Maro med hemmeligheden

PrintPrint Share this
WEEKEND: Else Byskov tager dig igen med på tur, og denne gang tager vi ind i dybet...

Spanien i Dag Weekend har igen æren af at kunne bringe en spændende reportage fra en af Else Byskovs mange fascinerende udflugter.

 

Tilgængelig for dig med bentøjet i orden

 


Vis stort kort

 

Denne gang går turen til Maro i Axarquía – en landsby, som har bevaret meget af sin oprindelige charme, men dog har et helt andet trækplaster; de kæmpestore drypstenshuler, der blev opdaget for 50 år siden, og som siden da har trukket turister til fra nær og fjern.

 

 

Rigtig god tur!

 

Flagermusejagt endte med større fangst

Den lille charmerende by gemte i lang tid på sin hemmelighed

 

Det var i januar 1959, at fem drenge fra Maro var taget på flagermusejagt i det, der dengang var kendt som La Minas del Cementerio de Maro. De havde set, hvordan store flokke flagermus forsvandt ind i nogle revner i jorden, og nu havde de taget værktøj og lygter med for at udforske flagermusenes bosted.

 

Et fantastisk syn venter i drypstenshulerne

 

De slog et par drypsten ned og kunne nu mave sig ind i en smal passage. Efter nogle meter var der pludselig et drop, og da en af drengene vovede at springe ned, så han, at der var højt til loftet, og at han befandt sig i et rum, der var så stort, at lyset fra lygterne blev opslugt af et enormt mørke.

 

Et smukt og usædvanligt fund

 

Da de alle sammen var kommet ned, vovede de sig længere ind. Her fandt de til deres overraskelse en del skeletter, der lå ved siden af nogle krukker og potteskår.

 

Det er med at holde sig inden for afmærkede ruter - drypstenene kan falde ned

 

Forskrækkede forlod drengene hulen og gik hjem og fortalte, hvad de havde fundet. Nogle dage senere besøgte de atter hulen sammen med en læge og en fotograf.

 

Det var først, da fotografierne nogle måneder senere blev offentliggjort i avisen ”El Sur”, at det gik op for omverdenen, at der her var tale om et ganske usædvanligt fund.

 

Ikke to steder er ens

 

Man mener, at hulerne blev dannet for omkring 5.000.000 år siden, og selv om der er tale om flere meget store huler, er kun en lille del af det kæmpestore hulekompleks tilgængeligt for offentligheden.

 

Hulerne strækker sig langt ind i retning af Granada. Man kan ansøge hulernes administration om at komme med på en af de ekspeditioner, der af og til arrangeres til ukendte dele af hulerne.

 

Også oplyst er det et smukt skue

 

Se www.cuevadenerja.es - her er der information om hulerne, der er en virtuel rundgang, man kan se en ”tegnefilm” om, hvordan hulerne blev dannet, og der er kontaktinformation.

 

De gamle hulemalerier vidner om, at her har været mennesker før

 

De skeletter, som drengene fandt, viste sig at stamme fra neolitperioden (omkring 8000 år f. Kr.), hvor grupper af stenalder-mennesker boede i hulernes øverste del. Der er fundet krukker og værktøj fra perioden, og på hulernes vægge er der et par hulemalerier. Disse ting kan du se i hulernes øverste rum.

 

Festival under jorden

Der er plads til selv store orkestre i La Sala de las Cascadas

 

Det mest imponerende ved Maro-grotterne er deres størrelse. Det fornemmer du, når du forlader de øverste galerier og ad en trappe går ned i La Sala de las Cascadas.

 

Her åbner der sig et vældigt rum - større end i nogen katedral - og det er her, man hvert år i juli afholder den berømte Festival de la Cueva de Nerja, hvor kendte kunstnere optræder med musik og ballet. Det er den helt enestående akustik i hulen, der har fået myndighederne til at arrangere musikken. Hele symfoniorkestre har på et tidspunkt spillet dernede.

 

 

En enestående akustik giver mulighed for koncerter

 

I anledning af 50-året for opdagelsen optrådte store navne som José Carreras og Joan Manuel Serrati i grotterne i juli 2009. Det er en unik oplevelse at sidde dernede i det halvkølige dyb på fine, polstrede stolerækker og høre musik, som både kan omfatte klassisk, opera, flamenco og populærmusik.

