Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Pinen trækker ud

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 09/10/2017 - 01:00

Samfund og Politik

KRIGEN: Den samling, som Cataloniens præsident Carles Puigdemont havde indkaldt til i dag - og som Forfatningsdomstolen har erklæret ulovlig - er blevet udskudt til i morgen, tirsdag.

Weekenden har været præget af demonstrationer. Denne gang dog for at Catalonien skal forblive i Spanien. De fandt både sted i Barcelona og på Plaza de Colón i Madrid.

Af Dorrit Barrett & Torben Wilkenschildt

Andre demonstrationer, hvor demonstranterne var klædt i hvidt og uden flag, argumenterede for, at der kom en dialog i gang mellem centralregeringen og La Generalitat.

Søndag demonstrerede op mod en halv million tilhængere af, at Catalonien fortsat skal være en del af Spanien. Demonstranterne betragtes som det hidtil tavse flertal.

De benyttede både det spanske og catalanske flag som symbol på fællesskabet

Husk at like vores facebookside

Kapital- og virksomhedsflugt

Frygten for et Catalonien uden fremtid i et kaos uden for EU, euro og anerkendelse fra det internationale samfund, fik fredag Ministerrådet til at vedtage en lov, der gør det muligt for selskabers bestyrelse ar flytte deres hovedsæde uden generalforsamlingens godkendelse. Det er normalt et krav i henhold til selskabslovgivningen.

De fleste selskaber har i deres formålsparagraf stående, at de skal beskytte deres aktionærers interesser. Med udsigten til risikoen for illegal løsrivelse, er de derfor nærmest tvunget til at flytte deres hovedsæder ud af Catalonien.

Giganter som Banco Sabadell, La Caixa Bank, tre mindre catalanske banker, Gas Natural, vinfabrikanterne Freixenet og Codorniu - blandt de største i landet - og mange flere- er ved at flytte ud. Også Volkswagen, Aguas de Barcelona og flere har nu varslet udflytning.

Indbyggerne i Catalonien frygter for deres penge og flytter i stor stil deres indeståenderne til banker i Spanien. I spanske aviser som El Mundo kan man læse, at borgerne også flytter sig selv: ganske almindelige catalanere har fået nok og pakker bilerne for at køre væk fra steder, de plejede at kalde hjem.

Piqué pebet ud - igen

Det vil altså ikke blot komme til at gå hårdt ud over Cataloniens erhvervsliv og dermed deres føring i forhold til andre regioner i Spanien. Helt dagligdags ting som spaniernes elskede fodbold, der for mange har erstattet tyrefægtningen som yndlingssport, mærker uroen. F.C. Barcelona har en spiller,  den høje midterforsvarer 

Piqué, som har udtalt sig temmeligt bombastisk om Cataloniens ret til selvstændighed. Han blev lørdag pebet ud af Bernabeu Stadion i Madrid, og har tilbudt sin klub at trække sig for ikke at skade dem yderligere. Men hvad med hans plads på landsholdet? Klubben har til dansk TV givet udtryk for stor bekymring for klubbens fremtid. Ingen spillere kan forestille sig pludselig kun at kunne spille i den catalanske liga.

Splittelse i løsrivelsesgruppen

Løsrivelsesgruppens fader, Artur Mas, der sammen med andre er idømt en bøde på godt fem millioner euro for ‘ulydighed’, da han den 1. november 2014 foranledigede en afstemning om løsrivelse, har fået kolde fødder. Han siger nu, at Catalonien slet ikke er klar til at erklære sig som en selvstændig republik: Der mangler kontrol over de territoriale grænser, et skatteopkrævningssystem og et retssystem.

Kreditvurderingsinstituttet Moodys meddelte lørdag, at der vil blive lukket for udenlandsk finansiering i samme sekund, som en løsrivelseserklæring måtte komme.

Svækket

Bjarke Møller fra Tænketanken Europa befinder sig i Madrid. I en udtalelse til TV2 News lørdag udtalte han, at løsrivelsesbevægelsen nu synes betydeligt svækket.

Spanske politikere - også flere, der ikke er i regering- opfordrer Carles Puigdemont til at opgive sit forehavende med løsrivelse og derefter gå i forhandling.

For blød?

Felipe Gonzales, Spanien socialdemokratiske premierminister i fire valgperioder fra 1982 til 1996, kritiserer premierminister Mariano Rajoy for ikke allerede nu at have aktiveret artikel 155 og suspenderet La Generalitats selvstyre.

Gonzales betragter Carles Puigdemonts anmodning om international mægling mellem parterne som helt hen i vejret, efter Puigdemont har forbrudt sig mod Forfatningen på enhver måde.

Vicepremierminister Sáenz de Santamaría udtaler på regeringens hjemmeside “at Puigdemont har bragt catalanerne i deres største splittelse og utryghed nogensinde i deres historie".

Hvad sker der?

Der er næppe tvivl om, at regeringen håber på, at Puigdemont ender med frivilligt at opgive sit forehavende om løsrivelse og træder tilbage.

Tiden arbejder mod Puigdemont. Dels med den interne splittelse i løsrivelsesgruppen, dels med kapital- og vriksomhedsflugten, der kom bag på dem, og endelig det forhold, de slet ikke har klart, hvordan det skal foregå.

Søndag understregede Mariano Rajoy, at enhver form for uafhængighedserklæring vil medføre “noget”.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.