Brødre skjulte sig 20 meter fra hinanden uden at vide det

Hundredvis af “topos”, de såkaldte muldvarpe, som i mere end 30 år skjulte sig for Francos brutale diktatur, glemte aldrig en ganske bestemt dato.

Det var nemlig den dag, de igen kunne begynde at nyde livet. Senere kunne de dele de grusomme oplevelser gennem de mange års gemmeleg, der er gået over i historien som fortællinger om “Den endeløse skyttegrav”.

Den 2. april 1969 blev datoen for en historisk begivenhed i Spanien. Lovdekretet 10/1969, som indførte forældelsesfristen for alle forbrydelser begået før 1. april 1939, trådte i kraft. Derved benådede man alle dem, der havde støttet republikken eller endda kæmpet mod Francos styrker under borgerkrigen.

Fra den dag af kunne de folk, som havde holdt sig skjult i tre årtier for at undgå at blive henrettet eller i bedste fald fængslet resten af ​​deres liv, for første gang se dagens lys på gaden.

For at forstå, hvad disse mennesker gik igennem, kan man læse bogen 'Los Topos' af journalisterne Jesús Torbado og Manuel Leguineche. De har nemlig indsamlet vidnesbyrd fra dem, der tilbragte deres liv i skjul i efterkrigstidens Spanien.

Begge vendte hjem

Blandt dem er brødrene Juan og Manuel Hidalgos, der kæmpede på republikanernes side under hele krigen, indtil de igen vendte tilbage til deres fødeby Benaque i Málaga for at søge tilflugt efter nederlaget til Francos styrker.

De kom dog hjem hver for sig. Juan gjorde det i april - samme måned som krigen var slut og efter flere end to ugers rejse gennem landet.

- Min bror ankom seks dage før mig, siger Manuel til journalisterne. 

Faktisk tilbragte de flere dage i skjul uden at vide, hvad der var blevet af hinanden, og det var kun takket være deres respektive koner, at de fandt ud af, at de begge var i live.

Glæden var enorm, men der ventede 30 frygtelige år forude. 

Juan vidste, at hans bror var kommet hjem, men han så ham aldrig.

- Mens jeg var her, så jeg ikke min bror én eneste gang. Han gemte sig i sit hus, cirka 20 meter væk, men vi mødtes aldrig, siger han. 

At forlade sit hus betød stor risiko for anholdelse og henrettelse. 

- Hvis vi havde noget at fortælle hinanden, sendte vi besked gennem vores hustruer, der var de eneste, der vidste, at vi var kommet hjem.

Der skulle gå 30 år før mødtes igen for første gang i 1966.

Ups, jeg har fået et barn

Men der opstod et problem, da Juans datter blev født i 1942. 

- Min kone måtte lyve og fortælle ude i byen, at hun havde "mistet sin ære", så de ikke blev klar over, at det var hendes egen mand, der var far til barnet. 

- Jeg ventede forgæves på amnesti, og senere fandt jeg ud af, at vi var mange, men vi fik ikke noget at vide. Og vi fandt ud af det ved at lytte til radioen.

Fra 1945 og i de efterfølgende år udstedte Franco nogle begrænsede benådninger, der dog ikke omfattede republikanere. Den afgørende politiske amnesti kom først den 2. april 1969. 

Ikke desto mindre besluttede de to brødre at fremskynde gensynet. Det var jo ikke til at vide, om man ville leve længe nok. Takket være hjælp fra en niece kunne Juan og Manuel mødes i hendes hus i Marbella den 28. december 1966. Det var første gang, de så hinanden, efter at de havde gemt sig bare 20 meter fra hinanden i næsten 30 år.

Så forandret!

Historien om begge brødre er gribende læsning med beretninger om, hvordan de flere gange var centimeter fra at blive opdaget, og de mange problemer, de stod over for. 

- Det, der fangede min opmærksomhed mest, da vi kom ud i dagslyset, var byen. Marbella bestod tidligere af et par fiskerhuse og køkkenhaver. Nu stod der nogle enorme skyskrabere. Pigerne gik rundt med meget korte nederdele, og jeg blev meget betaget af udviklingen, huskede Manuel.

Begge brødre besluttede efter amnestien at lægge alt had på hylden. Efter 30 års frygt og rædsel for regimet var det tid at vende tilbage til et liv præget af forsoning og tilgivelse. Men ingen af brødrene glemte nogensinde, hvordan det virkelige liv på kort tid kan blive forvandlet til et mareridt - som varede 30 år.