Tsunami i ansøgninger om tilladelser til ferieboliger
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 02/10/2018 - 09:23
Bolig
BOLIG: Regeringens nye udspil i stramninger for tilladelser, hvor ejerforeninger skal kunne blokere, har fået boligejere ud af starthullerne.
I løbet af september måned har der i gennemsnit dagligt været cirka 30 ansøgninger om tilladelse til udlejning hos La Junta de Andalucía. Men i de sidste dage i forrige uge steg antallet eksplosivt til cirka 85 om dagen.
Det skriver SUR.
Årsagen er statssekretær Bel Olivers fremlægning af regeringens planer for en uge siden. Her kom det frem, at man ønsker at give ejerforeninger magt til at afvise, at en boligejer kan få udlejningstilladelse.
Baggrunden er klager fra naboer over, at feriegæster har mere støjende adfærd end de residente beboere. Klager, som der iøvrigt er stor uenighed om, hvorvidt de er rigtige.
Regeringens udspil skabte frygt hos de boligejere, der endnu ikke havde taget belutning om at søge om udlejningstilladelse. Det er nemlig ikke svært at forestille sig, hvor svært - eller nærmest umuligt - det kan blive, medmindre et flertal af ejerne allerede har udlejningstilladelser.
Derfor kom der så voldsom en stigning i sidste uge, fordi det handler om, at få ansøgningen registreret, inden en ny lov måtte træde i kraft.
Læs om Spanien i Dags vurdering af udspillet, efter det blev kendt: Usikker fremtid for tilladelser til ferieboliger
Fremtidssikring
Ifølge SUR kommer mange af de indkomne ansøgninger fra boligejere, der egentlig ikke har tænkt sig at udleje. De ønsker blot at have tilladelsen som værdi for deres bolig. Med de efterhånden strammere regler i flere regioner og byer, kan boliger med udlejningstilladelser let blive mere attraktive investeringsobjekter.
Som begrundelse for det hidtil høje antal ansøgninger på 30 om dagen, nævner artiklen også, at de seriøse udlejningsplatforme har lukket for udlejere, der ikke kan dokumentere udlejningstilladelse.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.