupper, der holder til på Plaza de las Flores, er underholdende med deres alternative og uofficielle indslag.

 

Ved karnevalet i Cádiz er det obligatorisk at være klædt ud. Der er ingen undskyldning for ikke at deltage, men det er en god idé at være tidligt ude – det kan nemlig knibe med ledige overnatningspladser på byens hoteller.

 

Karnevallet i Cádiz dateres helt tilbage til det 16. århundrede, hvor idéen blev importeret fra Venedig. Det udviklede sig straks til en årlig folkefest, som end ikke lod sig stoppe af Franco-regimets hårdhændede forsøg på at eliminere festlighederne.

 

Reportage om kanevalet (på spansk)

 

Læs mere her

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.