Adiós, Godfather

PrintPrint Share this
VIDEO: Spaniens beliggenhed mellem Afrika og Europa tiltrækker ikke kun soldyrkere. Narkokriminelle nyder det også, men politiet er lige i hælene på dem. Senest har man fået fingre i italiensk mafia.

Så har de kvikke og sørgeligt erfarne narkobetjente igen optrevlet en gruppe kriminelle. Denne gang var der tale om en gren af den italienske mafia. 

 

Marranella-klanen mente, at Spanien lå rigtigt praktisk for smugleri mellem Afrika og Europa og havde forestillet sig, at store lagre af hash let kunne fragtes videre til Støvlelandet. 

 

Gruppen gjorde dog regning uden vært, og nu har politiet udryddet klanen i Spanien, mens den er voldsomt decimeret i Italien.

 

Det skriver Guardia Civil i en pressemeddelelse

 

Tyveri fra smuglere

Inden oprydningen havde italienerne specialiseret sig i ‘vuelcos’ - overfald på smuglere fra andre bander - og bortførelser. Ren bandekrig.

 

Men de blev altså fanget undervejs. 14 mennesker er anholdt, og yderligere syv er under efterforskning. 

 

De bliver anklaget for den sædvanlige lange liste af synder med alt fra dokumentfalsk og narkosmugling til at sætte folkesundheden i fare og køre for stærkt. Og så altså to bortførsler og ét forsøg på samme.

 

Samtidig har politiet forhindret, at et halvt ton hash endte på gaderne i Rom og beslaglagt en række luksusbiler.

 

Samarbejde i Sydeuropa

 

Aktionen har været et samarbejde mellem de italienske carabinieri og de spanske betjente, og fangsten er god. Camorraen er nemlig kendt som nådesløse forbrydere, og Marranella-grenen af familien er udryddet i Spanien.

 

Klanen arbejdede ikke alene. En gruppe briter på Gibraltar gav nemlig en hjælpende hånd. Men hovedfremgangsmåden at få stoffer på var altså at overfalde andre smuglere og stjæle deres varer. En målgruppe, der stensikkert ikke ville melde overfaldet til nogen myndigheder...

 

Fik mafiafolkene ikke varerne godvilligt, veg de ikke tilbage for at ty til vold med skudoverfald eller bortførsel af konkurrenterne. Det skete to gange i 2018.

 

I marts 2018 blev to narkohandlere bortført ved højlys dag fra et travlt forretningskvarter i Manilva. 

 

I oktober bortførte de lederen af en stor rivaliserende narkogruppe for at presse ham til at afsløre ‘planteskolerne’, hvor gruppen dyrker og skjuler store partier hash.

 

Han fik et ordentligt lag tæsk og ville muligvis aldrig være dukket op igen, hvis ikke familiemedlemmer og bandemedlemmer var kommet ham til undsætning. Der blev skudt fra begge sider. 

 

Videre til Støvlelandet

Når overfaldene lykkedes, blev de stjålne stoffer transporteret til Italien i lejede autocampere - normalt med en kvinde og en mand i, så det hele lignede et almindeligt par på ferie.

 

I alt er 21 personer tilbageholdte og under efterforskning i sagen.

 

De tæller folk fra Italien, England, Den Dominikanske Republik og Rumænien, og en del var i forvejen eftersøgt i deres hjemlande. 

 

Godfather i Málaga

Den italienske klan var et rigtigt familieforetagende. Banda della Marranella blev ledet af familieoverhovedet og to af hans sønner. 

 

De boede på Costa del Sol, og det var ren Godfather. 

 

 

De havde dog også fangarme ude i forskellige italienske byer, men italiensk politi fik skovlen under dem og 42 andre medlemmer af mafiafamilien i oktober. 

 

Ved samme lejlighed beslaglagde man tyvekoster for over to millioner euro. Et givtigt foretagende.

 

Se video fra aktionen her:

 

Underjordisk lager

I forbindelse med den spansk/italienske aktion fandt man flere lagre - både hos medlemmerne og på andre steder. 

 

 

For eksempel var der en ‘planteskole’ på en gård i nærheden af La Linea nær Cádiz. Her fandt man en underjordisk hule, hvor man kunne oplagre enorme partier stoffer, før de blev sendt videre til Italien.

 

Medlemmerne af forbryderbanden betragtedes som så farlige, at Guardia Civils særlige indsatsstyke blev sat ind ved anholdelserne.

 

 

Se flere nyheder i temaet

Skriv kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

For at sikre alt er korrekt og i overensstemmelse med Spanien i Dags etiske principper, bliver din kommentar godkendt. Vær derfor opmærksom på, at der kan gå et stykke tid, inden din kommentar publiceres.

CAPTCHA
Dette er en kontrol af, at du er besøgende her på siden og for at undgå spam.

Kommentarer

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque