Ældgammelt vidne til forbudt kærlighed

600 år gammel cypres har været vidne til hemmelige stævnemøder i et af Granadas berømteste paladser. 

Og selv om der i dag ikke er mere tilbage end den tørre stamme, har dette storslåede træ overværet nogle af de mest intime stunder fra den tid, da Granadas sidste mauriske konge, Boabdil, regerede fra Alhambras smukke tronsal.

Træet betragtes som den ældste cypres i Granada og stod endnu tilbage i 1980, da det blev ramt af et lynnedslag - eller tidens tand. Eksperter er ikke enige om årsagen til, at træet pludselig kom af dage, men stammen af Sultana-cypressen kan stadig ses i Patio de los Cipreses i Generalife i Alhambra, og dets historie er præget af mystik og legender.

Den gamle cypres var vidne til en af sultanens hustruers utroskab. Sådan fremgår det i hvert fald af en beretning fra renæssanceforfatteren Ginés Pérez de Hitas, der besøgte Granada i år 1525. Hans notater blev efterfølgende omskrevet af de romantiske rejsende i det 19. århundrede.

Historien lyder, at den mauriske sultan Boabdils hustru, Morayma, hyggede sig under træets skygge med sin elsker; en "smuk ridder af Abencerrajes-slægten”.

Desværre blev de elskende afsløret under et af deres hemmelige stævnemøder, og fruens utroskab vakte så stor vrede, at sultanen beordrede halshugning af flere riddere fra den muslimske familie. 

Historien lyder, at jernoxid-pletterne i bunden af ​​fontænen i Abencerrajes-salen i Alhambra er blod fra de afhuggede hoveder.

Selvom der er tale om en romantisk legende, der tilføjer ekstra drama til den mystiske aura, der omgiver Alhambra, så er historien om Sultana-cypressen faktisk virkelig. Træet fandtes ifølge et billede og optegnelser allerede i 1500-tallet, og på det billede ser det allerede ud til at være udvokset.

To botanikere, José Tito og Manuel Casares, hævder, at træet i hvert fald er over 600 år gammelt og dermed det ældste cyprestræ i Granada.

Sultanens hustru har uden tvivl været utrolig smuk. I en alder af 15 år blev hun beskrevet som selve glansen og duften af ungdommelighed og ynde, hun havde perfekte ansigtstræk og fremhævede kurver, store, mandelformede sorte øjne, hvori stjerner kunne sove. Uha-uha!

Morayma blev født i byen Loja uden for Granada og legede som barn med andre piger i byens gader. Her blev de ofte mødt af Boabdils soldater på vej tilbage fra kampe mod de kristne.

Skæbnen ville, at sultanen en dag fik øje på den smukke pige, og han blev så betaget af hendes skønhed, at han måtte gifte sig med hende. Som datter af general Aliatar var Morayma slet ikke noget dårligt parti. Familien var velhavende, og hendes far var kendt som en tapper ridder i kongerigets modstand mod den kristne fremrykning. Hun ville være en passende sultaninde i Alhambra i Granada.

Det er let at forestille sig sultaninden klædt i sorte nederdele og det hvide sjal broderet med indlæg af perlemor og ædelsten, slentre gennem Generalife-haverne på vej til den terrasse, der bærer hendes navn; Patio de la Sultana.

Boabdil var mægtig, men han var ikke attraktiv for en ung pige, der følte sig spærret inde i sit jomfrubur. Så da hun traf den modige og attraktive Abencerraje-ridder, der gengældte Moraymas lidenskab, kunne ingen holde dem fra hinanden.

Parrets kærlighed kom ikke til at vare længe, for i paladserne var der fyldt med intriger og jalousi mellem sultanens hustruer. Der var mange øjne til at se, ører til at høre og munde til at fortælle Boabdil, hvad der fandt sted bag hans ryg.

Rasende beordrede han, at alle Abencerrajes-ridderne, der levede under hans beskyttelse, skulle bringes ind i paladset, og da de var samlede, tog han dem med til et rum med en stor rund fontæne ved siden af ​​Patio de los Leones. 

Ridderne blev alle halshugget en for en, og deres blod blev hældt i fontænen, så den blev plettet for evigt. Fra da af blev dette rum kaldt ‘Abencerrajes-fontænen’. 

Morayma blev straffet ved at blive spærret inde i en fangekælder, men kun for kort tid. Det siges, at Boabdils sidste tårer ikke gjaldt tabet af Granada, men sin kones tidlige død og tabet af den store kærlighed. Det fik ham til at erklære, at han aldrig ville gifte sig igen.