 

Efter rummet, hvor koncerterne bliver afholdt, fortsætter hulerne langt ind, hvor en meget fin belysning afslører den ene fantastiske drypstensformation efter den anden.

 

Al slags musik kan opleves i grotterne

 

Du oplever hulerne på en én kilometer lang rundtur, som i bunden fører dig rundt om verdens største drypsten. Du må ikke fotografere med blitz i hulerne, så fotos dernedefra er en sjældenhed. Tag derfor selv derned og se!

 

Hvis du opholder dig på Costa del Sol og ikke har aflagt Maro-grotterne et besøg, har du snydt dig selv for en spændende og grænseoverskridende oplevelse. Et besøg i hulerne koster 8,50 €. Om vinteren er der åbent fra 10-14 og 16-18.30 og om sommeren fra 10 –19.30.

 

Klar, parat, start

Et besøg i Maro kunne passende begynde med, at du parkerer ved indkørslen til byen, lige efter den sidste rundkørsel, når du har taget afkørsel 295 fra motorvejen og har fulgt skiltene til byen.

 

Du går så hen ad Calle San Miguel og forbi baren La Entrada. Lige efter baren tager du Calle Virgen de las Maravillas opad på venstre hånd, og for enden af den kommer du ind på den nye bro.

 

Verdens dyreste tandstik

 

En rampe fører op til broen, hvor der er en fin udsigt over kysten og bjergene. Broen er kun 64 meter lang, og du skal huske at nyde den tanke, at du med din passage af broen har del i de 1,3 millioner euro, det kostede at bygge den.

 

Mens du går på broen, skal du gerne beundre den 46,5 meter høje ”tandstik”, som pryder byggeriet. På den anden side af broen fører en fin ny sti de resterende 200 meter op til indgangen af hulerne. Et besøg i hulerne er et must, og afsæt gerne et par timer til besøget.

 

Ånd frit i naturparken

Frisk luft kan være tiltrængt efter en tur i hulerne

 

Efter den indelukkede fornemmelse i hulerne trænger du til at indånde den friske luft i Guds frie natur. Også her kan Maro levere varen, idet der lige ved hulernes parkeringsplads findes en af ”indgangene” til det østlige Costa del Sols kæmpestore og helt superfantastiske naturpark: Parque Natural de la Sierra de Tejeda, Almijara y Alhama.

 

Naturparken er næsten ligeså stor som Bornholm

 

Parken er 406 km2 stor – en smule mindre end Bornholm. Det er en enorm, vild og uudforsket naturpark, hvor man kan få sine lyster for uberørt natur styret i høj grad.

 

I dag tager vi lige en smagsprøve på herlighederne ved at gå ned gennem parkeringspladsen til hulerne og så dreje til højre ved en lille lund lige efter P- pladsen. Her ser vi naturparkens skilt omkring 100 meter inde, hvor vi vil påbegynde vores skønne rundtur på små 6 kilometer.

 

En grusvej fører os mod bjergene, og vi ser blandt andet Cielo med sine 1509 meter rejse sig majestætisk på højre hånd. Vejen går på højre side af Maro-slugten, som i begyndelsen ikke ser ud af så meget, men som senere hen skal vise sig at være både dyb og stejl.

 

Opslugt af naturen

Det kan være en god idé at have stave med på tur

 

Allerede efter et par hundrede meter fornemmer du, hvordan du bliver opslugt af naturen, i takt med at det storslåede landskab udfolder sig på alle sider af dig. Vejen går ligeud, dog med en vis stigning, og efter små tre kilometer kommer du til en vejgaffel, hvor der står Área recreativa El Pinarillo på venstre hånd.

 

Den vej tager du, og efter omkring 200 meter ser du en sti på venstre hånd markeret med et par gule prikker, der går ned i bunden af kløften. Det er her, du skal ned. Stien kan godt være lidt medtaget på grund af regn, så tag stave med.

 

Det er ikke altid lige let at komme frem

 

Lidt kravleri og naturens Rambla

Nede i bunden af kløften venter der en fascinerende vandretur på små tre kilometer mellem de stejle og forrevne sider. Det er spændende og anderledes at gå hernede. Af og til skal du kravle lidt for at komme over forhindringer, men det er ikke alt for vildt, så alle kan være med.

