Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

271 grunde til ikke at sove

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 19/05/2017 - 10:28

Kunst & kultur

KULTUR: Natten til søndag sættes Málaga på den anden ende, når der afholdes 'Noche en Blanco' med kunst, musik og madoplevelser.

Kunst, mad, drikke og musik kan i morgen lørdag opleves på usædvanlig vis, når Málaga vender døgnet på hovedet og afholder sin pendant til den danske “kulturnat”.

Husk at like vores facebookside

Udvider åbningstiderne

'Noche en Blanco' betyder løst oversat 'den uforudsigelige nat', og konceptet minder meget om det danske.

Alt, hvad der kan kravle og gå af kulturoplevelser lige fra de mindste museer til store koncerter, udvider åbningstiderne og underholder folket helt frem til klokken 02:00.

Så hvis du har mod på at tage i teateret klokken 22:30 eller på museum klokken 01:00, er det nu, du skal gribe chancen.

I alt skal der afholdes 217 arrangementer, på de syv timer kulturfestivalen varer.

Gratis

De første arrangementer starter klokken 19:00, og langt de fleste er gratis, så der er ingen undskyldning for ikke at få én på opleveren.

Og programmet er så bredt sammensat, at det helt sikkert inkluderer noget for enhver.

Fra 20:00 - 02:00 er der for eksempel Frida Khalo-udstilling i ‘Sala de exposiciones Siglo’, mens der fra 19:00 - 00:00 er rockkoncert med en vifte af lokale musikere i ‘Auditorio Eduardo Ocón’.

Begge arrangementer er i aftenens ånd gratis, men der er et begrænset antal pladser. Og sådan er langt de fleste af aftenens events skruet sammen.

Man behøver altså ikke have den store pengepung med, men det er en god idé at være i god tid og undersøge, om man skal reservere plads i forvejen.

“Personal Dreamer”

I år har arrangørerne af 'Noche en Blanco' gjort det endnu nemmere at få overblik over nattens mange kulturtilbud ved at lave en app. Den hedder “Personal Dreamer” og kan hentes ganske gratis til både iPhone og Android.

Alternativt kan hele årets program ses her. 

Tidligere år har hele 135.000 natugler invaderet Málaga i løbet af kulturnatten, så uanset hvad er der lagt i ovnen til en hyggelig aften i provinshovedstaden.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.