Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hospitals-udvidelse sikret

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 21/05/2019 - 10:21

Samfund og Politik

SAMFUND: Vejen er banet for, at Hospital Costa del Sol kan blive bygget færdigt, og fra i går blev det gratis at parkere i den underjordiske parkering.

Efter årevis med halvfærdige bygninger og generelt byggerod får Solkystens store hospital i Marbella endelig den tiltrængte hjælp.

Junta de Andalucías Conserjería de Salud y Familias har reddet den udbygning af hospital og parkeringsforhold, der var nødvendig, efter de tidligere bygherrer gik konkurs, og byggeriet har ligget stille. 

Det betyder, at der i fremtiden vil komme et nyt og bedre hospital med alt, hvad dertil hører.

Beslutningen blev truffet, efter rådmand Jesus Aguirre besøgte hospitalet den 6. i denne måned og kunne fortælle, at nu var de 12 millioner euro, der manglede for at komme videre med projektet, blevet deponeret hos en notar.

Det skriver Malagahoy.es

Gratis parkering

Ét af irritationsmomenterne, hvis man skulle til til behandling eller besøge patienter indlagt på hospitalet i Marbella, var, at hele området har været én stor byggeplads. 

Parkeringsmulighederne er enten begrænsede eller dyre, når man er tvunget til at parkere i kælderen. 

Fra nu og et stykke tid frem bliver det gratis at parkere i den underjordiske parkering, der har 1.000 pladser. 

Det forbliver gratis, indtil der er truffet endelig aftale med et non-profit selskab om at styre P-kælderen. 

Nyt og endnu bedre

Hospital Costa del Sol har et meget højt renomé, og det nye projekt skal gøre det endnu bedre.

Forskellige professionelle skal deltage for at få alt, hvad hospitalet har brug for i fremtiden, til at fungere, samtidig med, at man fordeler det eksisterende og fjerner det, der ikke kan bruges.

Derefter vil der komme en licitation på færdiggørelsen, når alt er klart.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.