Guldfeberen raser

PrintPrint Share this
WEEKEND: Guldjægere i Spanien har genoplivet tusind år gammel tradition. Nu strømmer turisterne til for at finde guld og være en del af naturen.

Turister udstyret med skåle og lanterner flokkes ved gamle guldminer i Asturien.

 

Ny turistattraktion har set dagens lys: Led efter dit eget guld og mød din eneste ene!

 

Der bliver ledt efter skinnende guld og ægte kærlighed i de gamle guldminer i Nordspanien.

 

Lokale og turister samles, og under kyndig ledelse finder de guld

 

Lokale guldjægere har genoptaget en tusind år gammel tradition med at lede efter guld i gamle miner, og for nogle giver det dobbelt-bonus: De har fundet kærligheden og et stykke guld til vielsesringen.

 

De er de bedste

Ingen er nogensinde gået ud til floden med en Sanfiz uden at finde guld!

 

Sådan siger Luis Sanfiz, der er efterkommer af en berømt guld-jæger familie i det nordlige Spanien. El País har været fordi.

 

Med 'floden' mener han et område ved udmundingen af den romerske mine Entrepeñas i den lille by Navelgas i Spaniens bjergrige Asturias-region.

 

Hans far, Enrique Sanfiz, var minearbejder her, da et firma ved navn Aurífera Asturiana åbnede stedet i midten af det 20. århundrede.

 

Enrique Sanfiz junior viser dagens fangst

 

Når arbejdsdagen i minen var forbi, plejede Sanfiz og en anden minearbejder at hente deres redskaber - en pande-agtig skål - og så gik de i gang med at vaske bunker af snavs.

 

I bunden lå der ofte et lille fint gyldent lag – aldrig store klumper - men næsten altid en smule guld, han kunne sælge til tandlæger.

 

Naboerne kaldte ham skør. De grinede ad ham, fordi han altid gik og kiggede og ledte, fortæller sønnen.

 

Han drømte altid om at finde en stor klump guld, men det lykkedes aldrig.

 

På det tidspunkt var det kun de færreste i Navelgas, der huskede, at mange århundreder tidligere - selv før romerne – havde der været omfattende eftersøgninger efter guld.

 

Der har været søgt efter guld i Spanien i mange tusind år

 

Jagten på det skinnende guld er en gammel tradition kaldet "bateo" på spansk, fordi guldjægerne bruger en panden, der hedder "batea".

 

Dette værktøj er blevet brugt i guldrige mineområder, som en gammeldags måde at finde guld på. Som de fleste danskere kender det fra Lego Land og Fårup Sommerland.

 

Metal-detektorer dur ikke rigtig til søgning i floder og miner.

 

I dag er der ikke mange, der ved, hvordan man håndterer panden

 

Guldjægertradition

Da gamle Enrique Sanfiz døde i 1992, i en alder af 82, havde han 16 børn, som var blevet oplært i, hvordan man søgte efter guld.

 

De fortalte det til deres venner og lidt efter lidt opstod der noget, som man godt kan kalde en guldfeber - omend begrænset.

 

I dag er der masser af menenesker - ja faktisk hele familier - der går rundt og leder i floden.

 

- Det er bestemt ikke noget de kan leve af. Det er bare for sjov, siger Luis.

 

Guldgraveriet er blevet ganske populært

 

De nye guldsøgere går ikke efter rigdom, men efter spændingen ved at se guldet skinnet i bunden af panden.

 

- Det er et godt tidsfordriv, hvor du kan gå og nyde naturen samtidig. Lidt ligesom fiskeri, siger Luis.

 

For mange år siden var det lettere at lave lidt penge på resterne af guldet, men i dag er hele bjerget stort set tømt.

 

En tommelfingerregel er, at man bliver nødt til at genenmsøge ti ton jord for at finde et gram guld.

 

Det er normalt ikke de store klumper, der kommer ud af det

 

- Med 40 euro per gram er det ikke rigtig nogen rentabel aktivitet, siger Luis, som er 53 og den yngste ud af søskendeflokken.

 

- Jeg har aldrig solgt noget, men beholder det som souvenir, hævder han, selv om eksperterne tvivler på, at det er helt rigtigt.

 

Når nu Luis har ledt efter guld i et halvt århundrede, hvor meget er det så blevet til?

 

- Bah ... Jeg har fundet op til et halvt kilo, men jeg har givet meget af det væk, siger han.

 

Det er ikke mange, der er heldige...

 

- Det er let at lære at finde guld. Du skal have tålmodighed, et godt syn og en stærk ryg for at klare den akave stilling. Men det er ikke let at vide, hvor man skal se, forklarer han.

 

Kun lokale kendere

- Du skal virkelig kende området. Og Sanfiz-familien ved hvor man skal lede. Jeg har gjort det i mange, år, men har aldrig fundet så meget, som når jeg går ud med en af dem, indrømmer Manolo Rodríguez, som blev født i Navelgas.

 

Nu bor han i Gijón, den største by i Asturien.

 

Lokale har dannet en guld-graver forening

 

- Men det er ikke mængden, det kommer an på. Jeg nyder at bruge tid i floden og komme tilbage til mit barndomshjem med en madpakke, siger Manolo.

