Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Borgmesterstænger skifter hænder

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 13/06/2011 - 11:45

Samfund og Politik


Lørdag var Store Skiftedag i de spanske kommuner, hvor mange nye borgmestre fik den tvivlsomme ære af at overtage gælden fra de afgående. Sp...

Lørdag var Store Skiftedag i de spanske kommuner, hvor mange nye borgmestre fik den tvivlsomme ære af at overtage gælden fra de afgående. Spanien i Dag fulgte ceremonien i Mijas, og det var en oplevelse fyldt med traditioner og sjove oplevelser...

 

Jeg havde fået en indbydelse, så min plads var sikret i byrådssalen. Det var heldigt, for der var masser af nysgerrige, der ikke fik plads. Inden ceremonien startede klokken 12:00, var der masser af kram og ikke mindst rygklap til den nye PP-borgmester, Ángel Nozal.

 

Kommunesekretæren indledte mødet og bad henholdsvis det ældste og yngste nyvalgte byrådsmedlem om at tage plads ved siden af sig. Sådan er reglen for etableringen af det 'bord', som har ansvaret for, at det hele går rigtigt til.

 

Den ældste er PP-spidskandidat til venstre, i midten sekretæren og til højre det yngste medlem

 

Det næste på programmet var, at  hvert enkelt byrådsmedlem skulle aflægge løfte om at udøve sit hverv korrekt og med respekt for den spanske grundlov og kongehuset.

 

Et byrådsmedlem på vej for at aflægge løftet

 

Der var forskel i måden, der blev afgivet løfte på. Højre side af salen sagde ”ja, jeg sværger” mens venstre side brugte ”ja, jeg lover”. Et enkelt medlem tilføjede, at han sagde ja, fordi han skulle gøre det.

 

Hvert enkelt medlem havde rejst sig og gået frem, og nu skulle de rejse sig igen. Nu gjaldt det valget af borgmester, som foregik ved hemmelig afstemning.

 

Et af medlemmerne afleverer sin stemme

 

En urne blev stillet op foran kommunesekretæren, hvorefter medlemmerne afleverede hver sin stemme i en lukket kuvert. Der var alt andet en spænding om afstemningens resultat...

PP med 15 mandater havde opstillet sin kandidat, PSOE med syv mandater sin og de to resterende partier med tilsammen tre medlemmer hver deres.

 

Kuverterne lukkes op, og stemmesedlerne tælles

 

”Og resultatet er” sagde kommunesekretæren, ”at Mijas' nye borgmester er Ángel Nozal...” og overrakte samtidig borgmesterstangen til ham

 

Jublen hos PP-byrådsmedlemmerne og PP-tilskuerne kendte ingen grænser: de rejste sig og klappede taktfast i glæde over, at de endelig efter 32 års socialistisk ledelse har fået magten  i Mijas.

 

Jeg undrede mig over, at resten blev siddende - nærmest lidt surmulende - og tænkte, at man da godt kan ønske en modstander tillykke med sejren. Men det er der altså ikke tradition for.

 

Efter bifaldet holdt Borgmster, Ángel Nozal, en kort tale, hvor han opsumerede sine vigtigste valgløfter.

 

Gratister med Dannebrog

Hele ceremonien sluttede med vin og pindemadder til de inviterede. Dog havde der sneget sig to danske turister på tur i Mijas ind blandt det ”mondæne publikum”.

Det var næsten ligeså pinligt som den danske grænsekontrol. De mødte op i Hawai-skjorter og stråhatte dekoreret med små dannebrogsflag, mens de tog godt for sig af retterne...

 

Kommuner på slankekost

Men helt så sjovt bliver det ikke at være de nye borgmestre i Spanien. Der er nemlig ikke meget at svinge borgmesterstangen over i de næste fire år. Hovedparten af landets kommuner sidder i gæld til halsen, har bunkevis af ubetalte regninger og der er ikke meget der tyder på, at det bliver anderledes i løbet af de næste år.

Med andre ord kan det blive enddog meget svært at finde pengene til at finansiere valgløfterne.

 

Det er den økonomiske krise, der har sat et stort minus foran summen af disponible indtægter i de kommunale regnskaber. Det betyder også, at kommunerne får svært at optage lån til dækning af nye udgifter. Samtidig er renteudgifterne i forbindelse med ikke tilbagebetalte lån steget, så det alt i alt betyder en voldsom fordyrelse af kommunernes i forvejen gældsplagede økonomi.

 

Men også på indtægtssiden ser det sort ud. Der er sket et kraftigt fald i kommunerne største og vigtigste indtægtsgrundlag: Nybyggeri. Indtægterne fra byggetilladelser er styrtdykket til et historisk minimum.

 

Arabiske oliedollar

I Marbella bliver det investeringerne fra de arabiske oliesheiker, der kommer til at redde økonomien i de planlagte investeringer. Det gælder især for planerne for anlæggelse af en ny mega-lystbådehavn i 'La Marina-La Bajadilla', som kommer til at koste mere end 80 millioner euro. Dertil skal lægges yderligere syv millioner til oprettelse af et nyt handelsområde.

 

De mange millioner kommer fra et joint-venture mellem den andalusiske administration, Marbella Kommune og Nasir Bin Abdullah & Sons, der drives af Qatars olierige sheik Abdullah Ben Nasser Al-Thani, der sidste år overtog fodboldklubben C.F. Málaga.

 

Men også i de øvrige kystkommuner er der trængsel om de private investeringer. Det betyder, at en stor del af tilbuddene inden for det offentlige ryger over på private hænder, som for eksempel privatisering af børnehaver, som det har været foreslået i Mijas Kommune.
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.