Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

50.000 boliger i fare i Andalusien

Skrevet af , tor, 27/03/2014 - 11:16

Bolig


Titusindvis af boliger står til nedrivning, da de er opført ulovligt. Farcen fortsætter, da politikerne laver lappeløsninger, men ikke for a...

Titusindvis af boliger står til nedrivning, da de er opført ulovligt. Farcen fortsætter, da politikerne laver lappeløsninger, men ikke for alvor tør tage tyren ved hornene. De er angiveligt bange for at miste stemmer, og boligejere i Andalucien er fortsat fanget i limbo.

 

Der er stadig ingen løsning på problemet med ulovligt byggeri i Sydspanien. Selv om det nu er to år siden, den andalusiske regering vedtog et dekret om regulering af hundredtusinder af ulovlige byggerier i Sydspanien, er der ikke sket meget siden.

 

Dekretet registrerer alle de bygninger, der er opført på jord, som ikke er godkendt til bebyggelse. Selv om mange af de involverede boligejere og myndigheder troede, at der nu var en løsning i sigte, er det ikke tilfældet.

 

Langt fra.

 

Kræver handling

Sagen er nemlig, at dekretet ikke lovliggør byggeriet. Det bliver registeret, men ikke legaliseret. Det betyder blandt andet, at der ikke kan optages lån i ejendommen.

 

80 procent af de ulovlige ejendomme i Málaga-provinsen kan ikke gøre brug af dekretet, fordi de aldrig er blevet anmeldt som ulovligt byggeri på trods af, at de er bygget ulovligt. De kan ikke få brugsstilladelse, men har alligevel adgang til vand og el.

 

Langt de fleste af beboerne må altså vente, til der kommer en ændring i dekretet, før de får chancen for at gøre deres hjem lovligt. Dekretet vil kun føre til lovliggørelse af en tiendedel af det ulovlige byggeri, mens yderligere ti procent fortsat vil være ulovligt. De resterende 80 procent er de ulovligt opførte boliger, der aldrig er blevet anmeldt som hverken det ene eller den andet - det er bare blevet bygget.

 

Politikerne vil ikke miste stemmer

Der er omkring 50.000 ulovlige ejendomme på strækningen fra Manilva til Nerja. Kun 35 af de 101 Málaga-kommuner havde ved årets begyndelse taget det første skridt til en regulering af byggeriet.

 

- Det er klart, at kommunerne ikke gør noget for at fremme reguleringen af byggeriet. Mest fordi det er en dyr proces for ejere af ulovligt byggeri, som må betale for de manglende tilladelser. Og det er upopulært, så partierne frygter for at miste stemmer ved regions- og kommunevalget, og derfor vil de ikke røre ved påroblemet, siger talsmand for miljøgruppen Ecologistas en Acción i Málaga, Rafael Yus.

 

Flere beboersammenslutninger kræver, at regeringen går ind og legaliserer alt ulovligt byggeri for at få bund i de mange tusinde sager, der hober sig op.

 

Ingen løsning

Juan Antonio Blanco ejer et ulovligt opført hus i Mijas, som han har bygget efter at have fået en tilladelse til at opføre et redskabsskur. Blancos ejendom er truet af en nedrivningsordre - ligesom titusindvis af andre.

 

- Dekretet giver ingen løsning på vores problem. I mit tilfælde har jeg allerede brugt 30.000 euro, og jeg har stadig ingen garanti for, at mit hus ikke bliver revet ned, siger han.

 

Selv om en ejendom ikke er lovlig, skal ejerne betale ejendomsskat.

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.