Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Julio Iglesias til Kysten

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 30/01/2020 - 12:30

Kunst & kultur

KUNST & KULTUR: Bydronningen i Fuengirola var svært tilfreds, da hun i går afslørede, at smørtenoren og kvindecharmøren over dem alle fejrer sin 50-årige karriere med en koncert i kystbyen til sommer.

Fuengirola har i de seneste år formået at trække nogle ret store verdensstjerner til byens udendørsscene Marenostrum, og i år bliver ingen undtagelse.

Stille og roligt bliver navne som Lenny Kravitz, Marc Anthony og Alejandro Sanz afsløret til at skulle spille der i 2020. Og i går blev der smidt lidt mere stjernestøv ud over den velkendte kystby.

Den 5. august kan du opleve Julio Iglesias give den gas på scene lige ud til havet ved siden af Castillo Sohail.

Han er jo ikke nogen vårhare længere, men det hindrer ham ikke i at synge trusserne af de kvindelige fans og levere et godt show.

Koncerten er en del af hans jubilæums-turnéen, der markerer hans 50-årige  musikalske karriere, og det er første gang i tre år, at den 76-årige verdensstjerne optræder i Spanien.

Billetter bliver sat til salg mandag den 3. februar her

Global interesse

Kulturrådmand Rodrigo Romero og borgmester Ana Mula sammen med arrangør Chris Ortiz ved præsentationen af koncerten

- Alle ved, at Julio Iglesias er en musikalsk legende. Han er en af ​​musikkens aller største navne i vores land. Derfor måtte vi i Marenostrum Fuengirola have ham til at slutte sig til de andre store stjerner på den internationale musikscene, der allerede har stået på vores scene. Det bliver et unikt og historisk show, der helt sikkert vil tiltrække global interesse, sagde borgmesteren i Fuengirola, Ana Mula, i går ved afsløringen.

En svært tilfreds bydronning, men hun har efterhånden altså også noget at have det i. Andre verdensstjerner, der har gæstet scenen i de seneste år, tæller Jennifer Lopez, Bob Dylan, Rod Steward, Manuel Carrasco, Ricky Martin, Santana, Alejandro Fernández, Sting og Simply Red.

 

Arrangøren, Chris Ortiz fra Riff Music, oplyser på sin hjemmeside, at billetterne bliver sat til salg på mandag klokken 12:00. For en billet til den såkaldte platinzone skal man af med 90 til 150 euro. Der er ellers ikke oplyst noget om priserne.

Alle favoritterne

Iglesias vil optræde med nogle af de mest populære sange fra hans lange karriere, hvor han har udgivet flere end 80 plader, så der er nok at vælge imellem!

Julio Iglesias har gennem tiden modtaget adskillige priser og anerkendelser inklusive en Grammy i 1988 og flere Guinness-priser.

Han er den latin-sanger, der har solgt flest plader på verdensplan. Tallet lyder på over 300 millioner, der i øvrigt er udgivet på 14 forskellige sprog, hvilket igen har resulteret i 2.600 guld- og platin-plader.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.