Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

‘Ulv’ tilbage i fængslet?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 29/06/2018 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Et medlem af ‘Ulvekoblet’ fik udlængsel. Det kommer formodentligt til at sætte ham direkte tilbage bag tremmer.

De fem yngre mænd, der på tur penetrerede en 18-årig, bevidstløs kvinde i 2016, slap ud af fængslet mod kaution i denne uge. 

Deres sag kommer formodentlig for Højesteret om et år, og indtil da kan de, til manges store utilfredshed, leve et forholdsvis almindeligt liv i deres hjemby Sevilla.

Men siden løsladelsen er de blevet fulgt tæt af pressen. Og der var da også talrige repræsentanter fra den fjerde statsmagt til stede, da en fra gruppen måske drømte om at komme lidt væk.

Det skriver Antena3.com

Ulvekoblet, La Manada, som gruppen er blevet døbt, bestod blandt andet at Antonio Manuel Guerrero, der er politimand.  

Med sin nyvundne frihed blev han åbenbart pludselig i tvivl om, hvorvidt hans pas var gyldigt eller ej, og ledsaget af en hale af journalister gik han hen for at få det tjekket. 

Det skete knap tre dage efter, han var blevet løsladt mod kaution.

Omhyggelig borger

Nu mener retten, at han skal tilbage bag tremmer, da handlingen alt andet lige peger på, at han kan udgøre en flugtrisiko. 

Især da det fremgår af den tidligere dom, at han ikke kan søge pas i fremtiden.

Hans advokat, Jesus Perez, har forklaret, at det hele er en misforståelse. Guerrero ville bare undersøge, om hans pas var udløbet, og om der var noget, han i så fald skulle gøre.

Det var der ikke, udtaler kontorchefen for paskontoret i Tablada-Sevilla. Han kunne ikke få fornyet passet, da han har udrejseforbud.

Spørgsmålet er nu, om han i modsætning til sine fire venner kommer tilbage i fængslet. Ikke nogen HELT klog beslutning, han traf. Heller ikke denne gang.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.