Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Laver “en lille havfrue” på Franco

Skrevet af Kristoffer Olesen, fre, 02/11/2018 - 07:00

Krimi og katastrofe

VIDEO: Kunstner bader diktators grav i rød maling, før sikkerhedsvagter får ham slæbt væk.

Der var ingen fjer, men ellers mindede protesten ved Francos grav gevaldigt om noget af det, Den Lille Havfrue er blevet udsat for gennem tiden.

 

Bølgerne er gået højt, når Spanierne den seneste tid har diskuteret, hvad der skal ske med Francos grav.

Regeringens beslutning om at hans jordiske rester skal graves op og fjernes fra De Faldnes Dal, har mildest talt delt vandene i befolkningen. Læs mere her

Onsdag valgte en 49-årig mand at udtrykke sin utilfredshed med den afdøde diktator ved at overmale hans grav med rød farve.

På graven skrev han blandt andet: “For frihed”.

Fornærmede besøgende

En video dukkede hurtigt op på de sociale medier, hvor man kan se manden svinge den røde maling, før han bliver ført væk af et par sikkerhedsvagter.

Imens han blev trukket væk, kan man høre andre besøgende ved graven være højlydt utilfredse med hans gerning.

- Jeg er ikke imod et forsonet Spanien, men Franco dræbte en masse mennesker, forsvarede han sig.

Den 49-årige, som er en galicisk kunstner, blev efterfølgende anholdt af Guardia Civil, men er løsladt igen mens sagen efterforskes.

“En fredsdue”

Manden bag kameraet stod i ledtog med kunstneren og påstod efterfølgende, at malingen var ment som “en fredsdue” på Francos grav.

- Jeg har på ingen måde til hensigt at gøre familien fortræd. Jeg ønsker bare en frihedens plads, udtalte han.

Kunstneren selv forklarede senere sine handlinger med, at det var ment som en hjælp til dem, som stadig var hårdt påvirket af Den Spanske Borgerkrig:

- Jeg nedstammer selv fra bedsteforældre, som kæmpede på begge sider af borgerkrigen, og jeg mener, at den her aktion kan hjælpe med at hele såret i manges hjerter, sagde han.

Aktivisten har i den grad pustet til ilden i den i forvejen ophedede diskussion om diktatorens rester.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.