Hvem sagde krise?

Når det regner, søger turisterne ly. Kineserne leder efter paraplyer, de kan sælge. Sådan kan man meget vel beskrive kinesere i Spanien.

Sådan beskriver nogle af dem i hvert fald sig selv, og det er nok ikke helt ved siden af.

Som nogle af jer læsere pointerede i kommentarfeltet i gårsdagens artikel her på hjemmesiden, har de kinesiske immigranter ekstremt fordelagtige forhold i Spanien. Det kan diskuteres, hvor fair det reelt er, men det kan dårligt diskuteres, hvorvidt de kinesiske immigranter er flittige. Og det er der en meget god forklaring på.

Mens den spanske ungdomsarbejdsløshed er på omkring 50 procent, har 24-årige Jiajia Wang studeret økonomi på Harvard på et etårigt stipendium og jonglerer i dag med hele fire forskellige job. Hun underviser i mandarin, rådgiver kinesiske investorer i Spanien, står i spidsen af et forlag og skriver romantiske noveller. Det skriver New York Times.

Overlevede på æg

Den arbejdsomme Jiajia Wangs forældre flyttede til Barcelona fra Kina i 1990’erne. Dengang havde de ingen arbejdspapirer, de talte ikke et ord spansk og spiste æg for at overleve. Hver dag arbejdede forældrene 12 timer på en kinesisk restaurant. Og det har ikke været forgæves, at de flyttede til Spanien i håb om et bedre liv.

I dag kan Jiajia hver måned sende 1.000 euro hjem til sine forældre, der gik på pension sidste år. Hendes families historie fortæller historien om mange andre af Spaniens 170.000 kinesiske immigranter. De har ikke blot formået at klare en hård økonomi – de trives faktisk, som Spanien i Dag skrev om i går.

Familien er velfærdsstaten

Godt hjulpet på vej af intenst, hårdt arbejde og stærk familieloyalitet går det fremad med spansk-kineserne, mens andre spaniere kæmper mod arbejdsløshed og nedskæringer. Og Jiajia Wang har også sin egen teori på, hvorfor det er sådan.

- Den kinesiske familie er mindre afhængig af regeringen, for familien er velfærdsstaten, banken og de sociale ydelser – alle pakket ind i én, siger Jiajia Wang og fortsætter:

- For de kinesere, der levede i trængsel hjemme i Kina, er 16-timers arbejdsdage ingenting, og det har gjort os mere modstandsdygtige under krisetider, forklarer hun.