Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ville dræbe pensionist

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 21/07/2017 - 12:23

Fly & trafik

KRIMI: Rasende mand forsøgte at påkøre en 75-årig tre gange, men blev taget af politiet efter vanvittig flugt.

Málaga-bydelen Puerto de la Torre lagde onsdag formiddag scene til et voldsomt drabsforsøg, som var lige ved at lykkes.

Klokken lidt i 10:00 kørte en hvid Opel Corsa ned af Avenida Lope de Rueda og stoppede foran et hus.

Chaufføren - en 57-årig mand - steg ud og gik op huset, men der var ingen hjemme. Heldigvis.

Huset tilhører nemlig hans ex-kone, der har fået et polititilhold mod ham på grund af anklager om hustruvold. Det skriver Diario SUR.

"Kun fordi han gemte sig"

Tilsyneladende blev den 57-årige mere end almindeligt provokeret af at have kørt forgæves, for et øjeblik senere prøvede han at begå et mord.

På den anden side af gaden gik en 75-årig pensionist, som Opel-chaufføren tidligere har skændtes med.

Pensionisten var på vej hjem fra apoteket, og havde en pose med medicin med sig.

Men hans ærinde blev pludseligt afbrudt, da den 57-årige mand i høj fart forsøge at påkøre ham.

- Han overlevede kun, fordi han gemte sig bag en telefonpæl, siger et vidne til SUR.

Revet af hængslerne

Efter at have ramt telefonpælen prøvede bilisten yderligere to gange at ramme den 75-årige, der fik skader på sin ene arm og det ene ben.

I det sidste forsøg ramte Opelen til gengæld en port med stor kraft, at den blev revet af sine hængsler.

På dette tidspunkt var flere forbipasserende kommet til at for at redde pensionisten, og så flygtede vanvidsbilisten i høj fart, lige før politiet nåede at ankomme.

Ramte motorcykel

Kort efter gjorde den 57-årige igen opmærksom på sig selv ved i høj fart at ramme en motorcykel med to passagerer.

Ingen af de to kom heldigvis alvorligt til skade, og politiet blev med det samme alarmeret. 

Bilisten nåede dog endnu engang væk fra ulykkesstedet, før politiet nåede frem.

Nu blev patruljevogne fra Guardia Civil, Policía Nacional og Policía Local sat på opgaven, og det lykkedes dem to timer senere efter en biljagt at stoppe den 57-årige.

Han kan nu se frem til en retssag, hvor anklageskriftet er lige så langt som hans flugt fra myndighederne.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.