Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Musikalsk lækkerbidsken

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 02/05/2019 - 07:00

Kunst & kultur

KULTUR: Lyden er uundværlig på film. I slutningen af maj får du chancen for at drukne dig i temaerne fra en række mindeværdige af slagsen i Málaga.

Selv dengang der kun var stumfilm, sad der én og hamrede i et klaver. Musikken hører i den grad med til oplevelsen af en film eller en serie. 

På Movie Score Málaga - eller MOSMA 2019, som den hedder i daglig tale - kan man fordybe sig i den.

Festivalen kommer i år til at løbe af stablen fra den 2. til den 6. juli, og det er nu fjerde gang den internationale festival med film- og seriemusik bliver afholdt.

Men inden da kan man få en lille aperitif, der bliver det rene honning for øregangene.

Det skriver Málagas bystyre i en pressemeddelelse.

Lørdag den 25. maj klokken 20:00 afholdes koncerten Golden Scores i Teatro Cervantes, og der bydes på musik fra de seneste år, som har sneget og sprængt sig vej forbi vores trommehinder. 

Alle ørehængerne

Denne helt specielle mundsmag på den store festival byder på Málagas Symfoniorkester i fuldt vigør. Billetterne er til salg for 18 euro i lugerne på Teatro Cervantes og online på Uniticket https://www.unientradas.es/janto/#.

Programmet spænder vidt; fra Zorros maske og Willow til Saturday Night Fever og Star Wars. Og musik fra serier som House of Cards er også repræsenteret.

Sidste års udgave af MOSMA havde i alt syv koncerter med filmmusik - ovenikøbet to gratis af slagsen -  og så blev der budt på pladesignering, master class for komponister, caféer og diverse foredrag. 

Kendte komponister

På festivalen kunne man løbe ind i de store navne fra filmmusikken, der var kommet til fra alle verdenshjørner. Det vil man også kunne i år.

Der var sidste år 4.000 deltagere, og sæderne var godt fyldt op. MOSMA 2019 vil lægge sig i selen for at blive endnu bedre end festivalen sidste år, og publicerer snart sit program. 

Er du til den store lyd, skulle du afsætte den lørdag aften til at blive ført tilbage til de store film. Du vil garanteret gå nynnende hjem.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.