Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Knivstikker anholdt i Fuengirola

Skrevet af Kathrine Hesner, tor, 29/11/2018 - 11:19

Krimi og katastrofe

VIDEO: Fredag blev to tilfældige stukket ned på gaden, men nu melder politiet, at man har anholdt en mand, der har tilstået.

Policía Nacional har anholdt en ung mand, der er mistænkt for at have stukket to mennesker ned med kniv i Fuengirola, Málaga.

Den 22-årige er af colombiansk oprindelse og har erkendt at stå bag de to overfald. Politiet har fundet flere effekter hos manden, der stemmer overens med vidneforklaringer fra overfaldene.

I hans hjem fandt politiet i øvrigt også en mindreårig, der var meldt savnet af hendes familie.

Det skriver politiet her til formiddag i en pressemeddelelse.

Helt uprovokerede

Overfaldene skete fredag den 23. november nær busstationen i Fuengirola, hvor en brasiliansk statsborger og en anden engelsk statsborger blev stukket ned midt på gaden i fuldt dagslys i den populære turistby.

Det ene offer led meget alvorlige skader og måtte gennemgå en operation for at lappe en perforeret lunge, mens den anden slap med overfladiske skader. Begge er uden for livsfare. 

Begge ofrene så overfaldsmandens ansigt og har nu identificeret den anholdte.

Der er endnu ikke fundet noget motiv til angrebene, hvor begge blev stukket med kniv i ryggen uden gerningsmanden ytrede et ord eller på anden måde kommunikerede ofrene. 

Selv om efterforskningen fortsat er åben, og politiet ikke vil udelukke nogen hypoteser endnu, antager man, at overfaldene kunne bunde i, at den påståede gerningsmand er kendt som en meget aggressiv kriminel som både var påvirket af stoffer og alkohol.

Forsøgte at flygte

Angiveligt brugte gerningsmanden denne cykel til at flygte fra gerningsstederne

Onsdag morgen troppede efterforskerne op hjemme hos den nu anholdte, og han forsøgte uden held at flygte hen over taget. 

Under ransagningen af hans lejlighed fandt man en sort jakke med hætte og et hvidt kors på ryggen, der passede med beskrivelsen fra ​​vidner og ofre. 

Vidnerne havde også fortalt, at overfaldsmanden flygtede fra stederne på cykel, og politiet fandt ligeledes en cykel på stedet. Det ser dog ud til, at gerningsvåbenet er skaffet af vejen. Manden havde farvet sit hår blond - angiveligt for at undgå at blive genkendt.

I lejligheden fandt man også en 16-årig pige, der var meldt savnet af hendes mor siden august, men da hun var i et forhold til den 22-årige betragtes hendes forsvinden som frivillig.

I løbet af de kommende dage vil den unge mand blive stillet for en dommer.

Her bliver han ført væk:

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.