Sherry-by løber tør
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 11/04/2012 - 13:40
Rejser & oplevelser
Den berømte sydspanske sherryby Jerez er ved at løb tør for sherry. I løbet af fem år er vindyrkningsarealet næsten halveret fra 10.000 he...
Den berømte sydspanske sherryby Jerez er ved at løb tør for sherry. I løbet af fem år er vindyrkningsarealet næsten halveret fra 10.000 hektar til 6.400.
Det betyder, at der er mangel på druer til at takle efterspørgslen, og dermed er der udsigt til stigende priser på den populære drik.
Solgte jorden
Årsagen til nedgangen i vindyrkningen er omlægninger i EU's støtteordninger, som fik mange bønder til at spekulere i jord i stedet for i vin. Med de stigende ejendomspriser var der pludselig mange flere penge i at udstykke jord, end i at dyrke druer.
Det lokale dagblad ”Diario de Jerez” bragte allerede en advarsel i februar, og her to måneder senere står det klart: der er ganske enkelt ikke druer nok til at klare efterspørgslen, og flere bodegaer ligger halvtomme, fordi produktionen er gået i stå.
Ingen overflødige druer
For fem år siden vurderede vinproducenterne, at der var en overkapacitet på ca. 3.000 hektar vinmarker, og med nye ET-støtteordninger til omlægning af produktionen solgte bønderne jorden til højstbydende. I dag, hvor der er under 6.000 hektar vindyrkningsareal i Jerez tilbage, er der ikke længere nogen overflødige druer. Situationen bliver ikke bedre af, at tendensen til en generel nedgang i produktionen ser ud til at fortsætte, på trods af at der er strammet voldsomt op gennem tilskudsordninger fra Bruxelles.
Hvis ikke der kommer gang i vindruedyrkningen igen, vil vingårdene i Jerez blive tvunget til at lukke om et par år på grund af mangel på råstoffer: de gyldne druer, der i mange generationer har været fundamentet for en af de vigtigste eksportvarer i området: Sherry, eller som det hedder på spansk: Fino og manzanilla.
Sherryen ligger i fade, som ikke sluttes helt tæt. Dermed har den fugtige og iltrige Atlanterhavs-luft mulighed for at trænge ind.
Af de mest kendte sherry-typer kan vi nævne:
Fino
Helt fin, lys og tør sherry, som er udviklet under et lag af flor, som er en slags lag af gær – helt specielt for sherry-produktion. Det er den letteste og tørreste af sherrytyperne og har en smag af mandel.
Alkoholprocenten ligger mellem 15 og 18.
Fino passer godt til tapas, oliven, mild ost, skaldyr, suppe og hvid fisk.
Bør nydes ved 7 - 9°C
Manzanilla
Fin, tør, lysere end fino og med lidt saltet karakter. Den kan kun komme fra Sanlúcar de Barrameda. Floren er kraftigere end i de andre distrikter.
Alkoholprocenten ligger mellem 15 og 18.
Passer også godt til tapas, oliven, mild ost, skaldyr, suppe og hvid fisk
Bør nydes ved 7 - 9°C
Amontillado
Moden vin, der har stået så længe, at floren er forsvundet. Vinen iltes og bliver mørkere i farven og mere aromatisk. Den kan være tør eller mellemtør og har en alkoholprocent på mellem 16 og 22. Nøddeagtig bouquet og blød og afrundet smag af hasselnød.
Passer til lidt tungere retter som fjerkræ, sortfodsskinke, federe fisk og grillede retter. Kan også gå til lagret ost. Bør nydes ved 13 - 14°C
Oloroso
En mørk, fyldig lagret sherry. Udviklet uden flor. Intens mahognifarve og en kraftig nøddearoma med let, sød eftersmag. Den kan være tør eller mellemtør og har en alkoholprocent mellem 17 og 22.
Passer fantastisk til rødt kød og lagret ost som f.eks. manchego.
Bør nydes ved 13 - 14°C
Palo Cortado
Tør, fast vin med nøddeagtig smag og funklende mahognifarve. Kombinerer det skarpe og bløde fra amontillado med kroppen fra oloroso.
Alkoholindholdet er på mellem 17 og 22 procent.
Passer godt til lidt tungere retter som kraftig fjerkræ, sortfodsskinke og grillede retter.
Kan også gå til oste som manchego.
Bør nydes ved 13 - 14°C
Og af de søde sherrytyper:
Pale Cream
En fino brygget på Palomino-druen, tilsat koncentreret most. Aromatisk sød og delikat med en lys farve. Alkoholindholdet er på mellem 15,5 og 22 procent.
Bør nydes ved 10°C
Cream
Sød blanding af oloroso tilsat vin fra Pedro Ximénez-druer. Sød og intens aroma med mahognifarve. Alkoholprocenten ligger på mellem 15,5 og 22.
Bør nydes ved 13°C eller med isterninger
Pedro Ximénez
Fløjlsblød, sød vin, der er lavet af Pedro Ximénez-druer. Farven er mørk mahogni, og den har en smag af rosiner. Alkoholprocenten er på ca. 17 procent.
Bør nydes ved 15°C
De søde sherrytyper skal nydes til desserter, frugt, paté eller kraftige oste som blåskimmelost.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.