Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kuffert-bande anholdt

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 17/07/2017 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Røverbande taget på fersk gerning i Málaga, og det var nogle flittige folk, der gik målrettet efter turister.

Sommersæsonen kalder skadedyrene frem. Både dem, der stikker dig, og dem, der stikker af med dine ejendele.

Turistsæsonen er det rene eldorado for blodsugere. De er ofte af udenlandsk oprindelse og summer omkring de steder, hvor turisterne, deres foretrukne bytte, samles. For eksempel lufthavne. 

Her ankommer de lidt forvirrede udlændinge, som er lettere at overraske end spanierne, der er vant til at være på vagt sådanne steder. 

Politiet gør en ihærdig indsats for at stoppe dem, og det lykkes heldigvis ofte. 

Med fingrene i kagedåsen

Mandag i sidste uge blev to mænd afsløret i Málaga, da de elegant stjal bagage fra udenlandske turister, der lige var ankommet med fly. Det skriver Sur.es

De kørte op på siden af turisternes lejebil, slog hul på vinduet og stak af med bagagen. Eller rettere: Forsøgte at stikke af med bagagen. 

Policía Nacional var nemlig hurtig og fik stoppet dem på fersk gerning.

Professionelle røvere

Fangsten er bare ét af resultaterne af operation “Sikker Turist”, og de to mænd udgør desværre kun toppen af isbjerget. 

De var medlemmer af en specialiseret bande, der har gjort den slags tyverier og røverier til en næringsvej. 

Røveriet, som betjentene fra Policía Nacional afslørede i sidste uge, var et af mindst 20 lignende.

Betjentene havde overvåget gruppen i et stykke tid, inden de smækkede håndjern på de to algierere på henholdsvis 30 og 46 år. 

Senere blev den ene mands marokkanske kæreste også sat fast. 

Rent loppemarked

En ransagning i deres hjem afslørede en sand bazar af ejendele hugget fra turister. 

Der var 34 kufferter, 11 computere, rygsække, rejsetasker, ure, mobiler, kameraer og bunkevis af solbriller. 

Politiet fandt også to euforiserende piller, som vil skærpe straffen for gerningsmændene, der ud over røveri også vil blive sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Fem fik tingene igen

Fem af turist-ofrene, som stadig opholdt sig i Málaga, fik lejlighed til at udpege deres ejendele. 

Størsteparten var dog draget videre eller hjem igen. 

Det er derfor vanskeligt at afgøre præcis, hvor mange røverier, banden har stået for. Politiet vurderer dog, at det drejer sig om mindst 23 fordelt over hele  kysten fra øst til vest.

Gerningsmændene har været mest begejstrede for at knalde bilruder og stjæle bagage vest for Málaga - ofte på store parkeringspladser som for eksempel den ved IKEA.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.