Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Når klokken skiller vandene

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 25/10/2019 - 07:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Gab, er der noget mere kedeligt end at fortælle, du på søndag skal stille havemøblerne ind og stille uret en time tilbage - måske?

Nogle synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, det bliver tidligere mørkt om aftenen eller eftermiddagen, især hvis man bor i nord. Al respekt for det.

Selv kan jeg næsten ikke vente til det bliver søndag, hvor solen hos mig i Fuengirola står op klokken 7:16 i stedet for klokken 8:15 på lørdag. Det hænger selvfølgelig sammen med, at jeg er vant til at baske med vingerne tidligt om morgenen. Ligesom andre på redaktionen for at være klar med nyhederne til deadline.

Nogle er A-mennesker og andre B’ere, Men for B’erne burde det i virkeligheden ikke betyde så meget om natteroderiet starter en time før eller senere, eller?

Egentlig synes jeg, at tidligere mørkt passer godt ind i vinterperioden - og ikke mindst i juletiden. Er det ikke hyggeligere at se julelys i mørke end i dagslys? Og gerne tidligere på dagen, så også de små kan være med?

Jeg ved godt, at vi er privilegerede ved at bo i Sydspanien, hvor solen på årets korteste dag først går ned klokken 18:05, hvilket i praksis betyder, at det først bliver rigtig mørkt ved 18:30-tiden.

I Danmark går solen samme dag ned klokken 15:39. Sorry…

Enigheden om, hvorvidt vi i fremtiden kun skal have én tid året rundt i EU, er heller ikke helt på plads endnu, selvom EU-kommissionen på grundlag af en undersøgelse - af nogle betegnet som tvivlsom - har besluttet, at skiftet mellem sommer- og vintertid skal ophøre.

Derefter skal hvert land beslutte, hvilken tidszone de vil vælge, og det kan selvfølgelig, ligesom tidligere, skille vandene mellem befolkningerne. For eksempel i Spanien, hvor landets geografiske beliggenhed på længdegraden i virkeligheden nærmere tilhører Greenwich-time, ligesom Portugal og Storbritannien.

Besværligt vil det da også være for kommunikationen mellem danskere i Danmark og Spanien, flytider og alt muligt andet, hvis Spanien skifter tidszone.

Det korte og det lange i historien er, at vi på søndag stiller urene én time tilbage og derfor kan sove én time længere. Men pas nu på ikke at komme for tidligt til en aftale på søndag...

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.