Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Brand under kontrol

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 14/06/2019 - 10:10

Krimi og katastrofe

VIDEO: Torsdag aften udbrød der brand ved turistperlen Benalmádena i Málaga. Brandfolkene rykkede talstærkt ud, og her til morgen er der gode nyheder.

Kort efter klokken 18:00 torsdag aften kunne man pludselig høre sirenerne på Kysten og kort efter lyden af helikoptere - der var ingen tvivl.

Der var skovbrand, og den var udbrudt lige bagved Benalmádena Pueblo, hvorfra flere danskere med gru kun kunne se til, da røgen og flammerne begyndte at slikke op ad bjerget.

Foto taget fra Benalmádena af Christine Stranne

Branden resulterede lynhurtigt i lange køer på motorvej AP-7:

Tæt trafik på motorvejen (foto: Christine Stranne)

Men da folk så søgte alternative ruter, blev der også lynhurtigt lange køer på både kystvejen og strandpromenaderne:

Lange køer på kystvejen i retning mod Málaga

Men mens det kan være irriterende at holde i kø, var selve årsagen, branden, langt mere alvorlig. I det knastørre landskab kan det hurtigt gå helt galt.

Heldigvis er de spanske brandmyndigheder toptrænede til at klare skovbrande, og her er det helt imperativt at rykke hurtigt:

  • Præcis klokken 18:14 blev branden officielt deklareret, og så gik det stærkt:
  • Klokken 18:20 var 47 brandfolk i gang på jorden og seks helikoptere og og fly. 
  • 20 minutter senere, klokken 18:40, var der i alt 65 folk på jorden og otte i luften.
  • Klokken 19:20 kom næste melding om, at der nu var hele 83 brandfolk i gang på jorden.

Den benhårde indsats blev hurtigt belønnet.

  • Klokken 20:11 kom meldingen om, at der nu var “favorable forhold”. Det er meldingen umiddelbart inden den meldes “stabiliseret” og dernæst “kontrolleret”.
  • Klokken 21:35 blev branden meldt for "stabiliseret", og så kom der ikke flere meldinger den dag - det er nu ganske normalt.

Gode nyheder efter hård nat

Lige nu arbejder 16 brandfolk fortsat i området

Ved solnedgang stopper slukningsarbejdet desuden fra luften, da man er afhængig af dagslys, men på jorden har brandfolkene arbejdet natten igennem. Og det har givet pote:

Fredag morgen stod vi op til de gode nyheder:

Klokken 9:07 blev branden meldt “under kontrol”, og brandfolkene i området arbejder fortsat på at pøse vand på for at undgå genopblusning. 

Lige nu arbejder 16 brandfolk fortsat i området

Så mangler vi bare meldingen om, at den er endeligt “slukket” og en melding om, hvor stort et område, der nåede at blive brændt. Man er også i fuld gang med at undersøge årsagen, men da der (igen) var tale om en brand nær vejen, kan man frygte, at det enten er affald elelr et skod fra en bilist, der har startet den.

Men én ting er sikkert - det er brandfolkenes skyld, det ikke gik værre.

Godt gået, bomberos!

Hvis du ser en brand

Hvis du ser røg eller mistænker, at der er brand et sted, skal du kontakte Guardia Civil på 062 eller ringe til alarmcentralen på 112.

Man vil så undersøge, om der skal aktiveres andre myndigheder og tjekke efter eventuelle brandtilladelser i nævnte område. 

Hvis du har bare en lille mistanke om brand, er det en god idé at ringe. Også hvis du opdager at nogle tænder et bål, er det godt at ringe.

Forsigtighed betaler sig.

Brandens udvikling

Når der opstår en brand, er der fire helt specifikke punkter, som brandmyndighederne bruger til at kommunikere brandens udvikling i:

AKTIV BRAND/DEKLARERET

- bruges, når en brand opdages og er ude af kontrol, der er risiko for spredning af ilden og det kan brande flere steder.

STABILISERET BRAND

- bruges, når en brand fortsat ikke er under kontrol, men der er styr på, at der ikke er områder, der fortsat brænder ukontrolleret.

KONTROLLERET BRAND

- bruger, når hele brandområdet er omkranset af brandbælter, så branden ikke længere kan sprede sig. Der er fortsat ulmende områder inde på selve brandarealet, så brandfolkene arbejder fortsat.

SLUKKET BRAND

- bruges, når brandeksperter har været i hele området og med sikkerhed har kunnet fastslå, at der ikke er risiko for, at branden kan blusse op igen.

Kun brandmyndighederne kan fastslå, hvornår en brand er det ene eller det andet, da en brand lynhurtigt kan blusse op eller brede sig, hvis eksempelvis vinden vender.

Man kan altså ikke selv slå fast, at nu brænder det ikke længere, fordi man kan ikke se røg. Der kan sagtens ligge gløder og ulme i lang tid efter, at både flammer og røg er væk.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.