Nok én af årets festligste begivenheder

Formålet med ‘Premios Princesa de Asturias’ er at fremme og belønne videnskabeligt, teknisk, kulturelt, socialt og humanitært arbejde udført af enkeltpersoner, institutioner eller grupper på internationalt plan, hvis arbejde anses for eksemplarisk og til gavn for menneskeheden. 

Priserne uddeles årligt i otte kategorier og er en af de vigtigste anerkendelser i den spansktalende verden.Prisuddelingen har fundet sted siden 1981 og blev oprindeligt kaldt ‘Premios Príncipe de Asturias’ (kronprins Felipe). Første tale og uddeling af kronprinsesse Leonor skete første gang den 18. oktober 2019.

Kongefamilien ankommer til pladsen foran Teatro Campoamor i den regionale hovedstad Oviedo

Ceremonien er klar til at begynde i teatret

VIDEO - et  sammenklip af hele begivenheden

Vinderne af Prinsessen af Asturias-priserne i 2025

Prisen for kommunikation og humaniora til den tyske tænker af sydkoreansk oprindelse, Byung-Chul Han, for hans brillante evne til at fortolke den teknologiske samfunds udfordringer. Hans værk afslører en enestående evne til at formidle nye ideer præcist og direkte, idet det indsamler filosofiske traditioner fra Øst og Vest.

Prisen for litteratur til spanske Eduardo Mendoza for hans afgørende bidrag til den spansk-sprogede litteratur i det sidste halve århundrede med en række romaner, der kombinerer viljen til innovation med evnen til at nå et meget bredt publikum og som nyder udstrakt international anerkendelse.

Prisen for samfundsvidenskab til den amerikanske sociolog og demograf Douglas Massey. Ud fra opfattelsen af mennesket som en migrerende art og gennem en fremragende forskerkarriere har Douglas Massey ydet grundlæggende bidrag til forståelsen af internationale migrationer og deres konsekvenser for bymæssig adskillelse og social lagdeling – processer forstærket af globaliseringsdynamikker.

Prisen for kunst til den mexicanske fotograf Graciela Iturbide. Med et innovativt blik og en ekstraordinær kunstnerisk dybde har Iturbides linse portrætteret den menneskelige natur gennem fotos fyldt med symbolisme, der skaber en egen verden: fra det primitive til det moderne; fra den sociale virkeligheds barskhed til øjeblikkets spontane magi.

Prisen for sport til den amerikanske tennisspiller Serena Williams. Anset for at være en af de bedste tennisspillere nogensinde med en uomtvistelig sportslig meritat, har hun opnået 73 singletitler, heriblandt 23 Grand Slam-titler og 4 olympiske guldmedaljer.
Serena Williams altid været en fast forsvarer af ligestilling og lige muligheder for mænd og kvinder i sporten og i samfundet generelt.

Prisen for enighed til Museo Nacional de Antropología i Mexico. Konciperet som et rum til eftertanke over den mexican ske nations indigene arv, anses museet for at være et af de vigtigste i Iberoamerika og en global reference i studiet af menneskeheden på grund af dets engagement for formidling, forskning og bevaring af kulturarv.

Prisen for videnskabelig og teknisk forskning til den amerikanske genetiker Mary-Claire King. Dr. Mary-Claire King har ydet banebrydende bidrag til anvendelsen af genetik i studiet og forebyggelsen af kræft, ligheder mellem arter og forsvar for menneskerettigheder.

Prisen for internationalt samarbejde til den italienske økonom og politiker Mario Draghi for at være en nøglefigur i forsvar for europæisk integration og internationalt samarbejde, anerkendt bredt for sit lederskab og faste engagement for de grundlæggende værdier og Den Europæiske Unions fremskridt.
 

Se og hør Kronprinsesse Leonors tale

Oversættelse af Leonors tale

Deres Majestæter, myndigheder, bestyrelsesmedlemmer, mine damer og herrer. Jeg hilser især prismodtagernee, der er her i år: velkommen til denne by, til dette fyrstendømme, som – I har allerede set det! – tager imod jer med al velvilje.

Tillad mig, i en tid med øjeblikkelighed, flygtighed, virtualiteter og bits, at skrive et BREV TIL HVER ENKELT PRISMODTAGER. Jeg inviterer jer til at overvære denne "postforsendelse i levende live", denne kommunikation, der vækker minder om papir og kuglepen, mellem prismodtagerne og mig. Og jeg gør det, fordi jeg, selvom jeg tilhører generation Z og er datter af et X og en boomer, har en fornemmelse af, at et brev giver mulighed for at standse, fordybe sig og tænke mere. Og da vi lever i opmærksomhedsøkonomien, skal vi se om jeg kan fastholde jeres opmærksomhed her i dag.

Så går jeg i gang.

Kære professor Draghi: I 2012, som præsident for Den Europæiske Centralbank, sagde I: "vi vil gøre alt, hvad der er nødvendigt (...). Og tro mig, det vil være nok"; en sætning som ikke blot beroligede markederne, men som var en handling af tillid til det europæiske projekt i et af dets mest skrøbelige øjeblikke. Disse ord indeholdt en dybere besked end den om finansiel stabilitet: forsvaret af europæiske værdier, af solidariteten mellem landene og af den idé, som ikke bliver mindre værdifuld af at blive gentaget, at vi sammen er stærkere. Og jeg citerer jer endnu en gang: "Den Europæiske Union er frem for alt en mekanisme til at opnå de mål, som dens borgere (næsten 450 millioner mennesker) deler. Det er vores bedste chance for en fremtid med fred, sikkerhed og uafhængighed". Udfordringerne er i dag endnu større, professor, det ved I selv bedst.

Kære Serena: i dag ville ingen kunne forstå tennis uden dig; du forvandlede den til en hurtigere og mere eksplosiv sport, til en livsstil hvor du måtte udfordre mange konventioner. Den styrke, du altid har spillet med, er imponerende, din upåklagelige teknik, de næsten 30 år som professionel på det højeste niveau. Du har vist os, at storhed ikke handler om altid at vinde, men om evnen til at rejse sig, lære og komme videre. Og nu, som iværksætter, viser du fortsat, at din konkurrenceånd også genspejles i livet. Det er smukt, hvad du siger om din søster: "Uden Venus ville der ikke have været nogen Serena". Samarbejdende søstre er vores store allierede og rejsekammerater.

Kære professor King: vi er kede af, at du ikke kan være sammen med os i aften. Dit arbejde har ført til identifikation af en menneskelig kromosom region, der huser en gen, hvis mutationer prædisponerer for bryst- og æggestokkræft. Efterfølgende arbejde fra andre grupper, inklusive din egen, førte til opdagelsen og valideringen af den første af disse følsomheds gener for denne type tumor af så stor videnskabelig, medicinsk og følelsesmæssig betydning. Men dit samfundsmæssige engagement er gået længere, ved at bidrage med din genetiske viden til, at børnebørnene af de forsvundne under den argentinske diktaturs repression har kunnet genforenes med deres familier. Jeg forestiller mig den lettelse, så mange bedsteforældre må have følt.

Kære Madeleine og Antonio, repræsentanter for Museo Nacional de Antropología i Mexico: vi anerkender her i dag betydningen af jeres institution, som varetager, udstiller, bevarer og formidler det pre spanske arv og Mexicos indfødte kultur. I har lige fejret jeres 60-års jubilæum, selvom jeres oprindelse strækker sig 200 år tilbage, og I projicerer med styrke kraften i et folk, der ser på sig selv med stolthed og som viser verden dets generositet ved at dele jeres store historie i en øvelse af enighed. En dag håber jeg at have held til at vandre ind i Chapultepec-skoven og beundre mere end 3000 års historie. Og se Solstenen. Og så mange vidnesbyrd om olmekisk, zapotekisk, mayansk, mixtekisk liv... I dag er Mexico meget til stede i dette Campoamor-teater.

Netop kære Graciela: jeg kan ikke lade være med at kigge på dit foto af den zapotekiske kvinde med leguanerne på hovedet. Og jeg forestiller mig dig der i 1979, ventende tålmodigt på markedet i Juchitán på, at den kvinde og hendes leguaner ville indtage den form, det udtryk, som du ville fange for evigt med dit kamera. Jeg sagde lige "vente" og "tålmodighed", som for resten ikke er i overflod i disse tider. Derfor er du en fotograf uden hast, med et forfatterkald, studerende af film og en stor læser. En kunstner, der har gengivet styrken hos kvinder, hos zapoteker-kvinden med leguanerne, eller også hos Seri-kvinden fra Sonora, "Engelkvinden" som forbinder nutid og fremtid i den ørken. Gid ungdommen i min generation vil standse uden hast for at se på dine fotografier.

Kære professor Massey: i dag anerkender vi din analyse af en virkelighed, der er lige så aktuel i dag som menneskelige migrationer. Kompleksiteten af dette fænomen overvælder os. Du siger, at immigration medfører omkostninger og gevinster, og at problemet er, at omkostningerne opstår uforholdsmæssigt i nutiden og lokalt, mens gevinsterne akkumuleres i fremtiden og nationalt. Du har forsvaret det med data til overmål, ved at placere dig selv i centrum af den politiske diskussion med angreb fra forskellige ideologiske områder. Men altid med akademisk strenghed har du bidraget til at re-humanisere blikket på den, der forlader sit land. Dit arbejde giver os mulighed for at forstå i hele dens dimension den store udfordring, som mange regeringer har i dag med immigration. Du har brudt med de simplistiske narrativer og har formuleret migrationspolitikker baseret på data og ikke på misinformation.

Kære Eduardo: for mere end lykke, som også det, har du skaffet mig nysgerrighed efter ord, som folk i min generation ikke kender, og som jeg har måttet slå op i en ordbog. Lad disse tjene som eksempler: "fámula", "badulaque", "enteco", "masovero", "chafarrinón". Jeg vil ikke forestille mig, hvordan tolke klarer sig... Efter fem årtier med at skrive, har du vist, at der er debatter, som den meget tilstedeværende om populær og dannelseslitteratur... debatter som du afmonterer med læsningen af "The City of Marvels" eller "The Truth About the Savolta Case". Eller enhver af dine værker. Du kalder dig ordets håndværker, og du siger det med den fine og spidse humor fra barcelonæren, som prydes af en cervantinsk fernis, en smule britisk, en smule newyorksk, og fra nu af, håber jeg, også en smule asturiansk. Dit værk er nødvendigt. For at vide mere, for at forstå mere, for at parkere den endeløse scrolling (I ved, det med at trække fingeren uendeligt over telefonskærmen... som vi unge og ikke så unge er ofre for) og i sidste ende tillade, at den dybdelæsning af dine bøger leder os til at drage slutninger og deduktioner. Hvilket vil føre os til analyse og afklaring af virkeligheden. Det vil sige til en bedre forståelse af alt, hvad der omgiver os. Og er det ikke at være mere frie?

"...i erkendelse af den kompleksitet, der omgiver os, og af hvordan disse kvinder og mænd har gennemgået den med deres værker og deres liv, vil I være enige i, at det er godt at udstyre sig selv med gode værktøjer for at imødegå den kompleksitet. Så det ville ikke skade at vække begejstringen..."
Kære professor Han: tillad mig at overtræde dine principper og henvise til den emoticon, som vi har på vores mobiltelefoner, hvor figuren får hovedet til at eksplodere. Og nu spørger jeg dig:

hvis vi lever i en digital fold,
hvis vi har solgt vores sjæl til en enhed, hvis vi er slaver af skærmen, hvis vi udnytter os selv for at opfylde kravene til præstation og produktivitet, og på grund af overbelastningen af stimuli forsømmer vi eftertænksomhed,
hvis det transcendente undslipper os, hvis det, vi tror er frihed, kun er kontrol..., hvordan genvinder vi, især unge, DET TRANSCENDENTE, så livet ikke bliver, som du siger, den blot tilfredsstillelse af behov og den narcissistiske udstilling – på sociale medier – af en optimisme, som vi forveksler med det sande håb midt i støjen fra data og information, så langt – derfor – fra den sande viden? Du vil forstå, professor, at vi bliver tilbage som den emoji, jeg henviste til i starten af dette brev. Lad os søge svaret i din tankegang: hastighedens tid er ikke beboelig, derfor inviterer du os, blandt andet, til at dyrke tålmodighed, indadvendthed og frem for alt dybdelæsning.

Efter afslutningen på min analoge hyldest i form af et brev til vores prismodtagere, og i erkendelse af den kompleksitet, der omgiver os, og af hvordan disse kvinder og mænd har gennemgået den med deres værker og deres liv, vil I være enige i, at det er godt at udstyre sig selv med gode værktøjer for at imødegå den kompleksitet. Så det ville ikke skade at vække begejstringen.

Måske skal vi vende tilbage til det essentielle, til det grundlæggende:

til respekt for dem, der tænker anderledes, for dem, der ER anderledes;

til uddannelse, til at værdsætte vores lærerinder og lærere og betragte vores obligatoriske skoletid som en afgørende etape, hvor alle (forvaltninger og civilsamfund) skal engagere sig, så hver borger har muligheder;

til ikke at glemme at tage sig af (med ansvarlige og målbare handlinger) dem, som ikke har det let, de mest sårbare mennesker, de unge som kæmper for at uddanne sig, for at have et arbejde, for at have et hjem, de ældre som ikke ønsker at være alene, vores børn i risikozonen for fattigdom;

måske må vi huske, hvad det betyder at behandle sin næste godt, at forlade skyttegraven, at ryste frygten af os, at forene os for at gøre tingene bedre, at tænke på, at hvis vi ikke kigger på den anden, vil vi ikke vide, hvordan vi bygger tillid.

Samlivet er ikke let, men det er den eneste vej til at opnå delt fremskridt. Det giver mening at værne og forsvare de værdier, som, som spaniere og europæere, faktisk som borgere hvor som helst, definerer og leder os. At stole på dem er at stole på frihed frem for frygt, på retfærdighed frem for vilkårlighed, på demokrati frem for intolerance, på den sociale retsstat frem for magtmisbrug, på menneskerettigheder frem for ligegyldighed. Jeg er klar over, at ord udtalt bag en tale nogle gange kan lyde tomme, men jeg ved også, at det ikke skader at gennemgå og huske vanskelighedernes og løsningernes natur, og at insistere på, at der ikke er magiske formler til at håndtere denne kompleksitet. I dag bidrager prismodtagerne netop til at vække denne begejstring.

Mange tak.