Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lokkede Denise i fælden

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 15/09/2015 - 12:55

Krimi og katastrofe

KRIMI: Den anklagede i sagen om drabet på pilgrims-turisten har angiveligt chikaneret andre vandrere, og noget tyder på, at han ganske snedigt smed snøren ud og lokkede Denise i fælden. Men nu trækker han tilståelsen tilbage.

Drabsmistænkt brugte angiveligt falske Camino-pile for at lokke den amerikanske pilgrimsvandrer Denise Thiem væk fra ruten og hjem til sin gård.

Manden er anklaget for at have dræbt den amerikanske kvinde i april og for at havde chikaneret andre vandrere langs ruten.

39-årige Miguel Angel Muñoz Blas blev varetægtsfængslet uden mulighed for kaution af en dommer mandag, anklaget for drabet på den 41-årige pilgrim fra Arizona. Han blev anholdt fredag på en bar, hvor han tilstod og ledte politiet frem til liget. Læs mere her

Erklærer sig uskyldig

Men i dag lyder der en ny udmelding fra den anklagede, der nu erklærer sig uskyldig i drabet på Denise. Hans forklarer, at han bemærkede en rigtig dårligt lugt og ganske enkelt fandt liget på den måde.

Politiet siger, at det er helt almindeligt, at der sker ændringer i forklaringen i denne form for kriminalitet. Det skriver El Mundo.

Lokkede dem i fælden?

Politiet arbejder lige nu på en teori om, at Muñoz har lokket vandrere fra den officielle pilgrimsrute og hen til hans gård. Gule pile bruges som markører langs pilgrimsrute for at vise retningen mod målet: Santiago de Compostela.

Den mistænkte menes at have spray-malet gule pile for med fuldt overlæg at lede folk væk fra den officielle rute og ned ad et parallelt spor, der fører til hans hjem 800 meter væk nær landsbyen Castrillo de los Polvazares i Castilla y Leon.

Det skriver avisen Diario de Leon.

Chikanerede andre

Tilbage i april, da Denise blev meldt savnet af hendes bror, kom det frem, at politiet allerede havde været mistænksom, efter at andre pilgrimme havde anmeldt, at de var blevet chikaneret af en mand i samme område.

Signalementet passede på Miguel Angel Muñoz Blas, så han var hovedmistænkt helt fra starten, men nægtede altid pure at have noget med sagen at søge. Politiet fandt dog ud af, at han havde vekslet 1.000 dollar til euro dagen efter, at Denise sidst var blevet set i live, så mistanken blev ikke mindre.

Politiet holdt ham derfor under observation i håbet om, at han ville komme til at afsløre sig selv eller måske ligefrem føre politiet til liget.

Men da politiet konfronterede ham igen fredag i sidste uge, brød han ifølge flere medier sammen og tilstod, at det var ham, der havde dræbt hende, men at det havde været et uheld. Han viste derefter betjentene, hvor liget lå.

Obduktion bekræfter mistanken

Liget lå ganske rigtigt på en ejendom tilhørende Muñoz, og politikilder har udtalt, at man er ret sikker på, at man har fået fat på gerningsmanden, men at man afventer dna-test for at bekræfte det endeligt.

Obduktionen har til gengæld allerede slået helt fast, hvad politiet var ret sikre på allerede fredag. Mandag aften blev det bekræftet, at liget var Denise Thiem.

Politiet meddelte i sidste uge, at man ville genoptage eftersøgningen på den forsvundne kvinde og ville sætte 300 betjente, hundehunde og flere helikoptere ind i det område, hvor Denise sidst blev set.

Det fik angiveligt den anklagede til at stikke af, og fredag blev han så anholdt i en bar 160 kilometer væk i byen Grandes de Salime i den nærliggende region Asturien.

Denise's familie, der bor i Phoenix, Arizona, ankommer til Spanien i dag, hvor de skal deltage i en messe for offeret i katedralen i Santiago de Compestela, der er pilgrimsrutens mål. Et mål, som Denise aldrig fik lov til at opleve.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.