Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Arv for en gæld

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 27/09/2017 - 01:00

Bolig SKAT

ARV & SKAT: Plusvalía er et af de ord, man lærer at kende og frygte, hvis man skal sælge ejendom i Spanien. Eller hvis man arver en.

Rosario måtte låne i banken til plusvalía, da hun arvede sin mor. Afgiften er under beskydning, men borgmestrene tøver.

Uretfærdig afgift?

Plusvalí er en skat på det, som grunden er steget med i værdi, siden den sidst blev handlet. 

Altså en skat af grundens stigning.

Historien om Rosario er et godt eksempel på, hvor hårdt denne skat, som for tiden bliver diskuteret i hele regionen, kan ramme selv en direkte efterkommer i en familie. Det skriver Sur.

Rosario Carrión bor i Churriana sammen med sin handicappede bror. De arvede sammen en lejlighed, da deres mor døde. Rosario havde passet hende i fem år, uden at få nogen hjælp, fordi pasningen var nødt til at finde sted i den syge mors eget hjem, hvor der var elevator. 

Da moren døde, og det blev tid til at betale arveafgiften, fik hun den udsat. Hun fik nemlig at vide, at da hendes forældres lejlighed var mere end 30 år gammel, skulle hun ikke betale plus valia.

En ordentlig bon

Men i marts 2016 faldt hammeren: Rådhuset i Málaga informerede hende om, at hun ikke alene skulle hoste op med 8.371 euro til plusvalía-skatten, men hun skulle også af med 4.149 euro i morarenter på grund af for sen betaling.

Situationen blev forværret af, at hendes bror, der også opholder sig på et plejecenter for psykisk handicappede, ikke kunne regnes som medbeboer. 

Hun skulle altså betale ikke kun sin egen men også hans plusvalía for det eneste, deres forældre havde kunnet efterlade dem, og som de havde arbejdet så hårdt for at få, var boligen. Og det var ikke nogen luksuslejlighed, det drejede sig om. Den er kun 45.928 euro værd. Hun havde ikke pengene, og måtte gå i banken for ikke at miste lejligheden. 

Borgmestrene stritter imod

Det fortalte hun i går byrødderne i Málaga og andre tilhørere ved plenar-kommissionens økonomimøde, hvor denne skats fremtid blev debatteret.

Der var en række uheldige faktorer involveret i den hårde økonomiske lussing, som Rosario fik. Men mest af alt drejer den høje afgift sig om, at plusvalía er en sikker indkomstkilde for kommunerne. Den indbringer tre procent af deres samlede indtægter. 

Så selv om støttemuligheder og nedslag i den upopulære afgift bliver diskuteret flere steder, vil borgmestrene, uanset partiforhold,  hellere  vente og se, hvad der sker på nationalt plan. 

Andre ofre for plusvalía

Det er ikke kun Rosario, der er kommet i en vanskelig situation. Under krisen var der mange, som blev tvunget til at sælge billigere end de havde købt, og ikke engang kunne sælge til en pris, der kunne indfri deres lån. 

Oven I gæld til banken, fik de også en regning fra kommunen, hvor grundværdien var blevet teknisk opjusteret - selv om markedsværdien af ejendommen var faldet.

Der er kørt - og kører fortsat - mange retssager herom i Spanien.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.