Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mysteriet om Gabriel

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 07/03/2018 - 11:04

Krimi og katastrofe

EFTERLYSNING: Forsvunden drengs undertrøje har givet forældrene nyt håb om at finde ham, men desværre rejser den lige så mange spørgsmål, som den besvarer.

En god uge efter lille Gabriel Cruz er forsvundet fra Níjar i Almería, er der desværre masser af ubesvarede spørgsmål. 

I går  beskrev vi, hvordan hans ulykkelige forældre fandt et strejf af håb, da der blev fundet en undertrøje med Gabriels DNA på. 

Den lå ved et rensningsanlæg, og det var forældrene selv, der fandt den. Læs mere her

Hvorfor først nu?

Men nu dukker spørgsmålene op. Hvorfor blev den ikke fundet ved de intense eftersøgninger tidligere? 

Havde drengen den virkelig på, da han forsvandt?

Og sidst men ikke mindst: Hvorfor var den tør?

Det skriver Diariosur.es

Ingen spor af regn

Undertrøjen lå i noget buskads, og i Tv-programmet El programa de Ana Rosa på Telecinco antyder man, at undertrøjen kan være anbragt der med vilje for at vildlede efterforskerne. 

Den var nemlig næsten helt tør, selv om det har regnet heftigt i Almería stort set hver dag, siden drengen forsvandt.

Og var det nu overhovedet den, Gabriel havde på, da han forsvandt? Det er forældrene ikke sikre på. 

De havde nemlig ikke nævnt den i første omgang, da de beskrev, hvad Gabriel var iført, da han forsvandt.

Grundig eftersøgning

Til sidst kommer spørgsmålet om, hvorfor det vigtige spor ikke er blevet fundet tidligere? 

Undertrøjen blev fundet ved et rensningsanlæg, der ligger tre kilometer fra det sted, hvor lille Gabriel forsvandt. 

Hundredvis af frivillige og politifolk har finkæmmet området minutiøst i dagene, der er gået siden den skæbnesvangre tirsdag.

Efterforskningen centrerer sig alligevel om fundet, og man har endnu ikke opgivet at finde DNA fra en anden person på undertrøjen.

Specialenheder og frivillige leder fortsat efter Gabriel i dag.

Han skulle bare gå 100 meter fra sin bedstemor og over til sin onkel. Der søges i afgrænsede områder langs veje, i forladte gårde og vandhuller. 

Men håbet om at finde drengen i live svinder i takt med, at dagene går.

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.