Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vild brand er ude af kontrol

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 02/07/2012 - 11:20

Vejr og natur


Mindst 45.000 hektar er brændt ned i en af de værste skovbrande i Spanien nogensinde. Branden opstod torsdag eftermiddag i Cortes de Pallas og...

Mindst 45.000 hektar er brændt ned i en af de værste skovbrande i Spanien nogensinde. Branden opstod torsdag eftermiddag i Cortes de Pallas og Andilla og har nu bredt sig til 20 kommuner i Valencia Regionen.

 

 

3.000 personer i 20 kommuner er blevet evakueret, og 13 landeveje er helt spærret for trafik.

 

 

Omfattende ødelæggelser

Skiftende vind og høje temperaturer har gjort slukningsarbejdet yderst vanskeligt, og branden er endnu ikke under kontrol. Mandag formiddag var flammerne på vej mod Sierra Calderono, der betragtes som den grønne lunge i Valencia.

 

 

Faldende temperaturer og mindre vind vil gøre det lettere at få bugt med flammerne, oplyser kilder fra redningsmandskabet. Godt 1800 personer er involveret i slukningsarbejde.

 

 

Ingen mennesker er kommet noget til, men der er sket omfattende ødelæggelser. Alene i Andilla er en 25 km strækning nu brændt ned.

 

 

Huse nedbrændt

Fredag blev beboerne i Real, Dos Aguas, Turís, Andilla og nærliggende landsbysamfund evakueret, og i går gjaldt det for indbyggerne i Sacanyet i Castellón, en landsby i Canales og flere landejendomme i Bejís og Teresa.

 

 

Spanske Røde Kors, Cruz Roja, har tilbudt indlogering på lokale vandrehjem og krisehjælp til de beboere, der fortsat er evakueret fra deres hjem.

 

 

I Pallas og Andilla er mange huse forvandlet til en bunke rygende murstenaske. I nogle områder har beboere dog fået lov til at vende hjem igen.

 

 

Opskrift på katastrofe

Andillas borgmester er dybt fortvivlet.

 

- Der er intet tilbage af den rigdom, vi havde i skoven, siger han og beklager samtidig, at der er skåret kraftigt ned på midlerne til brandslukningsarbejdet.

 

 

Temperaturen i Valencia nåede sidste uge op på 40 grader flere steder, og juni har været den næst-varmeste i 42 år. Og med den tørreste vinter i 70 år i bakspejlet har vi opskriften på katastrofe.

 

 

Formanden for Valencias regionale regering, Alberto Fabra, fløj søndag hen over det berørte område i helikopter og bekræfter, at der er tale om en af de værste miljøkatastrofer i lange årtier.

 

 

Spaniens regeringsleder, Mariano Rajoy, var i går i telefonkontakt med lokalregeringen i Valencia, inden han fløj til Kiev for at overvære finalen i EM-topopgøret mellem Spanien og Italien.

 

 

Flere anholdte og flere brande

Flere personer er blevet anholdt i forbindelse med storbranden.

 

 

To teknikere fra et selskab, der opsætter solpaneler, blev lørdag anholdt og sigtet for at have antændt den brand, der opstod i Cortes de Pallás torsdag eftermiddag. De er dog løsladt igen. Afhøringer har afsløret, at der var tale om uautoriseret arbejde, og at de to personer ikke havde den nødvendige tilladelse til opsætning af solpaneler.

 

Men meget tyder nu på, at afbrænding af noget mark-affald har forårsaget branden i Andillas. En 57-årig mand er anholdt i den forbindelse. Han kommer i grundlovsforhør i dag.

 

 

Men storbranden i Valencia er ikke den eneste brand i Spanien i denne weekend.

 

 

I Prats de Rei i Barcelona opstod der fredag en brand, hvor 900 hektar brændte ned, og i Albacete opstod der søndag en brand i et boligområde ved en skolebygning i den nordlige del af Palància i Sagunto. Her er branden nu ved at brede sig mod Murcia.

 

Røgen lægger sig som et tykt tæppe over gaderne


 

Se video'er

 

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.