Guernica: Kunstens kamp mod krig

I forbindelse med 50-årsdagen for Francos død i år er debatten om socialt engageret kunst i krigens trussel igen blusset op.

For kan kunst være dagsordenen på den politiske scene?

Svaret er ja, når det et af de mest kendte eksempler på gengivelse af krigens terror. 

Picassos monumentale mesterværk ‘Guernica’ et sandt eksempel på, hvordan et kunstværk er vidne om fortidens rædsler, uden at det nogensinde går af mode.

Faktisk er Picassos bizarre værker om krigens grusomhed populære som aldrig før og indgår i dag som en vigtig del af formidlingen om den spanske borgerkrig og diktaturets overgreb mod befolkningen.

Kan et maleri få en diktator til at skælve?

52 år efter Picassos død fascinerer hans kunstneriske samling fortsat offentligheden. Krigens smerte og meningsløshed formede hver en streg over flere årtier. Picasso sagde selv, at han ikke malede krig, men at krigen var med i hans billeder.

Under den nazistiske besættelse af Paris fik Picasso en dag besøg af Gestapo. En officer havde medbragt et fotografi af hans maleri Guernica og spurgte ham: 

- Har du lavet dette?

Uden at blinke svarede Picasso: 

- Nej, det har du.

Historien bag

Guernica blev bestilt i 1937 af den republikanske spanske regering og designet til den spanske pavillon på Verdensudstillingen i Paris.

Målet var at bruge kunst til at vise en legitim valgt regerings modstand mod det fascistiske oprør.

Da Picasso fik opgaven, var han ikke helt sikker på, hvad han skulle lave.

Men den 26. april 1937 kom svaret. Den dag blev den baskiske by Guernica bombet af tyske og italienske fly, med tilladelse fra Francisco Franco, hvilket resulterede i tusindvis af civile dødsfald.

En stor del af æren for, at eftertiden fik lige præcis Guernica, skyldes malerens veninde Dora Maar.

Det var hende, der gav ham idéen, og hun fulgte ham på nærmeste hold gennem hele værkets tilblivelse.

Guernica blev det værk, der udødeliggjorde bombningen af ​​den spanske by under Franco-regimet. I dag tolkes det stadig som et af de største bidrag i kampen mod vold og overgreb og er internationalt mere kendt end byen. 

I midten ses en stor, løbsk hest, såret af en lanse. Under dens hove ligger en falden helt, hvis sværd er knækket. I baggrunden til venstre ser vi en kvinde, der desperat råber efter sin søn. Til højre bønfalder en figur himlen midt i flammerne. Det sort-hvide billede formidler et gigantisk kaos badet i frygt og rædsel.

Men det er mere et symbolsk maleri, end det er et narrativt værk. Der er ingen helte eller skurke, og heller ikke nogen klar historie. Men virkningen er klar: Vi oplever et folks smerte repræsenteret i forvrængede og fragmenterede figurer, badet i et skarpt lys, der næsten skærer i øjnene.

Af denne grund mener mange, at Picassos Guernica er et glimrende eksempel på, hvad politisk kunst kan være. 

Maleriet falder ikke ind under vulgær propaganda; det fortæller os ikke, hvad vi skal tænke, eller forklarer noget. Det er engageret kunst, uden prædiken.

Picasso valgte et stort lærred på 3,5 meter gange 7,0 meter, der matchede den væg, hvor det skulle stå i pavillonen. Dets enorme dimensioner trækker med det samme beskueren ind i den mørke verden, og det var udstillet sammen med andre værker som en gigantisk, visuel mur for modstandsbevægelsen.

Symbol for fred

Da Verdensudstillingen i Paris sluttede, begyndte maleriet sin rejse gennem forskellige lande for at indsamle penge til den republikanske sag i Spanien. 

Ligesom tusindvis af landflygtige blev Guernica et nomadisk værk, som ikke kunne vende hjem. Værkets rejser gjorde det til et stærkt symbol for fred.

På denne måde fungerede maleriet som et symbol for fred, der kunne få verdens opmærksomhed. Det var Francos værste frygt. Han var selv en flittig amatørmaler og var derfor helt bevidst om kunstens virkning og magt.

Men heller ikke Guernica havde det let på sin politiske mission for fred.
Efter flere års rejseri og med Francos diktatur som en realitet i Picassos hjemland, besluttede kunstneren at efterlade sine værker hos Museum of Modern Art i New York. Han bad dog om, at de skulle returneres til Spanien, når diktaturet sluttede.

Der skulle komme til at gå 42 år ...

I slutningen af ​​1960'erne og begyndelsen af ​​1970'erne, da USA havde travlt med at bombe Vietnam med napalm, bad mange kunstnere og intellektuelle Picasso om at anmode om fjernelse af Guernica fra det verdensberømte kunstmuseum Museum of Modern Art i New York City. 

Det skulle ske som en protest mod den amerikanske militære intervention i Vietnam.

Picasso afviste, men sagen beviser endnu engang kunstens betydning i det politiske spil.

Den 5. februar 2003 erklærede den amerikanske udenrigsminister Colin Powell krig mod Irak i FN's hovedkvarter i New York. I den anledning beordrede den amerikanske regering, at Guernica-billedet i presserummet skulle dækkes til med et blåt klæde. Ved at dække det til, forsøgte man at forhindre det i at udøve sin magt.

Picasso døde i april 1973 - mindre end to år inden, at Francisco Franco døde.

Opfordringerne til at hjemsende det berømte maleri kom straks. 

"Guernica-spørgsmålet er et politisk og presserende anliggende ... Guernica skal vende tilbage til Spanien nu ... det skal komme så hurtigt som muligt, fordi det i sig selv støtter vejen mod demokrati”, lød det fra flere sider. 

Guernicas tilbagevenden blev en del af en proces, der markerede starten på en ny æra: Demokrati i Spanien. I 1981 ankom værket endelig til Madrid, og i dag er det udstillet på Reina Sofía Museum.

Bliv klogere på Picassos liv og hans ikoniske værker. Lokalguide Pia Bruun tager dig med på en guidet rundvisning på Picasso-museet og fortæller om tragedier, kærlighed og hans vilde liv. Læs mere HER.