Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Skændsel bliver hotel

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 07/05/2019 - 10:41

Samfund og Politik

SAMFUND: Kampen mellem myndighederne, symboliseret ved det indpakkede gamle hovedpostkontor i Málaga, ser nu ud til at blive løst.

Enhver besøgende i Málaga har i årevis undret sig over, at den gamle postbygning stod indpakket i et sikkerhedsnet for at hindre bygningsdele skulle falde ned. Bygningen ligger lige oven på togstationen i hjertet af byen.

Sådan har bygningen stået siden 2010, og indpakningen skete på grund af strukturelle problemer.

Årsagen er tovtrækkeri og uenighed mellem myndighederne. Regionsregeringen, provins-deputationen og Málaga-kommune.

Nu er den nye andalusiske regering bestående af PP og Ciudadanos tilsyneladende blevet enige om at gøre noget ved sagen ved at fremme de nødvendige procedurer for at bygningen på Avda de Andalucia fremover kan anvendes som hotel og derefter sætte bygningen på auktion.

Beslaglæggelse

Provins-deputationen lagde embargo på bygningen den 26. september 2016 for blandt andet manglende betaling af ejensomskatter. Embargoen var oprindelig på 8,7 millioner euro, men den blev nedsat til 5,4 millioner efter en forhandling.

Den 28. december blev det meste betalt, og det efterlod en rest på 941.670 euro. Dertil skal så lægges nogle andre gældsforhold, som bringer det samlede beløb op på 2.663.911 euro.

"Dårlig forvaltning"

Til DiarioSUR siger regions-ministeren for skat, industri og energi i Andalusien, Juan Bravo, at det første, man vil gøre, er at at afregne gælden med Provins-deputationen.

I den forbindelse undlader han ikke at kritisere den tidligere PSOE-regionsregering for dårlig forvaltning.

Forhandlingerne mellem PSOE-regionsregeringen og Málaga-kommune var kørt fast i spørgsmålet om kompensation. Byplanen dikterer nemlig, at grunden, som postkontoret ligger på, er kategoriseret til offentlig og ikke lukrativ interesse. Og ved at ændre den til lukrativ vil kommunen have kompensation.

Mange interesserede

Juan Bravo indrømmer, at når gælden er blevet betalt, bliver den næste udfordring at blive enige med kommunen om ændringen i byplanen for at anvende bygningen til hotel. Og pengene.

Han fortæller også, at der gennem tiden er kommet mange henvendelser fra interesserede investorer - blandt andet et belgisk selskab. Men han understreger, at salget skal finde sted gennem et offentligt udbud eller som nævnt en auktion.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.