Enestående solidaritet efter den tragiske togulykke i Adamuz
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 23/01/2026 - 06:42
Sundhed & sygdom
Borgere i hele Andalusien strømmer til donorcentrene for at give blod.
Den voldsomme togulykke ved Adamuz søndag har efterladt hele det spanske samfund i dyb sorg, men midt i tragedien blomstrer en overvældende næstekærlighed.
De regionale sundhedsmyndigheder i Andalusien har meldt ud, at landets borgere har reageret med rekordfart på opfordringen til at donere blod. Siden ulykken indtraf søndag klokken 19:39, har centrene i byer som Córdoba, Huelva og Sevilla været propfyldt med folk i alle aldre, der ønsker at yde deres bidrag til de overlevende.
For tredje dag i træk tredoblede man i går antallet af sædvanlige bloddonationer. Andalusiernes solidaritet har gjort det muligt at indsamle 8.376 blodposer siden togulykken, hvilket betyder, at reserverne i øjeblikket er sikret. Og det får nu myndighederne til for anden dag i træk at sige 'ro på - vi har nok'.
Blodbankerne bugner
Det andalusiske sundhedsvæsen, Servicio Andaluz de Salud, bekræfter i en officiel meddelelse, at indsatsen har været massiv. I løbet af de første 24 timer efter katastrofen modtog man tusindvis af donationer, hvilket har været afgørende for behandlingen af de over 150 kvæstede passagerer.
Konkret blev der onsdag den 21. januar 2026 registreret 2.449 bloddonationer i Andalusien, mod et gennemsnit på normalt mellem 800 og 900. Dagen før, tirsdag den 20. januar, nåede bloddonationerne i Andalusien op på 2.878, hvilket var en markant stigning i Córdoba og Huelva; de andalusiske provinser, der var direkte berørt af tragedien.
Mandag den 19. var tallet endnu højere, med i alt 3.049, når de eksterne indsamlinger blev medregnet.
Det samlede antal donationer siden ulykken i Andalusien er således 8.376.
Sundheds-, præsident- og beredskabsministeriet understreger, at blodreserverne på nuværende tidspunkt er sikret og opfordrer derfor borgerne til at sprede deres donationer over de kommende dage og uger, idet man minder om, at behovet for blod er permanent og ikke begrænset til specifikke situationer.
I denne forbindelse insisterer man på, at det ikke er nødvendigt at stå i lange køer i disse dage og opfordrer i stedet dem, der ønsker at donere, til at efterlade deres kontaktoplysninger, så de gradvist kan blive kontaktet af transfusionscentrene, efterhånden som behovet opstår.
Det anbefales ligeledes at konsultere appen Dona Sangre Andalucía og de oplysninger, der er tilgængelige på Junta de Andalucías hjemmeside om donationssteder og -datoer, med det formål at planlægge donationerne i de kommende dage på en ordnet og effektiv måde.
Junta de Andalucía og Servicio Andaluz de Salud udtrykker deres dybe taknemmelighed for den enorme solidaritet, som de andalusiske borgere har vist, en eksemplarisk reaktion, der igen understreger det kollektive engagement i det offentlige sundhedsvæsen og i dem, der har mest brug for det.
Kan måske også interessere dig
Spanien vil genindføre obligatorisk brug af masker
Går efter national aftale den 3. december, men nogle regioner har allerede indført maskekrav.
Spansk Nokia-seværdighed - Spaniens vilde natur gør comeback i 2026 - Europas største ulovlige opdræt
Kort og godt om lidt af hvert i tekst, billeder og video …
San Fermín - fest med livet som indsats
VIDEO: I ni dage bliver der drukket, ædt, danset og leget med døden.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.



















