Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fængselsstraf for skulkeri

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 08/07/2019 - 11:24

Samfund og Politik

SAMFUND: Forældrepar straffes nu for ikke at interessere sig for datterens skolegang - eller mangel på samme...

Der findes synder og undladelsessynder, og begge dele kan straffes, hvis de er grove nok. 

Alligevel kom det nok som noget af en overraskelse for et forældrepar i Huelva, at deres tilbagelænede forhold til deres datters skolegang koster fængselsstraf.

Om hun går i skole eller ej, mener de ikke er deres ansvar, men der er de altså på direkte kollisionskurs med loven.

Den dengang 13-årige pige var helt klart ikke glad for at gå i skole. Mellem den 31. oktober 2011 og den 20. juni 2014 tilbragte hun sine formiddage med alt muligt andet end at sidde i et klasseværelse. Hun var sygemeldt over 100 gange.

Det skriver Elmundo.es

Ifølge forældrene kan det ikke  være deres problem, men dommeren er uenig og har idømt dem tre måneders fængselsstraf. 

De har forbrudt sig mod ‘familieansvaret’. De har blæst på deres ansvar, selv om skolen har sendt den ene advarsel efter den anden. 

Brevene har de arkiveret lodret, men det duer ikke. Man har en pligt til at sørge for, at ens børn får undervisning, også selv om de ikke rigtigt gider. I Spanien har man faktisk skolepligt og ikke engang kun undervisningspligt, som vi har det i Danmark. Man SKAL altså i skole.

Da skulkningstallet i denne her sag har været så voldsomt højt, er det klart, at forældrene har været helt klar over det, men har blæst på det, lyder det i dommen.

Ikke vores problem

Forældrene er dybt uenige i den vurdering. De mener for det første, at bevismaterialet er for tyndt, og for det andet, at forældre slet ikke kan holde øje med, hvor meget deres børn går i skole. 

Men de argumenter prellede altså af på dommeren. Lov er lov.

De tre måneders fængselsstraf er i udgangspunktet betinget, da der er tale om en førstegangsforseelse, men hvis parret ikke sørger for, at datteren passer sin skole i de kommende to år, bliver straffen udløst, og de skal ind og sidde.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.