Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansker anholdt

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 04/02/2019 - 07:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Vingerne hos Hell's Angels er blevet stækket, efter en dømt rocker er blevet anholdt i Sydspanien på anmodning fra dansk politi. Det er anden gang, manden er stukket af.

Nationalpolitiet har pågrebet et medlem af Hell's Angels i Marbella, Málaga. Manden var internationalt eftersøgt af de danske myndigheder.

N.L.H. er 34 år gammel og dansk statsborger, skriver Policía Nacional i en pressemeddelelse lørdag.

Dansk politi bekræfter

Knud Hvass er vicepolitidirektør i København og afdelingsleder i den særlige gruppe for organiseret kriminalitet. Han bekræfter anholdelsen over for Spanien i Dag:

- Jeg kan bekræfte, at en 34 -årig dansker under initialerne N.L.H. er blevet anholdt tirsdag i Málaga, og han er nu begæret udleveret til Danmark. Han flygtede under ledsaget udgang den 17. december 2018.

Han oplyser også, at det er anden gang siden 2012, at N.L.H. formår at flygte under ledsaget udgang.

Han sidder nu varetægtsfængslet i Málaga, mens man afventer udlevering til Danmark. At manden endnu ikke er sendt nordpå, kan ifølge Knud Hvass betyde, at han modsætter sig udleveringen.

Dømt sammen med 15 andre

Ifølge den spanske pressemeddelelse deltog manden for nogle år siden i et voldeligt bandesammenstød, hvor han sammen med fire andre skød mod to personer, hvoraf den ene mistede benet. 

Så stjal han en bil, flygtede sammen med vennerne og satte efterfølgende bilen i brand.

Oversat til strafferet taler vi om grov vold, drabsforsøg, ulovlig besiddelse af en pistol, biltyveri og ildspåsættelse. 

Ifølge Knud Hvass er manden dømt for flere forhold end ovennævnte, og han var en del af en større sag, hvor i alt 16 blev dømt. 

Smuttede på ledsaget udgang

I 2012 blev han han idømt 11 års fængsel i Østre Landsret, efter han havde siddet varetægtsfængslet siden 2010. Mens han afsonede sin dom, fik han i december 2018 udgangstilladelse, og så trak solen åbenbart.

For anden gang stak han af, og han flygtede sydpå til Marbella, hvor festen så sluttede tirsdag i sidste uge.

Pågribelsen af manden fandt sted takket være solidt europæisk samarbejde, da spansk politi fik nys om, at der befandt sig en såkaldt O.E.D.E-person i Nueva Andalucía-urbanisationen i ​​Marbella.

Bogstaverne dækker over ‘Orden europea de detención y entrega’ - en europæisk anholdelses- og udleveringsordre.

Slut med sol

34-årige N.L.H. blev herefter overvåget og politiet skred til anholdelse den 29. januar i Marbella.

Nu afventes blot udlevering til Danmark, der i princippet burde være en formalitet. Hvor lang tid det kommer til at tage, afhænger i høj grad af manden selv, men resultatet bør ikke stå til diskussion. 

Så efter at have mødt spansk politi, kommer han nok ikke til at nyde solen i syden igen lige foreløbigt. I Danmark får han nemlig en ekstra straf oveni hatten for at være stukket af fra afsoning, og det kan give op til to års fængsel.

Det er sjældent, at strafferammen bliver udnyttet fuldt ud, men da det er anden gang, manden er smuttet, bliver det ikke helt billigt.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.