Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fløj til Afrika med 70 km/t

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 06/06/2012 - 11:38

Samfund og Politik Rejser & oplevelser


Små 19 timer tog det Bertrand Piccard at blive den første i historien til at gennemføre en interkontinental flyvning i et soldrevet fly.

Små 19 timer tog det Bertrand Piccard at blive den første i historien til at gennemføre en interkontinental flyvning i et soldrevet fly.

 

 

Tidligt tirsdag morgen lettede den 54-årig schweizer fra Madrid-Barajas-lufthavnen med kurs mod den marokkanske hovedstad Rabat. Undervejs gav han blandt andet et interview fra cockpittet, hvor han fortalte om baggrunden for det opsigtsvækkende projekt.

 

 

- Det handler ikke om at bruge solenergi til almindelige fly. Det handler mere om, at vi kan opnå utrolige mål med ny teknologi udelukkende ved hjælp af solenergi. Hvis vi kan gøre det i luften så kan vi selvfølgelig også gøre det på jorden, sagde Piccard.

 

 

Vingefang som en Airbus

Flyet hedder Solar Impulse og har en vægt på kun to ton, men til gengæld et vingefang som en Airbus 777. Dette er nødvendigt for at holde flyet i luften, da gennemsnitsfarten kun er omkring 70 km/t.

 

 

På flyet er placeret 12.000 solceller, som producerer energi til de fire motorer. Overskydende energi gemmes på et batteri, som gør det muligt også at flyve om natten.

 

 

Problemfri rejse

Sent tirsdag aften landede Solar Impulse planmæssigt i lufthavnen i Rabat. Her blev Piccard modtaget af sin partner på projektet, Andre Borschberg, samt lederen af det marokkanske solcelle-agentur, Mustafa Bakkoury.

 

 

Borschberg havde efterfølgende svært ved at skjule sin begejstring over den vellykkede flyvning.

 

 

- Flyet viste sig at leve helt op til vores forventninger. Det kan flyve både dag og nat. Der er tale om imponerende teknologi, som vi kan stole på.

 

Ingen konkurrent til jet-fly

Solar Impulse-projektet tog sin begyndelse i 2003 med et budget på 90 millioner euro. Undervejs har Piccard og Borschberg fået assistance af både den schweiziske elevator-producent Schindler og den belgiske kemi-virksomhed Solvay.

 

 

Tidligere har Solar Impulse med succes fløjet mellem den schweiziske by Payern og belgiske Bruxelles – en rejse på 13 timer - samt foretaget en rundflyvning på hele 26 timer.

 

 

De to mænd bag projektet anerkender, at solcelle-fly næppe i den nærmeste fremtid kommer til at tage kampen op med de nuværende jetfly, som uden problemer kan flyve over ti gange så hurtigt. De hæfter sig i stedet ved perspektiverne i den vellykkede testflyvning.

 

 

 

Se video

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.