Slanke ben og helt på toppen
Skrevet af Kathrine Hesner, søn, 27/05/2018 - 00:02
WEEKEND: Vejret begynder at arte sig, og der er masser af oplevelser ganske nær Kysten. Denne gang tager vi på date med pink flamingoer og videre til toppen af Málaga.
Sidder du og har brug for en anderledes oplevelse end strand og hav, skal du blot starte bilen og komme af sted.
I denne artikel tager vi til to steder, der sagtens kan klares på en dagsudflugt, hvis du befinder dig i Málaga.
Tilgængelig for gangbesværede med visse åbenlyse undtagelser
Perfekt ynglested
Her flokker flamingoerne hvert år
Et af Europas vigtigste vådområder er en saltsø beliggende ved siden af landsbyen Fuente de Piedra. Vi er i Andalusien nær Antequera på vejen mod Sevilla. Her venter en naturoplevelse af de helt store.
Vores første mål er lagunen ved Fuente de Piedra, der er en af de største naturlige laguner i Spanien.
Området er et fredet naturreservat og inkluderet under organisationen ZEPA, der på europæisk plan varetager særligt beskyttede zoner for fugle.
Med et mål på seks gange tre kilometer udgør lagunen et helt perfekt ynglested for fugle. Og som en ekstra bonus er mange af dem lyserøde flamingoer.
Vådt er godt
Desværre er hele søen hegnet ind, så man kan ikke rigtig komme tæt på noget, men med en kikkert kommer man langt. Og efter det ret våde forår, har der været ekstra gode betingelser for de langbenede fugle og deres knapt så eksotiske artsfæller.
Faktisk er der omkring 30.000 flamingoer i denne sæson! Andre år har estimater lyst på 13.000, så der er virkelig god grund til at komme af sted i år.
Disse tre langbenede skønheder poserede for fotografen mandag denne uge
De fleste af dem er som nævnt for langt væk til, at du rigtig kan få øjekontakt, men der er normalt et par i lagunen til venstre, når du går mod besøgscenteret. Billedet herover er faktisk præcis derfra.
Vuggestue med vingefang
Fra marts til juni kommer flamingo-kyllingerne til verden og sættes i 'vuggestue' i søen, hvor deres forældre fodrer dem.
Midten af søen er én stor hvid og lyserød plet, hvorfra kyllingernes skræppen kan høres på lang afstand.
Kyllingerne får først den flotte farve, når de er voksne
Før de nye flamingoer forlader lagunen, skal de mærkes. Flere hundrede frivillige fra hele landet og andre steder i Europa fanger kyllingerne, der endnu ikke kan flyve, og putter dem i særlige indhegninger.
Her bliver de målt, vejet, gennemtjekket og ringmærket. Så kan man nemlig holde øje med deres videre færd. Efter registreringen bringes kyllingerne sikkert tilbage til “vuggestuen”.
Også mange andre
Du kan også se grønbenede rørhaler
Men der findes altså ikke kun flamingoer i Fuente de Piedra. I alt kan du være heldig at spotte hele 125 fuglearter, der yngler her vinter og sommer eller hænger bare ud i søen og dens omgivelser.
Lige nu kan du eksempelvis se klyder, ænder, dåser, hejrer, blishøns, terner, og stylter.
Stylteløberen ser ud som om, den har lånt noget af flamingoen...
Videre til toppen
Når der er blevet fyldt godt op på fuglekontoen, er det tilbage i bilen og videre ad A-343 med retning mod Antequera. Det er i øvrigt den by i Spanien med flest kirker per indbygger, men det er ikke vigtigt i dag - vi kører nemlig til højre, inden vi kommer til byen.
Naturparken El Torcal er dagens anden destination.
Her kan man se nogle af provinsens ældste fossiler af koraller og fisk, der er omkring 400 millioner år gamle.
De mange millioner år gamle lag sten ligner næsten falske kulisser
El Torcal ligner noget, der er taget ud af en scene fra Ringenes Herre.
Det er så vildt flot. Parkeringspladsen deroppe er ikke jordens største, og når den er fyldt op, foregår transporten med minibus nede fra landevejen. Hvis du har mulighed for at tage derop en hverdag, er det helt sikkert smartest.
Ræve og rovfugle
Gåsegribben, der på spansk hedder 'buitres leonados', har en vingefang på mellem 2,3 og 2,8 meter
Der er et udkigspunkt, hvor du kan se stort set ud over hele verden - sådan føles det i hvert fald lidt.
Det er ufatteligt smukt.
Og når det så bliver krydret med nogle jagende gåsegribbe, en ræv og solslikkende gekkoer, bliver det næsten ikke bedre.
Det behøver ikke at være den helt store vandretur, men hvis du har tid og mulighed, er det bestemt anbefalelsesværdigt.
Der er flere ruter at vælge imellem, men husk at have sko eller sandaler på, der sidder fast på foden. Klipklappere er mere eller mindre en invitation til brækkede ankler. Der er helt okay naturstier at gå på, men underlaget er ujævt og stenet.
Nogle steder føles det næsten som at gå igennem en jungle, mens andre steder er mere rå stenlandskaber.
Virkeligt en tur værd!
Tilgængelig for gangbesværede
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.