Ny togstation i Málaga Lufthavn

PrintPrint Share this

Jeg havde glædet mig som et lille barn til at skrive en glamour-anmeldelse om den nye underjordiske togstation. Det er blevet væsentlig lettere for de rejsende – tillykke med det – men der er samtidig nogle bommerter i den helt tunge ende – ikke mindst for passagererne.

 

Tilgængelig for alle

 

Et farvel med glæde

Enhver, der har taget toget til eller fra lufthavnen, vil næppe savne den gamle station. Turen mellem stationen og lufthavnsbygningen var både lang og besværlig med trapper og lange trave-ramper. Samtidig foregik ventetiden udendørs i alt slags vejr.

 

Da den nye station åbnede fredag, var der stadigvæk passagerer, der ventede på den gamle station...

 

Midlertidige adgangsforhold

Midlertidige skilte viser vej

Indtil den nye tilkørselsrampe op til afrejse-etagen er tilsluttet, og luftledningerne på den gamle jernbanestrækning er fjernet, sker adgangen til og fra stationen på ankomst-etagen, der ligger i jordniveau. Når det er færdigt, vil adgangen ske fra afrejse-etagen.

 

Udgangen fra ankomsthallen

 

Forhåbentlig hyppigere afgange

Togstationen blev taget i brug fredag. Anlægsarbejdet, der er løbet op i 200 millioner euro, omfatter: 4,1 km. dobbeltsporet strækning, 2,9 km. tunnel, der går under den nye start- og landingsbane samt under floden Gualdahorce og selve stationsbygningen.

 

Dobbeltspors-strækningen betyder, at tog-frekvensen burde kunne sættes ned til hvert 20. minut i stedet for de nuværende 30 minutter.

 

T3 er den ny terminal, og det omvendte 'c' i den røde cirkel angiver togstationens beliggenhed

 

Den nyligt indvidede terminal T3 har fået meget velfortjent ros. Anlægsarbejderne har været enorme, men under hele byggefasen har alt fungeret – ind i mellem dog med forsinkelser i tilkørselsforholdene.

 

Adgangen til den nye station vil ske fra afrejse-etagen. I baggrunden til højre Málaga.

 

Kæden springer af

Mens der i hele den nye terminal er rulleramper og elevatorer, har man i forbindelse med stationsbygningen valgt at benytte rulletrapper og elevatorer. ”Så kan man jo bare vælge elevatoren til sin bagagevogn,” kunne man jo sige. Men de er både få og små og har slet ikke kapacitet til hundredvis af passagerer, der stiger ud af toget.

 

Indgangen til stationen. Værsgo' at stille bagagevognen til venstre og slæb kufferterne gennem 'tælleapparaterne.' Og bagefter skal du endnu en etage ned...

 

Fantastisk er den nye station sammenlignet med den gamle. Bemærk rulletrapperne, der burde have været rulleramper, så de rejsende havde kunnet tage eller aflevere bagagevognen lige ved toget.

 

Havde man i øvrigt i stedet valgt at have én perron i midten og sporene i hver side (a la Metro i København), havde man kunne spare et sæt rulletrapper/ramper og elevatorer.

 

Det vi gerne ville have undgået

Et tog er ankommet...

 


...og så er der kø med kuffert-mosleriet foran og på rulletrappen

 

Et par glæder sig over at finde en bagagevogn ved stationens udgang. De ved dog ikke, at de snart enten skal stå i kø ved en elevator eller lade bagagevognen stå og på ny mosle kufferterne op ad endnu en rulletrappe.

 

Misforstå ikke!

Jeg ønsker ikke at være negativ, og måske havde jeg skruet mine forventninger for højt op.

 

Da jeg for første gang landede i den ny-ombyggede lufthavn i Geneve – vist nok for cirka 20 år siden – blev jeg så imponeret: Jeg skulle videre med toget til Fribourg og kørte min bagagevogn direkte fra bagagebåndet og ned på den underjordiske perron under selve lufthavnsbygningen. Her stillede jeg den få meter fra toget. Det var så flot!

 

Min forventning var at finde noget tilsvarende i Málaga i fredags, og jeg blev helt ærligt skuffet. Geneve og andre lufthavne har for længst opfundet den dybe tallerken til at lave passagervenlige togstationer.

 

Og så sidder arkitekterne i Renfe (togselskabet) og vil selv opfinde deres dybe tallerken, hvilket ikke lykkes. Det er da tosset, når løsningerne ligger helt færdige andre steder.

 

De fleste kufferter er ganske vist blevet forsynede med hjul, så de kan trækkes. Men for rigtig mange – børnefamilier og ældre, blandt andet - er det betydelig lettere med en bagagevogn.

 

De uundgåelige spørgsmål

Hvorfor er stationen overhovedet bygget under jorden?

Burde den dybe tallerken ikke have været flad?

Har det betydet andet end forøgede byggeudgifter og en ekstra etage for de rejsende at mosle bagage med?

Kunne togene ikke bare være kørt ned i tunnelen efter stationen?

Også ny start- og landingsbane

Den røde streg viser den nye linieføring af toget (stationsbygningen markeret med hvidt tag). Derefter under den nye start- og landingsbane (sort asfalt-markering) og til højre under Gualdahorce-floden.

 

Den nye start- og landingsbane ventes taget i brug mod slutningen af 2011.

 

Velkommen til Málaga Lufthavn – det er nu engang let at se stort på småskavanker i et dejligt klima!

 

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque