32 år på bagen

Det er godt nok det rigtige at sige vi. Min datter Patricia var fem år og nu, 32 år efter, hedder hendes datter Andrea og er fem år. Jeg synes, tiden løber.

Men, lad mig starte med at afsløre en velbevaret hemmelighed.

Som dansker følte jeg mig “lidt bedre og lidt klogere” end spanierne, da jeg ankom. Hvorfor tænkte jeg egentlig ikke over dengang.

Øjenåbneren blev en dansk entreprenør, der - ligeledes i 1989 - spurgte om han måtte besøge mig. Af én eller anden grund mente han at nu, hvor jeg boede i landet, måtte jeg vide alt om det.

Han fortalte, hvor overrasket han var over, at spanierne kunne lave de kæmpe vejbyggerier, som han havde set undervejs. Med kæmpe maskiner og broer så høje som Rundetårn.

Jeg så mig selv i ham, der også havde følt sig klogere end spanierne. Jeg er ham i dag dybt taknemmelig, for han var årsagen til, at jeg straks fik min ubetingede respekt for spanierne. Armene kom ned, hvor de hører hjemme, og både øjne, ører og hjerne var ikke længere dum-blokerede.

Med forbehold

Der er dog nogle spanske kameler, som jeg stadig har svært ved at sluge. 

• Lokalpolitiet er borgmesterens forlængede arm, og hvis han nu skulle være uvenner med én eller anden, så… Selvfølgelig skal politiet være uafhængigt af politiske interesser.

• Det indbildte spanske demokrati er ikke andet end en forlængelse af Francos diktatur. Nu er det i stedet et parti-diktatur fordi borgerne ikke kan stemme personligt på de politikere, som de foretrækker. Det er også én af årsagerne til korruptionen i landet.

• I store dele af den offentlige sektor, sidder mange stadigvæk og agerer skrankepaver. De er godt nok til dels undskyldt, fordi ingen har kunne fortælle dem, hvordan de skal opføre sig, da deres chefer også er skrankepave-uddannede.

Og så er der vel en masse ting til, men det er der jo også i Danmark.

Svært

Da jeg hentede Patricia efter hendes første skoledag i den engelske skole, lød det:

“Far, jeg skal sådan tisse!”

“Hvorfor har du ikke gjort det i skolen?”

“Jeg ved ikke, hvad det hedder på engelsk..”

Efter et par år, kom hun i spansk skole. Det skete faktisk fordi, hun en dag sagde, at hun godt kunne tænke sig at komme til London.

“London” tænkte jeg. Hun skal da ønske sig at komme til Spaniens hovedstad… 

Og sådan kom den gode beslutning, der blev integrationen af hende i det spanske samfund. Både med skolen, kammerater og hendes senere uddannelse. 

Mange år...

32 år er lang tid også arbejdsmæssigt. Jeg blev lokket til at være med i Radio Solymar - den danske radiostation, der dengang orienterede danskere i Spanien om, hvad der foregik i Danmark! Det er der næppe nogen, der kan fatte i dag… Vi fik nyhederne på telefax, klippede og klistrede og fik sat et radioprogram sammen. Internettet var der slet ikke på den måde, som vi kender det i dag.

Så var der pludselig dansk TV via satellit og da DR efter nogle år besluttede at stoppe satellittransmissionerne på grund af for få tilmeldte, fik jeg for alvor travlt.

Med opbakning fra DR, sponsorer og nye tilmeldinger lykkedes det at få genoptaget transmissionerne og i mange år betjente vi over 3.000 abonnenter i hele Sydeuropa med DR1 og DR2.

De to kanaler endte så med ikke at være nok for de fleste, når de gennem “alternative” udbydere kunne få mange flere kanaler. Det valgte jeg så at holde mig væk fra, og det fortryder jeg ikke. Kunne let have delt skæbnen med at ryge i kachotten, som nogle af de alternative udbydere gjorde.

Det kiggede jeg tit på som ung inde på Gammeltorv i København, og den har fulgt mig siden

Ændret økonomisk mål

Foruden masser af andre ting undervejs, så er det jo for mig nu endt med Spanien i Dag. Noget anderledes end dengang med Radio Solymar.

I dag er hele vores fokus på de forhold, der er vigtige for danskere - og andre skandinaver - i Spanien. Både for dem, der bor fast i landet og dem, der bor her lejlighedsvis.

Til efteråret er det syv år siden, vi startede med betalende abonnenter. Dengang kaldte vi det for Premium, men for ét år siden ændrede vi det til Amigos. Fordi det passede bedre til vores rolle under corona-krisen og, som vores rolle vil være i fremtiden. Ingen ved, hvad den byder.

Men jeg ved, hvad opringningerne har budt på vores telefon assistance, som vi indførte som et tilbud til vores Amigos for godt et halvt år siden. Der er ikke så få problemer vi har fået løst her og nu for de mange, der har benyttet sig af assistancen. Hyggeligt og tilfredsstillende har det også været, at kunne medvirke til problemløsninger.

Vores seneste tiltag er tilbuddet om gratis annoncer til virksomheder, der vil give rabat eller fordele til vores Amigos. 

Nej, Spanien i Dag får ingen indtægt fra de annoncører, men jeg tror på, at desto flere gode fordele til vores Amigos, desto flere vil vi få. Og jo flere gode tilbud de kan få, vil de - forhåbentligt - også blive hos os. Udover deres andre privilegier.

Det har også været en hånd til virksomhederne, der jo under krisen ikke har haft den største lyst til at bruge annonce-euro'er ud i det blå. Så er det meget bedre at give en rabat, når der kommer penge i kassen ved et konkret køb.

Den nye side med tilbuddene kom op at stå for en uge siden og flere gode tilbud er på vej til Amigos. Blandt andet et danskejet biludlejningsfirma i Alicante, Tenerife, Gran Canaria, etc. med alt inklusive og et IT-firma, der tilbyder let forståelige og skræddersyede tablets og computere til dem, der ikke lige er født med dem i hånden.

Et af målene for Spanien i Dag er jo, at vi skal blive så uafhængige af annonceindtægter som overhovedet muligt. Det giver frihed på alle måder.

Generelt kan mine mål siges med én tegning:

Vores næste tiltag er ikke på plads endnu, men det har jeg jo - omend ikke 32 år - så forhåbentlig mange år endnu til at finde ud af…

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend og påskefrokost(er)...

Torben Wilkenschildt