Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Besøg diktatorens sommerhus

Skrevet af Redaktionen, tir, 15/08/2017 - 10:15

Rejser & oplevelser

OPLEVELSE: Francisco Franco Fonden håber, guidede ture vil vise folket, hvor stor en mand diktatoren var. Vil du se det?

Spaniens tidligere diktator, Francos, sommerpalads ligner mest af alt en meget stor fæstning. Det ligger på den spanske nordkyst tæt ved byen Sada.

I årevis har El Caudillos arvinger nægtet at åbne Pazo de Meirás for offentligheden, fordi de frygtede, deres privatliv ville blive krænket.

Officielt er det heller ikke arvingerne, som endeligt har besluttet, at åbne dørene for almindelige borgere. 

FNFF, den Nationale Francisco Franco Fond, har overtaget ejendommen. 

Efter eget udsagn åbner fonden dørene for alle, der vil dele minder om Francos liv og levned.

- Det er en glimrende mulighed for at vise offentligheden, hvor storslået en figur Francisco Franco er. Og en mulighed for at øge turismen til Galicien og promovere galicisk kulturarv over hele verden, siger fonden.

Det skriver Thelocal.es

Folkets gave til Franco

Paladset blev bygget i 1893 af forfatteren Emilia Pardo Bazan. I 1939 blev det overdraget til General Francisco Franco. 

Det var året, hvor han vandt den spanske borgerkrig og begyndte sit nye liv som diktator.

Francos støtter samlede penge ind. De skulle bruges på at købe ejendommen, der ville være en gave til Franco. 

De der ikke donerede, løb en stor risiko. For de ville med stor sandsynlighed blive stemplet som fjender af staten.

Ikke det værste sommerhus, man kunne forestille sig. (Foto: Wikipedia)

Mange lokale familier påstår at være blevet smidt væk fra deres gårde, da Franco flyttede ind. Det skulle være sket, da han ville udvide sit jagtareal omkring sommerresidensen. 

Folk har i de seneste år forsøgt at få deres ejendom tilbage - uden held.

Svært at give slip

Efter Francos død i 1975 blev ejendommen overdraget til konen Carmen og deres eneste datter, som også hedder Carmen. 

De fik lov til at beholde det. Men i 1991, tre år efter moderens død, blev fæstningen en del af galicisk kulturarv. 

Årtier gik. I 2013 blev stedet anerkendt som et sted, der gav anledning til særlig interesse. Den status lagde juridisk bånd på ejerne. Lovmæssigt skulle de åbne paladset for offentligheden minimum fire dage om måneden.

Franco i sin storhedstid, med konen Carmen ved siden side. (Foto: Wikipedia)

Efter umiddelbart at nægte adgang havde familien bøder på op til 60.000 euro i vente. Familien besluttede derfor at overdrage Pazo de Meirás til Francisco Franco Fonden.

Bygningen har dog ikke helt forladt familiens hænder. Carmen Franco Polo er nemlig fondens formand.

Hun er i dag 90 år gammel og kommer regelmæssigt til Nordspanien for at besøge paladset.

Ikke fri for kritiske røster

Politisk venstreorienterede har ikke meget tilovers for fonden. De ønsker ikke, at fonden skal stå for driften og de guidede ture.

Men også en lokalafdeling af en større mindeforening, CRMHAC, der søger retfærdighed for ofrene for den spanske borgerkrig og Francos diktatur, har kritiseret udviklingen.

- Det er en skændsel, at Franco Fonden kan bruge guidede ture som en undskyldning for Francos regime. Det ville aldrig være tilladt i andre lande, som led under diktaturer, siger Goretti Sanmartin på vegne af CRMHAC.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.