Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Virus-alarm afblæst i Alicante

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 28/01/2020 - 07:39

Sundhed & sygdom

CORONAVIRUS: Sikkerhedsprotokollen blev aktiveret sent mandag aften med mistanke om, at islandsk kvinde var smittet med livsfarlig virus. Tirsdag formiddag kunne man heldigvis afblæse alarmen.

En 66-årig islandsk kvinde, der for nyligt har besøgt Wuhan i Kina, henvendte sig mandag aften til Hospital Universitario de Torrevieja med de sædvanlige symptomer på influenza som feber og hoste.

Da hun fortalte, at hun for kort tid siden havde været i Wahun, blev protokollen for isolation straks aktiveret. Kvinden var ledsaget af sin 52-årige partner, der - selvom vedkommende var uden symptomer - også blev isoleret.

Parret var tidligere landet i lufthavnen i Alicante for at holde ferie i en landsby i Alicante-provinsen. Isolationen skete i værelser, der ikke har forbindelse med afsnittene for de øvrige indlagte på hospitalet.

Prøver fra kvinden blev straks sendt til Instituto de Salud Carlos III i Madrid for analyser, ligesom de kompetente myndigheder i henhold til protokollen blev informeret.

Tirsdag kort før frokost oplyser kilder til nyhedsbureauet Efe, at alarmen er afblæst. Det er med 100 procents sikkerhed slået fast, at der ikke er tale om den frygtede virus.

Patienten "opfylder ikke de epidemiologiske kriterier for at kunne betragtes som smittet med coronavirus", lyder det, så hospitalet har deaktiveret alarmen, siger kilderne. 

Den kvindelige islænding bliver nu blot behandlet for vejrtrækningsproblemer.

Indsigt: Spanien i aktion mod coronavirus (protokollen)

Seneste tal

Ifølge avisen 20minutos er de seneste tal fra den kinesiske sundhedskommission steget betydeligt: Dødstallet er nu på 106 mennesker, mens antallet af smittede er nået op på 4.415.

I går blev det første tilfælde af smitte i Tyskland konstateret i lufthavnen i Dusseldorf. 

 
 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.