Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kongestien er bæredygtig

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 19/03/2018 - 12:02

Rejser & oplevelser

AKTIV TURISME: Mange års slid har givet El Caminito del Rey en velfortjent udmærkelse.

Caminito del Rey er en fantastisk tur ad en sti, der er naglet fast uden på lodrette bjergsider. Den kan få selv lidt skræmte lavlandsfolk som danskerne til at føle, at de har gennemført noget virkeligt modigt, smukt og vildt.

El Caminito del Rey, Kongestien, har stået på mange danskeres lister: dels listen over det, de - "juhuu!"- har gjort, og det, de gerne vil prøve.

Og nu har den fået en ny, flot udmærkelse: den er blevet udnævnt til Biosphere-område: Biosphere Responsible Tourism.

Det skriver hosteltur.com

Et udsøgt, spændende sted

Biosphere vil sige et sted, som på grund af sin smukke, egenartede og uforanderlige natur er et velegnet at besøge for aktive turister, der er indstillet på at bevare området for eftertiden. 

Udmærkelsen er blevet tildelt af Instituttet for bæredygtig Turisme, der arbejder sammen med Unesco.

Hårdt arbejde

Kongestien er ikke kommet sovende til udnævnelsen. La Delegación de Medio Ambiente y Promoción del Territorio - en naturfredningsorganisation - har arbejdet sammen med lederne af området og den lokale turistindustri i ti måneder for at få området helt op på mærkerne.

Der har måttet indgås nogle kompromis’er, men nu har det altså givet pote.

Nyere oplevelse

Stien, hvor du kan komme til at føle dig som en bjergkonge, hvis du kan klare en syv kilometer lang, ikke voldsomt udfordrende gåtur gennem skønne landskaber, åbnede i 2015. 

Den ligger i Parque Nacional del Desfiladero de los Gaitanes mellem de andalusiske byer Álora, Ardales og Antequera.

Ikke spor farlig

Resterne af den gamle sti ses neden under den nye

Indtil for nogle år siden blev den betragtet som en af verdens farligste, fordi den var i forfald, men for tre år siden blev den altså genåbnet i en ny og ufarlig version. Et sted, hvor man kan tage sine halvstore børn og rimeligt veltrænede bedsteforældre med.

Stien har en kolossal betydning for de omkringliggende landsbyers økonomi, og der har ikke været nogen uheldige resultater af turismen på Kongestien.

Spanien i dag arrangerer indimellem ture til det spændende og populære område. Der kommer en den 27. marts, som har været udsolgt længe. 

Hvis du skulle have lyst til at se det nye super område - eller komme på andre spændende oplevelser, så læs om, hvordan du dels kan få indflydelse på turene og blive holdt orienteret om, hvornår der kommer nye.

Klik her: Skræddersyede udflugter til dig

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.