Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kystens perle bag facaden

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, fre, 06/11/2020 - 07:00

Udflugter

UDFLUGT: Med et bykort fra 1901 i hånden går vi på byvanding i Málaga gader og hører om aristokrater og spændende personligheder. Næste tur: Mandag den 9. november.

På mandag den 9. går turen igen til ukendte gader og stræder i Málaga.

Vi dykker ned i 1800-tallets rivende udvikling med historier om aristokrater, industrimagneter og finansfolk, der fik afgørende betydning for, at Málaga dengang blev landets vigtigste industriby – kun overgået af Barcelona.

Du har formentlig besøgt Málaga mange gange og beundret gigantiske bygningsværker rundt om i byen. Du har måske også gået rundt i de gamle gader og fornemmet atmosfæren og stemningen fra svundne tider og spekuleret over, hvordan byen mon så ud i gamle dage.

Vi starter meget passende ved statuen af H.C. Andersen. Vores folkekære digter, forfatter og eventyrer besøgte nemlig Málaga i 1862 – lige præcis i den periode, hvor byens udvikling var på sit højeste. Og fra hans notater og dagbog ved vi, at han var meget betaget af livet, folket og atmosfæren.

Mindetavle over H. C. Andersens ophold på La Fonda de Oriente

Men hvordan så Málaga ud dengang? Vi ser kort over byens gamle arabiske kvarterer og de karakteristiske labyrintiske gader og den gamle havnefront, der dengang lå en del tættere på bycentrum end i dag.

Vi hører om Trinidad Grunds makabre skæbne, da hun blev enke og på tragisk vis mistede alle sine børn, om Spaniens første arkade og moderne handelsstrøg, om århundreders tyrefægtning på Plaza de la Constitución, om krypten og massegraven med de liberale frihedskæmpere under obelisken på Plaza de la Merced og meget mere.

Bag denne dør boede en af Málagas rigeste kvinder, som dog måtte så grueligt meget igennem

På vores vej kommer vi også igennem markedshallen Atarazanas, som egentlig er et gammelt skibsværft og lå helt ud til kysten. Her skal vi smage lidt skinke og ost fra en af boderne.

Mosaik fra Atarazans bagside

Turen varer to timer og er cirka tre kilometer lang. Ruten går gennem byens gamle kvarterer og kan klares af langt de fleste.

Praktiske oplysninger

Dato: Mandag den 9. november kl. 14:00

Sted: H. C. Andersen statuen, Calle Ancla, 2, (La Alameda) Málaga. Se kort HER

Varighed: Cirka to timer

Deltagerantal: 10 personer (OBS: Kan ændres i henhold til nye Covid-bestemmelser)

Pris: 15 euro

Forhåndstilmelding hos: pia.bruun@gmail.com

NB: Hvis du er blandt Amigos, så husk at benytte den email, du er registreret med og skriv, af du er Amigos af hensyn til din førsteret til reservation.

Kommentarer

Som Amigos kan du her skrive en kommentar til artiklen - eller stille spørgsmål

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.