Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Konge uden unoder

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 20/06/2015 - 00:01

Klumme

KLUMME: Felipe VI har været effektiv i sit første år som regent og lagt stor afstand til farmands fortid.

Spaniens konge, Felipe VI, kan nu se tilbage på sit første år som landets regent. Fredag den 19 . juni foregik dog helt uden festivitas. Læs om dagen og hans popularitet her

Presset af sin fars skandaler har han fra starten forsøgt at skabe et helt andet image end det, som farmand havde. I de fleste situationer har han også forsøgt at have sin hustru, Dronning Letizia, ved sin side.

47-årige Felipes mål har været at udvise nøjsomhed, gennemsigtighed i sin gerning og bruge et almindeligt sprog, som alle forstår.

Han har været fokuseret på de alvorlige udfordringer. Sigtelsen mod hans søster Cristina, nationalistbevægelsen i Catalonien og de nye politiske partier, der er opstået i kølvandet på borgernes utilfredshed med de eksisterende, og store dele af befolkningens dårlige økonomiske forhold.

Gennemsigtigheden

På kroningsdagen sidste år erklærede Felipe, at han gennem en helhjertet, ærlig og gennemsigtig adfærd ville tilpasse kongedømmet de nye tider og imødekomme offentlighedens mening.

I dag kan man på kongehusets hjemmeside www.casareal.es se forhold, der var ukendte for offentligheden for bare ét år siden: Kongehusets budget, kongefamiliens lønninger og de aftaler, som bliver underskrevet.

I år er det også blevet vedtaget, at statsrevisionen skal revidere kongehusets budget og gennem vedtagelsen af 20 forskellige adfærdskodeks er der kommet regler for, hvilke gaver kongefamilien må modtage. Det er målet, at i slutningen af i år skal det være offentligt kendt, hvilke gaver kongefamilien har modtaget.

Denne regel er klart kommet efter den famøse elefantjagt, som farmand fik i gave.

Løftet om ydmyghed er også slået igennem: En militær-adjudant proklamerer ikke længere, når Felipe træder ind i audienssalen, og når der kommer gæster, går Felipe selv de 70 trin ned ad trappen for at modtage dem ved indgangen.

Søster Cristina

Relationen for både Felipe og kongehuset til Prinsesse Cristina, har været ét af de vanskeligste temaer i hans regeringstid. Sigtelsen mod hende og hendes mand, Iñaki Urdangarin, for omfattende svindel i Nóos-sagen, har senest ført til, at Felipe har frataget hende titlen som Hertuginde af Palma.

Forholdet mellem dem var dog allerede distanceret. Med henvisning til "tekniske fejl" forsvandt Cristina kort efter Juan Carlos' abdicering fra kongehusets hjemmeside. Nu optræder hun heller ikke længere som en del af den kongelige familie på hjemmesiden.

Kongefamilien består nu kun af seks medlemmer

De officielle handlinger, som de to søskende tidligere foretog sammen er også blevet reduceret til næsten ingenting.

Felipe ønsker at distancere sig til Cristina og den retssag, der snart kommer frem med forhold, der kan skade omdømmet yderligere.

Arbejdsindsatsen

Sammen med Dronningen indvier Kongen turistudstillingen Fitur i Madrid

Felipe har koncentreret sig meget om at planlægge den rigtige dagsorden for hans aktiviteter. I løbet af det første år, har han gennemført 188 officielle handlinger og foretaget 17 rejser til udlandet.

Han har især haft fokus på økonomiske forhold. Med dette engagement ønsker Felipe at vise sin bekymring og engagement for krisen, arbejdsløsheden og den økonomiske genopretning.

Men Felipe har også ønsket at vise, at der er plads til alle i hans kalender. Som eksempel har han modtaget repræsentanter fra sammenslutningen for bøsser, lesbiske og transseksuelle.

Nationalismen

Felipe VI giver Artur Mas hånden

Felipe har besøgt Catalonien i alt 14 gange, og det viser hans bekymring for de territoriale problemer og den blomstrende nationalisme med ønsket om selvstændighed.

Selvom regenten i sin rolle som forligsmand skal være helt neutral, har han ikke tøvet med at opretholde et hjerteligt forhold og en positiv dialog med regionens præsident, Artur Mas. Dronning Letizia har også medvirket - blandt andet ved at tale lidt catalansk til politikerne.

Ved sit seneste arrangement i Catalonien opfordrede Felipe - ligeledes på catalansk - til fællesskab og fælles ansvar for at opnå succes.

Dronningen

42-årige Letizia er uddannet journalist

Letizia får lige så meget opmærksomhed som sin mand. Ægteskabet og Letizias slanke skikkelse og sundhed spiller en dominerende rolle i den kulørte presse. Hun har formået at skabe sin egen stil, ikke kun inden for mode med også med sin politiske dagsorden.

Ud af kongens 188 officielle handlinger har Letizia deltaget i de 39 - især i dem, der har kulturel karakter. Derudover har hun alene gennemført sin første officielle rejse til Honduras og El Salvador.

Uden for rampelyset nyder kongeparret deres privatliv alene med deres døtre. Letizia ses også ofte alene i biografen eller teatret. De har formået at opretholde tætte skodder til deres privatliv, og der har ikke været rygter om ægteskabelig krise, som det jævnligt var tilfældet med Juan Carlos og Dronning Sofia.

Konge uden skandaler

Ægteparret nyder privatlivet

Hårdtarbejdende, forsigtig, en god familiefar - men ikke så hjertelig som sin far. Eksperter er enige om, at han i høj grad spiller sine kort som en virksomhedsleder snarere end som en konge. Netop det forhold betragtes som én af hans store successer og selvfølgelig det forhold, at han ikke er blevet afsløret i én eneste skandale.

Arven har ikke været let efter Juan Carlos' skandaler i de seneste år af hans regeringstid: de kontroversielle jagter, de ømfindige damebekendtskaber som eksempelvis med Prinsesse Corina, mistanke om penge uden for Spanien og det skrantende forhold til Dronning Sofia.

De nye partier

Pablo Iglesias forærer Felipe Game of Thrones

Udover nationalismen har Felipe også skullet beskæftige sig med de nye, fremadstormende partier, der er opstået gennem nye sammenhold og sociale bevægelser. Politiske kræfter, der har ændret hele det politiske scenarie efter kommunal- og regionsvalgene i maj.

Felipe har dog gjort det klart, at han ikke officielt vil modtage Podemos-lederen, Pablo Iglesias, før efter nationalvalget senere på året.

De to herrer mødte dog hinanden i EU-parlamentet, hvor Iglesias benyttede lejligheden til at forære kongen en meget symbolsk gave: DVD-boksen med succes-serien Game of Thrones - Kampen om tronerne. Der er i øvrigt en dansker på rollelisten. Læs mere om seancen her

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.