 

Han har et reagensglas fyldt med guld.

 

- Det har taget mig mange år at fylde det, siger han.

 

Turbopander ved guldkonkurrence

I begyndelsen af 1990'erne bredte guldfeberen sig til turister.

 

De kom for at lede efter guld, ligesom man havde gjort det i deres hjemegne i lande med en stor guldminedistradition som Canada, USA, Finland og Australien.

 

Internationale guldgraver konkurrencer

 

Nogle af disse guldmine-landsbyer indledte et samarbejde med henblik på at lave en international guld-søgning konkurrence.

 

Med økonomisk støtte fra kunstmaleren Manuel García Linares, der selv er fra Navelgas, dannede lokalbefolkningen et lille hold med brødrene Luis og Carlos Sanfiz for at deltage i 1995-VM mesterskabet i Frankrig.

 

De fik sig et mindre chok.

 

- Konkurrencen var enorm. Vi havde erfaring i floden, hvor hastighed ikke er det vigtigste. Men disse mennesker havde travlt. De havde en slags pander, kaldet turbos, som vi aldrig havde set i vores liv, husker Luis.

 

Carlos og Hugo Sanfiz i aktion

 

Det følgende år deltog de igen i konkurrencen, som blev afholdt i Canada og i 1997 konkurrerede de i Italien.

 

Her nåede Luis Sanfiz til semifinalerne.

 

Samme år oprettede Navelgas-borgerne en pande-forening kaldet Asociación de Bateadores Barciaeus for at organisere et nationalt mesterskab.

 

Det første blev afholdt i 1999, og siden er det blevet afholdt løbende hver sommer.

 

Ved 2017-udgaven var der flere end 150 deltagere i alle aldre.

 

Reglerne er enkle: Hver deltager får en spand fyldt med sand og flere små guldstykker. Vinderen er den person, der finder fleste guldstykker på kortest tid.

 

Dagens fangst i floden

 

Der er også en natkategori, som guldsøgerne elsker på grund af den ekstra udfordring, det er få øje på de skinnende guldstykker i mørket.

 

I 2005 afholdt Navelgas det europæiske mesterskab og har endog været vært for VM-mestersabet hele to gange: i 2008 og 2015.

 

I 2006 indviede Navelgas sit eget guldmuseum, der forklarer guldmineindustriens historie og viser en kopi af den største guldklump, der nogensinde er fundet i området ved hjælp af pande-teknikken:

 

Den vejer 27,8 gram og blev fundet i 2001 af Enrique Sanfiz, barnebarn til den gamle pioner af samme navn.

 

Guld bliver til kærlighed

Men mesterskaberne handler om mere end blot en konkurrence om at finde mest guld.

 

For nogle er guld blevet til kærlighed

 

Det er et sted, hvor man træffer nye ansigter.

 

Mange kommer, fordi de har set en udsendelse på TV om guldsøgerne fra Asturien.

 

Marteen Jacobs, en hollandsk ingeniør, flyttede til Gijón, efter at han havde mødt sit livs kærlighed under mesterskabet i Frankrig.

 

- Mange har mødt hinanden, mens de går og leder efter guld, siger Marteen.

 

Nogle af dem har vielsesringe lavet af det guld, de selv har fundet.

 

- I 2008 blev en anden hollænder som mig forelsket i en pige fra Navelgas, og nu bor han også i Asturien, siger guldsøgeren fra Holland.

 

Kæmpeklump

Det er stadig en populær forlystelse i Asturien, men også i de nordlige regioner Galicien og León.

 

Især omkring de berømte romerske miner i Las Médulas og den guldrige slugt, der løber gennem Zamora, Salamanca og Extremadura. Her har nogle få heldige fundet klumper på helt op til 50 gram.

 

I 1997 fandt landmanden Felipe González ved et tilfælde en guldklump på 8,5 gram, da han skiftede hjul på sin traktor i Talarrubias i Badajoz i det vestlige Spanien.

 

En af de største klumper, der er fundet i nyere tid i Spanien

 

I 2002 fandt samme person den hidtil største klump, der er fundet i Spanien, som endda har et navn: Doña María José.

 

Det vejer 218 gram.

 

Eksperter vurderer, at netop det sted samt nærliggende Casas de Don Pedro for øjeblikket har de største guldreserver.

 

Ingen ved, hvor meget guld der stadig ligger under jorden på den iberiske halvø.

 

Gemmer godt på guldet

- Det er almindeligt antaget, at romerne tog det hele. Og det er delvist sandt, siger Rafael Lozano, geolog ved Geologi og Mineinstituttet.

 

Social aktivitet - men hver gemmer på sit

 

Guld har altid genereret mistillid i de små landsbyer, hvor mange mennesker har samlet guld.

 

Men de viser det ikke frem af frygt for at blive røvet.

 

- Meget få viser alt, hvad de har, siger guldjægerne fra Asturien, som nu gør klar til næste års mesterskaber og et nyt håb om at vinde guld.

 

Se flere nyheder i temaet

Tilbage

style="display:block"
data-ad-client="ca-pub-7996506960608988"
data-ad-slot="1277262159"
data-ad-format="auto">


Flere nyheder efter tema

esto es una prueba del bloque