 

Efterhånden som du nærmer dig havet udvider kløften sig, og du går nu på en fin og let fremkommelig ”seng” af småsten eller sand. Det er i sandhed en ”rambla”, du her går på, og ordet ”rambla” stammer da også fra det arabiske ord for sand.

 

Varder som denne viser vej

 

På et tidspunkt kommer der en varde på venstre hånd, og her er der en sti, som fører ud af kløften. Stien er ret stejl, men den fører hurtigt op på den grusvej, du kom ind i dalen ad.

 

Hvis du skulle overse varden, kan du fortsætte i bunden af kløften, indtil du ser endnu et par varder ved siden af en vej, der fører ud af slugten på højre hånd. Den kan du også tage.

 

Sikke en udsigt!

 

Ikke det kønneste syn

Derefter kommer et stykke land, der ser ret rodet ud. Her følger du en sti, som fører igennem en tunnel, der går under motorvejen, og så er du midt i et område med landbrugsjord under plastik. Det er jo ikke verdens kønneste syn, og du begynder at undre dig over, hvordan du kommer ud derfra.

 

Vejen følger stikvejen, der fører op til motorvejen, og på et tidspunkt ser du, at der er klippet et hul i hegnet til højre. Her må du igennem for at komme ud, og du går nu omkring 100 meter langs med vejværnet for motorvejstilkørslen.

 

Akvædukten førte vand til en gammel sukkerfabrik i 1800-tallet

 

Snart kommer du til en af de rundkørsler, du passerede, da du kørte ind mod byen, og så er det bare om at krydse vejen og komme over til fortovet. Nu passerer du broen, der fører over Maro-kløften, og her kan du på venstre hånd beundre den gamle akvædukt, El Puente de Águila.

 

Akvædukten er ikke så gammel, som mange tror. Den blev bygget i slutningen af 1800-tallet og skulle føre vand til den store sukkerfabrik, der i 1800-tallet havde stor betydning for områdets økonomi, og hvis ruiner du kunne se på højre hånd, mens du gik nedad langs med vejværnet.

 

Sukker i stor stil

Sukkerrør var den store dille engang

 

Der blev dyrket sukkerrør i stor stil omkring Maro i 1800-tallet, og det meste af jorden tilhørte dengang - som nu - Larios-familien, der var en af Málaga-provinsens største jordbesiddere.

 

De havde land fra Maro og hele vejen ind til Málaga. Beboerne i Maro var dengang fæstebønder, hvilket betød, at de skulle arbejde på Larios-familiens jord. Til gengæld fik de lov til at beholde en del af afgrøderne og til at bo i byen.

 

Maro er i dag stadig præget af dette fordums fæsteforhold. Da La Marquesa de Larios (som boede i Maro) døde i begyndelsen af 1990'erne, fik bønderne lov til at beholde retten til at arbejde på jordene.

 

La Junta de Andalucía fik forhindret, at jorden omkring Maro kom på markedet til markedsprisen, og bønderne er i dag beskyttet af en særlov, der giver dem ret til at arbejde på jorden mod at betale en afgift.

 

Sjældent boliger til salg

Nok se, men ikke købe

 

Husene i Maro kommer sjældent på markedet, og måske er det derfor, at byen har bevaret en speciel oprindelig og diskret charme. Gå en tur ned ad Calle Real, og tag en kop kaffe på kirkepladsen.

 

Kig ind i den fine lille kirke fra 1700-tallet, se palmerne, der stikker op fra haven omkring Marquesaens hus mellem kirken og havet, og nyd udsigten over markerne og den forrevne klippekyst med Cerro Gordo mod øst.

 

Lækkert rent kildevand - helt gratis!

 

Hvis du kører ud af byen i østlig retning og tager den første vej på venstre hånd efter rundkørslen, kommer du ned til Maro-kilden, hvor noget af det reneste og bedste kildevand i provinsen fosser ud til fri afbenyttelse for alle.

 

Og nå ja - kysten er da heller ikke sådan at kimse af

 

Jo, Maro har meget at byde på. Det er bare om at få pakket bilen og komme af sted.

 

 

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque