Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Maddie set i Málaga

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 09/05/2012 - 11:33

Krimi og katastrofe


Tre dage efter Madeleine McCann forsvandt i Praia da Luz i Portugal den 3. maj i 2007, så den britiske statsborger Karen Sisson fra Gibraltar d...

Tre dage efter Madeleine McCann forsvandt i Praia da Luz i Portugal den 3. maj i 2007, så den britiske statsborger Karen Sisson fra Gibraltar den lille pige på en campingplads uden for Marbella.

 

Efter fem års desperate forsøg på at få sin historie ud henvendte Karen sig til britiske Daily Mail. Avisen har nu sat et hold detektiver til at undersøge Karens påstand om, at hun så den lille pige under et weekend-ophold på en campingplads i Cabopino i Marbellas østlige del.

 

Sad ved poolen

Karen forklarer til bladet, at hun havde holdt forlænget 1. maj-weekend på campingpladsen, men inden hun var taget på ferie, havde hun hørt om efterlysningen på den dengang 3-årige pige i Gibraltar News. Sagen var ikke rigtig kommet frem i de spanske medier på det tidspunkt, forklarer Karen.

 

På vej hen til sin bungalow gik hun forbi campingpladsens pool, og der sad en lille pige, som lignede den efterlyste Madeline på en prik. Pigen sad alene uden for en campingvogn.

 

Da Karen kom tilbage til sin familie og fortalte, hvad hun havde set, lykkedes det familien at overbevise hende om, at hun sikkert havde taget fejl.

 

Samme varme tøj dagen efter

Dagen efter så Karen og hendes familie den lille pige igen, denne gang med to små 'søskende'.

 

- Hun var iført det samme tøj som dagen før, en hat, t-shirt og tykke shorts, og jeg tænkte, at det var underligt, at hun var iført så varmt tøj, når der var 26 grader, siger Karen.

 

På et tidspunkt så Karen den lille pige gå hen mod poolen, men med det samme blev hun grebet af sin 'mor' og ført tilbage. En episode, der for Karen virkede både underlig og usædvanlig.

 

Nogen tid senere kom en bil ind på campingpladsen med tre eller fire unge i, der dog alle så ud til at være gamle nok til at have kørekort. Pigen forsvandt ind i campingvognen, og Karen så hende aldrig mere. Karen forestillede sig alt muligt – at pigen så låst inde i bilens bagagerum eller var blevet gemt i campingvognen.

 

Forsøgte desperat at anmelde det

Dagen efter kørte Karen med sin familie tilbage til Gibraltar, hvor hun forsøgte at indgive en anmeldelse af, hvad hun havde set til de lokale myndigheder.

 

Det kom der intet ud af, og Karen ringede derfor til BBC, der kontaktede politiet i Portugal, for at informere om hændelsen.

 

Politiet i Portugal oplyste, at ”vi har fået masser af henvendelser og vil havde denne med i vores overvejelser” og, at man ville kontakte Karen efterfølgende.

 

Karen venter stadig på at høre fra politiet.

 

Oplysninger aldrig tjekket

Karen fortæller, at hun i de seneste fem år har forsøgt at få sin historie frem, men indtil videre har talt for døve ører.

 

Det har nu vist sig, at Karens oplysninger aldrig er blevet efterforsket, og Daily Mail vil forsøger at finde frem til lejerne af det sted, hvor Madeleine sidste menes at være blevet set. Lejerne var et tysk par, oplyser campingpladsens ledelse, der i øvrigt heller aldrig er blevet kontaktet i sagen.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.