Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ondskabsfuld og hævngerrig

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 20/06/2013 - 11:47

Krimi og katastrofe


En ondskabsfuld, hævngerrig og kontrollerende person. Sådan lyder de barske anklager mod den mordsigtede José Bretón, der står til 40 års ...

En ondskabsfuld, hævngerrig og kontrollerende person. Sådan lyder de barske anklager mod den mordsigtede José Bretón, der står til 40 års fængsel for drabene på sine to børn på to og seks år. Ligene er aldrig fundet.

 

Drabene påstås at have fundet sted under et weekendbesøg på hans og hans families landejendom i Córdoba i oktober 2011. Lille Ruth og José har været væk i over halvandet år. Læs mere her om sagen

 

Under afhøringerne i retssagen mod børnenes far sagde børnenes sønderknuste mor, Ruth Ortíz, at Bretón ikke var spor kærlig, og at han behandlede sin kone og deres børn med stor foragt.

 

Ruth Ortíz er meget påvirket i retten

 

Ruth sagde, at hun var meget bange for at lade børnene være alene med deres far, og da hun hørte, at de var forsvundet vidste hun, at hun aldrig ville få dem at se igen.

 

- Socialrådgiverne sagde, at det var helt normalt, at man var nervøs, de første gange børnene var sammen med deres far, fortalte Ruth.

 

Hadede ekskone og børn

Den hårdtprøvede mor erklærede, at hun også godt var klar over, hvem der stod bag deres forsvinden – selv om det skulle tage retsvæsnet mere end et år at finde ud af det samme.

 

Ruth gentog over for den målløse jury og resten af forsamlingen i provinsretten i Córdoba, hvor retssagen mod Bretón finder sted, at han flere gange havde sagt, at han ikke ville forlade denne verden uden at dræbe nogen.

 

Bretón hadede sin kone efter skilsmissen og havde ingen kærlighed til sine børn, som han tit skubbede væk fra sig.

 

- Da lille Ruth ville sætte sig på hans knæ, skubbede han hende væk, og han slog hende, når hun ikke ville spise sin grød, fortalte Ruth og fortsatte:

 

- Det liv, jeg havde, kan ikke beskrives. Det var forfærdeligt, og jeg havde brug for at lade mig skille, sagde Ruth til den dommerjury, som i løbet af de kommende uger skal vurdere, om børnenes far er skyldig i anklagerne mod ham.

 

Venner og familie vidner også mod ham

Ruth Ortiz' bror, Estanislao Ortiz Ramos, som også blev afhørt i retten i går sagde, at hans søsters familie ikke var normal.

 

- Forholdet til hans børn var meget anstrengt og koldt, sagde børnenes onkel, som samtidig sagde, at han havde hørt Bretón sige, at hvis Ruth ville skilles, ville det ende helt galt.

 

Også Bretons egne venner betegner ham som en ”macho” og ”meget streng” over for sine børn.

 

I dag er turen kommet til ejerne af den tankstation, hvor den mordsigtede dagen inden børnenes forsvunden købte noget benzin, som skulle bruges til at tænde bål på familiens landejendom – det bål, der ifølge anklageskriftet skaffede børne-ligene af vejen.

 

Samme dag, som børnene forsvandt, købte Bretón 271 liter brændstof på den lokale tank. Selv hævder han, at børnene lå og sov, da han brændte affald af på ejendommen.

 

Læs mere her

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.